Del siden
 
       

Allan giver den gas hos Bigini, og det har kvalificeret ham til et job

Det er først til sommer, at Allan Brink dimitterer som multimediedesigner fra Dania i Grenå. Men han har allerede nu styr på jobsituationen. Han skal nemlig arbejde hos messedesign-firmaet Bigini i Randers.
Artiklen fortsætter under billedet Studerende står foran en messestand med et stort smil i ansigtet
2025-04-07
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/allan-giver-den-gas-hos-bigini-og-det-har-kvalificeret-ham-til-et-job/

Men det var faktisk lidt en tilfældighed, at Allan og Bigini fandt hinanden fagligt. For Bigini søgte faktisk en fuldtidsmedarbejder med kompetencer i 3D-programmet SketchUp i efteråret 2024. Den stilling var Allan meget interesseret i, men han havde kun tid til at arbejde to dage om ugen ved siden af sin uddannelse, så han blev i første omgang ansat som studentermedhjælper:

”Jeg har arbejdet en hel del med SketchUp, og jeg ville rigtig gerne prøve mig selv af, så jeg gav den egentlig bare fuld gas fra start. Det var mit held, for Bigini fandt hurtigt ud af, at jeg kan mange ting, som de havde brug for hjælp til. Derfor aftalte vi, at jeg skulle i praktik i virksomheden, og allerede før jeg startede i praktik, begyndte de at snakke om, at de gerne ville tilbyde mig fast job som nyuddannet”, forklarer Allan Brink.

Det har været en fed opgave at tage over på hjemmesiden
Allan var i praktik fra starten af januar indtil slutningen af marts. Frem til sommerferien fortsætter han hos Bigini som studentermedhjælper samtidig med at han skriver sin hovedopgave:

”I første omgang blev jeg ansat fordi jeg kan arbejde i SketchUp. Det er et program, som Bigini bruger til blandt andet at designe stande til messer. Men i dag arbejder jeg med mange forskellige programmer og med mange forskellige opgaver”, siger Allan Brink.

En af Allans faste opgaver er at opdatere og udvikle firmaets hjemmeside, og der kunne han helt fra start være med til at gøre en forskel:

I første omgang blev jeg ansat fordi jeg kan arbejde i SketchUp. Det er et program, som Bigini bruger til blandt andet at designe stande til messer. Men i dag arbejder jeg med mange forskellige programmer og med mange forskellige opgaver.

Allan Brink, multimediedesign-studerende

”Jeg er vant til at arbejde med WordPress, og det har været en fed opgave, at jeg kunne tage over på hjemmesiden. Det er en arbejdsopgave, som firmaet tidligere har brugt eksterne konsulenter til at løse, så her kan jeg gøre jeg en konkret forskel”, pointerer Allan Brink.

Vil gerne være ’altmuligmanden’ i et team
Der ligger et kæmpe forarbejde i at planlægge, koordinere og udvikle udstyr til en messe. Og det er lige så kæmpe et stykke arbejde, at få tingene til at fungere under en messe. Men det er lige præcis det, som Allan godt kan lide:

Jeg har været med i afviklingen af to store messer. Til den første messe, var jeg mere eller mindre stikirend-dreng. Men allerede på den anden messe oplevede jeg, at jeg havde fået mere styr på opgaverne. Så i stedet for at jeg skulle spørge om alt muligt, kom de andre pludselig til mig og spurgte mig om hjælp

Allan Brink, multimediedesign-studerende

”Jeg har været med i afviklingen af to store messer. Til den første messe, var jeg mere eller mindre stikirend-dreng. Men allerede på den anden messe oplevede jeg, at jeg havde fået mere styr på opgaverne. Så i stedet for at jeg skulle spørge om alt muligt, kom de andre pludselig til mig og spurgte mig om hjælp”, fortæller Allan Brink og fortsætter:

”Det er spændende, når jeg skal arbejde hurtigt og få ting til at ske. Det er også nødvendigt, der kommer nemlig 20 mails om dagen med alle mulige spørgsmål og opgaver under en messe, og så skal jeg være klar til at hjælpe. Jeg vil gerne vise, at jeg kan rykke hurtigt og tage rollen som ’altmuligmanden’ i et team, for den rolle passer mig godt”.

Store krav til struktur
Når man bevæger sig fra klasselokalet ud i erhvervslivet, finder man hurtigt ud af, hvilke faglige kompetencer fra uddannelsen, der er mest brugbare. Og heldigvis er der mange ting fra multimediedesig-neruddnanelsen, som Allan bruger dagligt. Men der er også ting som har overrasket ham:

”Det har overrasket mig hvor mange krav, der er til strukturen. Tingene skal være klar i god tid, og der skal være styr på det, for der er mange involveret i at forberede og afvikle en messe. Så en af de konkrete ting, jeg har taget med mig fra mit studenterjob og min praktik er, at jeg er blevet meget mere struktureret”, slutter Allan Brink.

Bigini er et full-service messedesignfirma fra Randers, der har specialiseret sig i alt vedrørende messedesign, levering af messeudstyr og messetilbehør og servicering af kundernes behov. Du kan læse mere om Bigini her

Fakta

Drømmer du om at arbejde professionelt med design-processer samt udvikle og kode digitale brugeroplevelser? Så baner multimediedesigneruddannelsen vejen for en spændende visuel karriere.

På multimediedesigneruddannelsen i Grenaa kommer du til at arbejde målrettet med at designe fremtidens spil og apps. Du lærer om User Interface Design, character- og leveldesign, udvikling i Unity, projektledelse, iværksætteri og markedsføring af computerspil.

Hjalp denne side dig?