Hun har hverken benzin eller strøm i blodet, Cecilie Rasmussen. Men det var heller ikke bilerne hos Caripo Biler som interesserede hende, da hun skulle finde en praktikplads. Det var arbejdsopgaverne. Og hos Caripo Biler, har hun fået lov til at prøve kræfter med en bred vifte af forskellige udfordringer.
Caripo Biler er autoriseret Hyundai-forhandler, de er også autoriseret servicepartner for BMW og Nissan, og de er samtidig blandt de første bilforhandlere, hvor det er muligt at lease en bil 100% online. Så Cecilie Rasmussen har ikke manglet opgaver, og hun har samtidig lært en masse.
Vi havde håbet på, at der ville komme 50 gæster, men der kom 88, og nogle kom kørende helt fra Aarhus på en mørk hverdagsaften. Så den ’Eletriske aften’ endte med at blive en helt elektrisk oplevelse
Cecilie Rasmussen, handelsøkonom-studerende og praktikant hos Caripo Biler
Elektrisk aften blev en elektrisk oplevelse
Hjemmeside, SEO-optimering, Facebook og nyhedsbreve er nogle af de opgaver, Cecilie Rasmussen jonglerer med til hverdag. Det er både opgaver, hvor hun har været underlagt nogle overordnede rammer, som man er som autoriseret forhandler, men der er også været opgaver, hvor hun har haft helt frie tøjler:
”Vi sælger flere og flere elektriske biler, så på et tidspunkt arrangerede jeg et event, ’Elektrisk aften’. Her inviterede jeg både repræsentanter fra Hyundai, Horsens Kommune og Nordisk Dækimport, som skulle fortælle lidt om de nye bilmodeller, strategien for ladenetværk i Horsens og vinterdæk”, fortæller Cecilie Rasmussen og siger videre:
”Det var mig, som havde ansvaret for at planlægge hele aftenen, invitere gæsterne og sørge for at det hele spillede. Vi havde håbet på, at der ville komme 50 gæster, men der kom 88, og nogle kom kørende helt fra Aarhus på en mørk hverdagsaften. Så den ’Eletrisk aften’ endte med at blive en helt elektrisk oplevelse”.
Direktøren kaster boldene – Cecilie prøver at gribe dem
Cecilie Rasmussen fungerer godt, når hun kan arbejde med tingene i praksis og bruge sin viden til at løse konkrete problemstillinger. Det har hun haft rig mulighed i sin praktik, derfor har hun også valgt at skrive sin hovedopgave - om markedsføring af online-leasing af biler - i samarbejde med Caripo Biler:
”Henrik, vores direktør, kaster en masse bolde i min retning, og så har det været min opgave at gribe dem. Mulighederne er mange, så det har været meget op til mig selv, hvordan jeg løser opgaverne. Men hvis jeg har spørgsmål, har Henrik altid tid til mig. Det har fungeret godt, og det er derfor, jeg også gerne vil skrive hovedopgave her”, forklarer Cecilie Rasmussen.
Cecilie har været god for os, fordi hun er kommet med noget engagement, noget gå-på-mod og hun har vist, at hun gerne vil det her. Så hun har fået lov til mange ting. Og jeg er lykkelig for, at jeg ikke har skullet bekymre mig om nyhedsbrevet, for det har Cecilie fuldstændig styret
Henrik Mark Henriksen, direktør hos Caripo Biler
Kommer man med engagement, får man lov til mange ting
Henrik Mark Henriksen, direktør i Caripo Biler, har som erklæret mål at finde lige præcis den bil, der matcher kundens behov allerbedst. Det er han god til. Men opgaverne i firmaet er ofte flere end tiden rækker til. Så idéen med at tilknytte en praktikant var både motiveret af ønsket om at få frigivet noget tid, men også ønsket om at få nogle nye øjne på den måde virksomheden gør tingene på:
”Jeg er, groft sagt, den eneste i firmaet, der arbejder med markedsføring. Og processerne bliver tunge, hvis jeg skal have fat i vores eksterne bureau, hver gang vi skal have lavet små tiltag eller justeringer på hjemmesiden. Så jeg har været nysgerrig efter, om jeg med en praktikant kan gøre min hverdag mere smidig og samtidig få løst nogle opgaver inhouse”, pointerer Henrik Mark Henriksen og fortsætter:
”Cecilie har været god for os, fordi hun er kommet med noget engagement, noget gå-på-mod og hun har vist, at hun gerne vil det her. Så hun har fået lov til mange ting. Og jeg er lykkelig for, at jeg ikke har skullet bekymre mig om nyhedsbrevet, for det har Cecilie fuldstændig styret, og det har været en kæmpe hjælp”.
Kompetencer er vigtige, men attituden er vigtigere
Cecilie Rasmussen er den første, men hun bliver ikke den sidste praktikant Caripo Biler kommer til at samarbejde med, hvis det står Henrik Mark Henriksen. For i takt med at firmaet skærper deres fokus på online-leasing af biler, får han også fremadrettet brug for digitale marketing-kompetencer:
”Bilbranchen er i udvikling, og måden kunderne køber eller leaser bil på ændrer sig. Så vi har brug for unge mennesker som Cecilie, der kan udfordre os og hjælpe os med at forstå kundernes købsmønstre. Cecilie har nogle gode kompetencer med i bagagen, men hendes attitude har egentlig været endnu vigtigere. Så det vil jeg være opmærksom på næste gang, vi skal have en praktikant”, slutter Henrik Mark Henriksen.
Cecilie Rasmussen startede sin praktikperiode den 1. august 2023 og den slutter 1. april 2024 - efterfølgende skal hun skrive sin hovedopgave. Efter sommerferien har Cecilie planer om at bygge ovenpå sin handelsøkonom-uddannelse med en 1 ½ årig top up-uddannelse i E-handel.
Læs mere om Caripo Biler her
Facts om uddannelsen til handelsøkonom
Uddannelsen er en praksisnær, to-årig kort videregående uddannelse
Den er opdelt i et års teori, 8-11 måneders lønnet praktikophold og en afsluttende hovedopgave
Uddannelsen giver kendskab til nogle af de væsentligste aspekter af erhvervslivet som erhvervsøkonomi, indkøb, logistik, salg, kommunikation, marketing, ledelse og jura
Studiestart er februar og september