25-årige Julie Siw Andresen fra Sønderborg havde planen klar: Hun ville flytte til Randers og læse til optiker, selvom det betød farvel til venner, familie, kæreste og jobbet ved Synoptik på gågaden. Men en sms fra hendes butikschef ændrede den plan.
- Hun havde set i en facebookgruppe for optikere, at man nu kunne tage studiet online. Det var megafedt, og jeg blev så glad. Det giver ro på, og jeg skal ikke rykke teltpælene op for at få den uddannelse, jeg drømmer om, forklarer Julie Siw Andresen.
Hun er en af 394 unge, der i dag 15. marts har søgt ind på en videregående uddannelse og haft Erhvervsakademi Dania med hovedkontor i Randers som første prioritet. Det er 5 procent flere end samme tid sidste år og 14 procent mere end i 2022.
Jeg vil være optometrist for at hjælpe andre
Julie Siw Andresen, ansøger til online optometrist-studie
Desuden er Julie Siw Andresen blandt de i alt 22 ansøgere, der vil læse til optiker – i fagsprog optometrist – online. Uddannelsen er et nyt tiltag, hvor teoriundervisningen foregår online, mens den praktiske undervisning med fx synsprøvetagning sker på Dania i Randers. I praksis betyder det, at de studerende i gennemsnit får 1-2 mødedage om ugen og kan følge undervisningen hjemme fra de andre dage.
- De senere år har vi fået en del forespørgsler om muligheden for at læse til optometrist fra folk i Jylland, som ikke bor i nærheden af Randers. Samtidig vil vi meget gerne sikre arbejdskraft til en branche, der i høj grad mangler arbejdskraft, og det har gjort, at vi fra sommer 24 udbyder den netbaserede optometriuddannelse, forklarer uddannelseschef Jane Bang Jensen fra optometri-studiet på Erhvervsakademi Dania.
- Den nye optometriuddannelse er identisk med den eksisterende. Der er samme studieordning og fuldstændig samme krav til bl.a. praktik og afvikling af eksaminer. Så man opnår nøjagtig de samme kompetencer, som dem, der tager uddannelsen med 100% fysisk fremmøde på skolen, slår hun fast.
Optometrist for at hjælpe andre
Interessen i sundhed er ikke ny for Julie Siw Andresen. Faktisk blev hun i 2022 uddannet sygeplejerske, men det var svært at finde den rigtige hylde på arbejdsmarkedet. Samtidig har hun haft regnbuehindebetændelse, der har gjort hende mere interesseret i optometrifaget. Tidligere har hun stået i butik, så via optiker fik hun kombineret sundheds- og salgsverdenen i én.
- Jeg vil være optometrist for at hjælpe andre. Synet har kæmpe betydning for ens liv og livskvalitet, og det er virkelig fedt at kunne hjælpe på den måde, fortæller Julie Siw Andresen, der holder meget af sit arbejde og sine kunder i Synoptik.
- Jeg elsker de ældre mennesker, der kommer ind. De er en anden generation og mere ligetil. Jeg holder især af ægtepar, der kommer ind, der fortæller på livet løs om ægteskab og børnebørn, og hvor snakken fortsætter ved udleveringen. Det kan bare noget, slår hun fast.
Hun kender andre, der har læst online, og de har anbefalet det. Det kræver disciplin, men det er Julie ikke nervøs for. Hun har nemlig været tamburmajor ved Sønderborg Garden i mange år, som er den person, der går foran garden og dirigerer, når garden er ude og spille, og sådan et hverv kræver hård disciplin.
Nu er der kun tilbage for Julie at vente til 26. juli kl. 00.01, hvor hun får svar på, om hun er optaget på studiet.
- Jeg vil sidde oppe om natten, mens vi er på ferie i Tyrkiet, og vente på svaret. Det bliver jeg nødt til, slutter hun med et smil.
Fakta: Hvad er kvote 2?
Ansøgere til videregående uddannelser inddeles i to bunker kaldet kvoter. I den ene kvote er det kun eksamensbeviset og gennemsnitskarakteren fra din adgangsgivende eksamen, der har betydning. Dette er kvote 1 og har frist 5. juli kl. 12.00.
I den anden kvote tæller meget andet også med. Denne hedder kvote 2 og har frist 15. marts kl. 12.00.
Hvis du har en erhvervsuddannelse, søger dispensation eller ikke har en adgangsgivende eksamen, skal du søge i kvote 2. Hvis du har en gymnasial eksamen og også ønsker at blive vurderet på andet end dit eksamensgennemsnit, kan du søge i kvote 2.
Alle ansøger via optagelse.dk og får svar den 26. juli via digital post.