Det var Campus Randers, der lagde rammerne til arrangementet, og spændingen var til at tage og føle på, når de studerende på skift præsenterede deres virksomheder foran publikum og dommere. Efterfølgende fik dommerne en 1:1 snak med iværksætterne, hvor de fik mulighed til at spørge nærmere ind til deres virksomheder, tankerne bag og fremtidsvisionerne:
”En væsentlig del af det at være iværksætter handler om at kunne sælge sig selv og sin virksomhed. Det gælder både overfor kunder, samarbejdspartnere og investorer. Og det skal vi hjælpe dem med. Så det er derfor vi arrangerer en festival, hvor de netop bliver trænet i at sætte ord på deres virksomhed og deres produkter”, forklarer entreprenørskabskonsulent i Dania, Peter Mosdal Jensen.
Vinderen af årets iværksætterpris vil bekæmpe drugging
Seks forskellige virksomheder præsenterede sig på festivalen. Det gjorde de så godt, at dommerne blev udfordret, da de skulle finde vinderen. Men det endte med, at det blev Julie Simone Kristensen med virksomheden Illume Tech, der i særdeleshed imponerede dommerne og blev udråbt til vinder.

Illume Tech har udviklet et produkt, der skal bekæmpe drugging med en teknologi, der kan afsløre, om der er puttet narko i en drink. Produktet er lige nu ved at blive patent-godkendt, så vi må ikke afsløre hvordan produktet ser ud eller den specifikke teknologi. Men produktet kan, som skrevet, verificere om der er narko i en drik/drink
”Jeg blev inspireret til at etablere Illume Tech i forbindelse med, at jeg så en dokumentarudsendelse på TV2. For drugging er meget mere udbredt end jeg havde troet, og jeg vil gerne gøre en indsats for at stoppe det, simpelthen fordi det berører rigtig, rigtig mange”, fortæller 24-årige Julie Simone Kristensen. Hun er online-studerende markedsføringsøkonom-uddannelsen og bliver færdig i sommeren 2025.
Et dejligt skulderklap og en bekræftelse
I processen med at udvikle teknologien til Illume Tech har Julie allieret sig med en kemiingeniørstuderende fra Ålborg Universitet, som nu er blevet en del af Illume Tech – og de har store planer:
”Vi har sendt en ’Patent Pending’ ind til Patent- og Varemærkestyrelsen, og så har vi et år til at færdigudvik-le vores idé. Hele udviklingsprocessen har været spændende og samtidig rigtig hård. Så det er et dejligt skulderklap, at vi nu har vundet prisen som årets Dania Grow iværksætter, og det bekræfter mig i, at der også er andre, som tror på idéen”, pointerer Julie Simone Kristensen og fortsætter:
”Jeg tror, at vi er lykkes med vores idé, fordi vi supplerer hinanden godt. Min partner ved en masse om kemi, og jeg ved noget om forretning og forretningsudvikling, og vi vil gerne leve af Illume Tech på sigt. I første omgang har vi valgt at søge et Innofounder-legat, hvor vi får løn – kr. 27.500 om måneden – og mentor-hjælp i et år, så vi kan udvikle vores produkt, hvis vi er heldige at få legatet”.
De unge har tid til at fejle
Det var nogle kompetente dommere, der vurderede de studerendes forretningsidéer til ivæksætterfestivallen. De er nemlig selv gået iværksættervejen, og kender alt til de op- og nedture, man oplever som iværksætter:
”Jeg er imponeret over måden de pitcher deres ideer på. De kommer godt omkring med markedsanalyser, de er reflekteret og det er samtidig nogle realistiske idéer, de har præsenteret os for”, siger dommer og partner i Lead Company, Thomas Pahuus.

Faktisk er flere af deltagerne kommet så langt i udviklingen af deres virksomheder, at de er begyndt at tjene penge. Og det er en anden af de ting, der imponerer dommeren:
”De er kommet langt med deres virksomheder på kort tid, og jeg oplever at de har en god drivkraft. Den skal de forfølge. De skal prøve deres idéer af, for de er unge, og de har tid til at fejle. Derfor kan de godt tage chancer og så må det vise sig, om deres idéer er bæredygtige på sigt”, slutter Thomas Pahuus med et opfordrende smil til de studerende.
Fakta – Dania Grow
Dania arbejder strategisk med entreprenørskab, og har etableret studentervæksthuset Dania Grow. De studerende, som er i praktik i egen virksomhed, bliver tilknyttet Dania Grow, hvor der er faste online-fælles-møder hver 14 dag. Her får de studerende sparring, feed back, input, workshops og oplæg, og de får desuden mulighed for at netværke og udveksle erfaringer.