Del siden
 
       

Forskning: Hvordan bliver danske smv’er klar til at bruge Metaverset?

Mange små og mellemstore (smv’ere) virksomheder har svært ved at følge med i den teknologiske udvikling. Det er uoverskueligt, og det er en udfordring at måle effekten. Et nyt forskningsprojekt sætter nu fokus på hvilken værdi Metaverset kan give virksomhederne.
Artiklen fortsætter under billedet
2024-05-31
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/forskning-hvordan-bliver-danske-smv-er-klar-til-at-bruge-metaverset/

Metaverset er en lidt uhåndgribelig digital størrelse. Men det er et udtryk, der bruges til at beskrive en virtuel verden, der er skabt mellem fysisk og virtuel virkelighed. Det er et interaktivt digitalt miljø, hvor brugerne kan interagere med hinanden og virtuelle objekter.

Pyha, tænker mange måske nok. Og hvordan kan det, Metaverset, på nogen måde komme til at skabe værdi for en smv’er, med mindre man har en it-professor ansat til at implementere det? Det spørgsmål skal forskningsprojektet ’Brugeroplevelsen ved Bleeding edge teknologier – Metaverset er på vej!’ svare på.

Selvom Metaverset kan være en stor og diffus størrelse, fokuserer vi på slutbrugerens potentielle oplevelse. Det er en teknologi, der er på et eksperimentelt niveau, så der er mange ting, som skal prøves af.

Lektor Helle Poulsen og adjunkt Vashanth Selvadurai

Langhåret titel - jordnær forskning
Selvom titlen på forskningsprojektet ret beset er lidt langhåret, er de to forskere på projektet – lektor Helle Poulsen og adjunkt Vashanth Selvadurai fra markedsføringsøkonom-uddannelsen i Randers - meget bevidste om at få forskningen ned på jorden:

”Selvom Metaverset kan være en stor og diffus størrelse, fokuserer vi på slutbrugerens potentielle oplevelse. Det er en teknologi, der er på et eksperimentelt niveau, så der er mange ting, som skal prøves af. Men vores opgave er at se på, hvordan teknologien kan bruges i praksis og skabe merværdi”, forklarer Helle Poulsen og Vashanth Selvadurai og siger videre:

”Metaverset bliver ikke aktuelt at bruge for alle smv’ere. Langt fra. Så i vores forskning kigger vi på de smv’ere, der måske allerede har snuset lidt til emnet - det kan fx være museer eller virksomheder i oplevelsesbranchen – eller smv’ere, der på lidt længere sigt kan se muligheder og forretning i teknologien”.

Hvem bruger Metaverset og hvad bruger de det til?
Forskningsprojektet er en tre-trin raket, hvor Helle og Vashanth i første omgang orienterer sig i relevante videnskabelige artikler og litteratur om Metaverset. På trin to interviewer de 10-12 virksomheder om deres brug/ forventede brug af teknologien før de på trin tre skriver en forskningsrapport med best-practice råd til smv’ere:

”Vi har gennemført to interviews, og skal gennemføre de sidste 8-10 interviews før og lige efter sommer-ferien. Det er en spændende proces, hvor vi forsøger at samle nogle af de forskellige puslespilsbrikker, der samlet set udgør Metaverset”, fortæller Helle Poulsen og Vashanth Selvadurai.

Det er i særdeleshed virksomhedernes forståelse af og mulighederne i teknologien, som Helle og Vashanth spørger ind til:

”Vi er meget interesseret i at finde ud af, hvad de bruger Metaverset til, hvorfor det er/bliver interessant for dem at bruge teknologien, hvilke udfordringer de har, og hvilke muligheder de ser. Vi spørger også virksomhederne om de har kompetencerne til at arbejde med teknologien inhouse, eller om de skal købe sig til kompetencerne eksternt”, pointerer Helle Poulsen og Vashanth Selvadurai.

Vi er meget interesseret i at finde ud af, hvad smv'erne bruger Metaverset til, hvorfor det er/bliver interessant for dem at bruge teknologien, hvilke udfordringer de har, og hvilke muligheder de ser.

Lektor Helle Poulsen og adjunkt Vashanth Selvadurai

Forskningsprojektet er allerede med i to bøger
Selvom Helle og Vashanth ikke er i mål med deres forskningsprojekt, har projektet allerede skabt så meget interesse, at de er bidraget med kapitler til to antologier. En dansk lærebog med fokus på serviceturisme og brugeroplevelser og en engelsksproget antologi med titlen ’Nordic Coastal Turisme’. Den danske lærebog udkommer juni 2024, og den engelske antologi kommer på gaden i efteråret 2024:

”Det har været et klap på skulderen, at vi er blevet inviteret til at bidrage til bøgerne sammen med flere universiteter. For vi er egentlig kun er begyndt at pille lidt i overfladen af, hvad Metaverset kan og vil udvikle sig til. Men det har været en lærerig proces at sætte ord på vores projekt, selvom vi egentlig kun er i den eksplorative fase og stadigvæk mangler at indsamle meget empiri”, slutter Helle Poulsen og Vashanth Selvadurai.

Helle Poulsen og Vashanth Selvadurai startede forskningsprojektet op i foråret 2023 i samarbejde med Henrik Pahus - det bliver afsluttet i foråret 2025. Projektet er støttet af Frascati-midler.

Hjalp denne side dig?