Det er med en Marketing Management-uddannelse i bagagen, at Jeppe Skjøtt Olesen startede på dataanalyseuddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Viborg. Og det var faktisk under sin praktik på Marketing Management-uddannelsen, at han fandt ud af, at det ikke kun var marketing, han ville arbejde med.
”Jeg var i min praktik med til at styre en social platform for en virksomhed. Men det synes jeg egentlig ikke var særligt interessant. Det var mere tallene bag, der interesserede mig, fandt jeg ud af. For hvilke brugere klikker hvor? Hvor lang tid er de på hjemmesiden? Hvad kigger de på? Hvordan bevæger de sig? Det var meget mere spændende for mig at finde svar på end at lægge indhold op”, siger 27-årige Jeppe Skjøtt Olesen fra Randers.
Fleksibiliteten er vigtig
Den uddannelse, der passede bedst til Jeppe Skjøtt Olesens interesse for at ’læse’ data, var dataanalyse-uddannelsen. Men den ligger i Viborg, og Jeppe Skjøtt Olesen har altid boet i Randers og omegn, og han havde ikke planer om at flytte:
”Jeg havde egentlig forberedt mig på, at jeg ville køre frem og tilbage mellem Randers og Viborg. Men jeg fandt ud af, at undervisningen på dataanalyseuddannelsen i Viborg blandt andet foregår i et interaktivt hybridrum. Her kan man selv kan vælge, om man vil følge undervisningen online eller fysisk. Det fungerer superfint, og det giver mig en masse fleksibilitet”, forklarer Jeppe Skjøtt Olesen.
Undervisningen foregår blandt andet i et interaktivt hybridrum. Det fungerer superfint, og det giver mig en masse fleksibilitet
Jeppe Skjøtt Olesen, dataanalyse-studerende og praktikant i Divisionsforeningen
Lige nu er Jeppe Skjøtt Olesen i praktik, faktisk en del-praktik, hos Divisionsforeningen. For hans uge er delt op, så han har tre dage med undervisning og to dage i praktik.
”Divisionsforeningen ligger i Brøndby, så jeg arbejder 100% online. Det kan jeg egentlig godt lide. Og jeg kan godt lide, at jeg kan arbejde med dataanalyse, uanset hvor den virksomhed, jeg arbejder for, er geografisk placeret. Det kræver nemlig ikke andet end en god opkobling herhjemme”, pointerer Jeppe Skjøtt Olesen.
Jeg skal 'berige' dataene fra fodboldkampene og gøre det aktuelt for klubberne at bruge de data i praksis
Jeppe Skjøtt Olesen, dataanalyse-studerende og praktikant i Divisionsforeningen
Data hjælper med forudsigelser
Holdene i de fire øverste fodboldrækker helt ned til U15-niveau, får en lang række data i forlængelse af en fodboldkamp. Så Jeppe Skjøtt Olesen sidder i sin praktik med den opgave, at han skal prøve at operationalisere de data for de enkelte klubber.
”Klubberne får en masse data fra en kamp – det kan fx være vejrdata, data omkring hvor mange gange, en spiller har bolden, og hvor mange taklinger og afleveringer spilleren er involveret i. Så jeg skal prøve at ’berige’ de data og gøre det aktuelt for klubberne at bruge dataene i praksis”, konstaterer Jeppe Skjøtt Olesen.
Så han arbejder på en model, der samler og analyserer dataene og supplerer dem med spillernes alder og hvor mange minutter de spiller. Den model skal være med til at forudsige, hvordan de enkelte spillere præsterer fremadrettet. På den måde får klubberne nogle letforståelige, brugbare data, der er med til at supplere klubbernes egne fagligheder.
Gode jobmuligheder og vigtig praktisk tilgang
Jeppe Skjøtt Olesen er med egne ord ikke særlig boglig. Men alligevel er han glad for at være studerende på dataanalyseuddannelsen. Fleksibiliteten er én ting. De vedkommende problemstillinger, som de arbejder med på uddannelsen, er en anden ting. Og en tredje ting er den praksisrettede tilgang på uddannelsen:
”Mange af de ting, jeg har lært på uddannelsen, kan jeg helt konkret overføre til de arbejdsopgaver, jeg sidder med som praktikant. Den oplevelse er i høj grad med til at motivere mig, når jeg synes, at bøgerne bliver lidt støvede”, siger Jeppe med et stille grin og slutter:
”Det er bestemt også motiverende, at jeg som dataanalytiker har rigtig gode jobmuligheder. For jeg får en eftertragtet faglighed med mig, og det betyder, at jeg får flere spændende valgmuligheder inden for næsten alle brancher, når jeg skal søge job”.
Fakta
Navn: Jeppe Skjøtt Olesen
Alder: 27 år
Uddannelse: Læser på dataanalyse-uddannelsen på Dania Campus Viborg. Dimitterer december 2022.
Praktikvirksomhed: Divisionsforeningen
Bopæl: Randers