91,2 procent af finansøkonomerne fra Erhvervsakademi Dania er i job, mens landsgennemsnittet er på 76,2 procent. En af dem er Adisa Mesinovic, der er ejendomsmægler ved EDC.
Når studiet til finansøkonom på Erhvervsakademi Dania i Hobro er slut, går stort set alle studerende direkte i job.
Det kan 22-årige Adisa Mesinovic fra Randers godt genkende. Hun blev i sommeren 2014 færdig med uddannelsen til finansøkonom og har siden arbejdet ved ejendomsmægleren EDC Ønskebo på Århusvej.
”Det var ikke svært at få job efter studiet. Jeg sendte én ansøgning – og jeg fik jobbet,” smiler hun.
Under uddannelsen var hun i tre måneders praktik ved netop EDC Ønskebo, og det gjorde det også meget nemmere at få en fod indenfor efter studiet.
”Jeg har altid haft stor interesse for boliger, ligesom min interesse for at arbejde med kunder er stor. Derfor synes jeg, at ejendomsmægler var det oplagte valg for mig,” fortæller Adisa Mesinovic, der gik direkte fra handelsskolen til studiet.
Under uddannelsen har hun haft speciale i ejendomshandel. Det er et særligt speciale på Dania i Hobro, som tidligere var det eneste sted i landet, hvor man kunne blive uddannet ejendomsmægler.
”Vi uddanner de studerende til at gå direkte ud i erhvervslivet, og det er klart, at vores tid som de eneste udbydere af akademiuddannelsen til ejendomsmægler på det daværende ejendomsakademi gør, at vi har en stor erfaring at trække på. Vi udvikler hele tiden uddannelsen og forholder os til erhvervslivets behov, så når vi ser muligheder for at forbedre os, gør vi det hurtigt,” fortæller rektor for Erhvervsakademi Dania, Anders Graae Rasmussen.
Det kan Adisa Mesinovic godt kende.
”Min fornemmelse er, at Dania har gode kontakter til arbejdsgiverne og ved, hvad de vil have. Fx har jeg haft privatkunderådgivning, som er en fordel at have, da man lærer god kommunikation med kunderne, som kan overføres til jobbet. Har man ikke godt til kunderelationer, er det svært at få succes i branchen trods meget teoretisk viden. Det, jeg har lært, kan jeg bruge i mit arbejde,” forklarer Adisa Mesinovic.
Efter at have læst til finansøkonom kræver det tre ekstra fag inden for ejendomshandel og to års erhvervserfaring at kalde sig ejendomsmægler. De fag blev Adisa Mesinovic færdig med i januar, så nu venter hun spændt på at få godkendt sin registrering som autoriseret ejendomsmægler.
”Jeg tog mine fag i Aarhus, hvor jeg tydeligt kunne mærke, at jeg havde en fordel. På Dania i Hobro havde jeg haft specialefaget ejendomshandel, hvor jeg blev introduceret til de tre ekstra fag, og jeg var klædt på og kunne derfor genkende flere dele af pensum. Derimod var det nyt for flere af mine medstuderende. Det har været en stor fordel, som jeg bestemt har haft glæde af, så nu glæder jeg mig til at kunne kalde mig ejendomsmægler og ikke trainee,” smiler Adisa Mesinovic og tilføjer, at man i dag kan tage det ene ejendomshandelsfag under studiet til finansøkonom på Dania i Hobro.
Hjalp denne side dig?