Del siden
 
       

Cecilie og Beierholm vinder prisen som årets praktikophold

Fredag den 22. april kæmpede fem studerende til finalen om at blive kåret til årets praktikophold på Dania. Vinderen blev Cecilie Bæch som er finansøkonomstuderende på Dania i Hobro og praktikant i revisionsvirksomheden Beierholm.
Artiklen fortsætter under billedet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/cecilie-og-beierholm-vinder-prisen-som-aarets-praktikophold/

”Alle synes, at revisorer er kedelige. Men der er ikke nogen, som synes penge er kedelige!”, startede Cecilie Bæch med at sige, da hun foran et stort publikum på Dania i Randers skulle fortælle om, hvorfor hendes praktikophold hos Beierholm skulle kåres til årets bedste.

Og Cecilie Bæch satte med sin præsentation en tyk streg under, at revisorer bestemt ikke er kedelige med en sprudlende præsentation. Hun fremhævede, at praktikopholdet havde været en succes, fordi hun på intet tidspunkt havde følt sig som praktikant, men allerede fra den første dag som en del af virksomheden.

”Vi holder nogle pissefede fester” – var en af de ting Cecilie Bæch fremhævede med et fredagsgrin. Uden dog at tilhørerne var i tvivl om, at praktikopholdet bestemt også havde krævet koncentreret, hårdt arbejde og en stor dedikation.

Vi holder nogle pissefede fester.

Cecilie Bæch var ikke kun glad for de faglige udfordringer hos Beierholm

Artiklen fortsætter under billedet De fem finalister kom med godt humør og gjorde alle sammen en god figur til præsentationerne

Verdens bedste buddy
Et af de tiltag, Beierholm gør for at få deres praktikanter til hurtigt at blive en integreret del af virksomheden, er, at de får tilknyttet en buddy. Buddien er en ung, men erfaren, kollega som praktikanten kan læne sig op ad:

”Jeg fik verdens bedste buddy, dengang jeg startede på Beierholm. Det har givet mig følelsen af tryghed, for jeg kan spørge min buddy om alt. Der er ikke noget, der hedder dumme spørgsmål, og det gør, at det har været meget nemt for mig at komme ind i virksomheden og opgaverne”, roser Cecilie Bæch og fortsætter med et bredt smil, der afslører, at forholdet til buddien Mette Nielsen er meget venskabeligt:

”Mette har sagt, at jeg må spørge om alt. Bare ikke noget hun ikke kan svare på!”.

Beierholm er en alsidig arbejdsplads, hvor de kan rumme, at folk er forskellige

Cecilie Bæch , tidligere praktikant og nuværende timeansat

Jeg er glad om morgenen
På finansøkonomuddannelse har Cecilie Bæch fået nogle redskaber som gør, at hun kan udleve sin drøm om at blive revisor. Redskaber, hun kan bruge i sin hverdag. Men Cecilie Bæch er også bevidst om, at hun også gerne vil byde ind socialt, og det har der været god mulighed for hos Beierholm:

”Beierholm er en alsidig arbejdsplads, hvor de kan rumme, at folk er forskellige. Vi er gode til at planlægge fester, men vi er også gode til de små sociale tiltag i hverdagen, som er med til at gøre en forskel. Det gør i hvert fald en forskel for mig, for jeg er glad om morgenen – og jeg siger tit til mig selv: Dagen i dag var bedre end dagen i går. Selvom dagen i går også var god”.

Et positivt mindset og en lyst til at engagere sig er en del af den opskrift, Cecilie Bæch har fulgt for at gøre sit praktikophold til en succes. Det, sammenholdt med at Beierholm har givet hende nogle gode rammer at udvikle sig indenfor, har været med til at gøre praktikopholdet til en succes.

Jobbet er sikret
Det er ikke kun prisen som årets praktikophold, Cecilie Bæch har vundet ved at gøre en stor indsats som praktikant hos Beierholm. Hun er i forlængelse af sin praktik blevet ansat som timelønnet, og den 1. september starter hun i en stilling som trainee.

Cecilie Bæch går med sejren til årets praktikophold på Dania videre til landsfinalen i København i Industriens Hus 25. maj, hvor alle landets erhvervsakademier er med. Dommerpanelet her består af blandt andre folketingspolitiker Ida Auken (Socialdemokratiet), næstformand i FH Nanna Højlund og Karsten Breum, HR-direktør i Danske Bank.

Hjalp denne side dig?