”Moar! Hvad står der på bordet?”
Det spørgsmål til aftensmaden blev startskuddet på et iværksætter-eventyr, som Lisbeth Grove Mikkelsen fra Randers ikke havde forestillet sig. Hun var netop flyttet og havde ikke råd til de lamper, hun kunne tænke sig, men hun kunne huske fra et boligprogram, at man kan lave alt med vandrør. Og 1-2-3, så var der en lampe lavet af gamle vandrør.
”Jeg vil gerne have noget, ingen andre har, og det fik jeg ved at lave det selv. Men at den lampe skulle være starten på mit liv som iværksætter havde jeg ikke gættet på,” smiler Lisbeth Grove Mikkelsen, der til daglig studerer iværksætteri og innovation i Aarhus.
Iværksætter i maven
Den 31-årige randrusianer blev i sommer færdig med den videregående uddannelse til serviceøkonom på Erhvervsakademi Dania, og det var her hun mødte sin businessparter Cecilie Grace.
”Vi har altid vidst, at vi ville starte noget op sammen, fordi vi er hinandens modsætninger og arbejder rigtig godt sammen. Jeg havde aldrig tænkt, at jeg skulle lave lamper, men det blev det,” smiler Lisbeth Mikkelsen.
Det blev et studieprojekt, der blev startskuddet på lampeeventyret. I løbet af seks dage skulle hun og nogle medstuderende få 500 kroner til at vokse ved at starte selv. Og her kom hun i tanker om sin lampe derhjemme. Hurtigt fik de produceret fem lamper, som blev sat til salg på facebook.
Efter to dage havde de solgt 10. Efterspørgslen var enorm.
Det stak helt af, da et hotel i Aarhus ringede hende op. De ville gerne bestille 75 lamper i forbindelse med en større renovering.
Alt, hvad vi har rørt ved på serviceøkonomuddannelsen, har vi brugt i virksomheden
Lisbeth Grove Mikkelsen, stifter og medejer af wallpipe
”Jeg tænkte bare ’Tager du pis på mig? Er det en telefonjoke’? Men nej, det var det ikke,” smiler Lisbeth Mikkelsen.
Lavet med kærlighed
Lamperne er håndlavede og bliver lige nu produceret i Lisbeth Mikkelsens køkken i hendes rækkehus i Randers. Her ligger rør, tang, pærer og møtrikker udover hele bordet, der er dækket af et uldtæppe.
”Det kostede nogle oliepletter på både væg, bord og stole, før vi fik lært, at det grisser at lave lamper af vandrør,” smiler Cecilie Grace og tager tangen, for at få bunden skruet helt på en lampe, hun er ved at sætte sammen.
”Vi lægger megen tid og kærlighed i hver enkelt lampe, der er unik på sin egen måde. Køber du lampen, køber du også noget af os,” forklarer Lisbeth Mikkelsen.
Netværk, netværk, netværk
Da Lisbeth Mikkelsen og Cecilie Grace startede på studiet, var noget af det første, de fik at vide, at de skulle gå op i en ting: netværk.
”Det gav ikke mening dengang, men det kom det til i løbet af studiet og især nu. Netværk er nok det vigtigste ord, vi har lært på studiet. Havde vi ikke det netværk, som vi har, var vi ikke nået så langt, som vi er i dag,” siger Lisbeth Mikkelsen og forklarer, hvordan de blandt andet får hjælp af en far fra sønnens fodboldhold med at lave hjemmeside.
Men netværk er ikke det eneste, de to dimittender bruger fra deres studietid på Erhvervsakademi Dania.
”Alt, hvad vi har rørt ved på serviceøkonomuddannelsen, har vi brugt i virksomheden fx forretningsudvikling og servicedesign, og vi får stadig hjælp af underviserne og sidder ind i mellem på campus i Paderup og arbejder,” smiler hun.
Flere bukser i butikken
Når dagen på studiet i iværksætteri er slut, sidder Lisbeth Mikkelsen og Cecille Grace og laver lamper. Men selvom ordrebogen er fuld, fokuserer de to serviceøkonomer ikke kun på at lave lamper. De udvikler også på forretningen, der har fået navnet Wallpipe.
”Vi har to lamper nu, men det kan vi ikke leve af alene. Det er ligesom at have en tøjbutik med to par bukser. Derfor skal vi videre med flere produkter, hvor vi vil lave produkter ud af ting, som allerede er på markedet, så man kommer til at bruge dem på en ny måde,” siger Lisbeth Mikkelsen og løfter sløret for nogle af forretningsplanerne for Randers-virksomheden.
”Vi tænker stort fra starten med salg i blandt andet Norge, Sverige og Tyskland. Det er vi nødt til for ikke at blive ædt op af kopier. Vores mål er at blive forhandlet i 20-30 butikker i 2020. Men vi tror på det. Sådan som familie, venner og folk i Randers generelt har bakket op, er det her starten på noget stort,” smiler hun.
Du kan se lamperne på wallpipe.dk.
Kort om uddannelsen til serviceøkonom
- Toårig videregående uddannelse i Randers og Skive
- Har 3 specialeretninger: Events, Restaurant/Hotel Management eller Turisme/Oplevelser
- Fagene er fx oplevelsesdesign, forretningsudvikling, samarbejdsrelationer og rekruttering
- 3. semester forgår som praktik
- Praksisorienteret undervisning og projekter
- Studiestart i september