5. juli var der ansøgningsfrist for at søge ind på en videregående uddannelse. En af dem, som har søgt ind på et Hobros videregående studier, er 22-årige Amalie Vraa Andersen fra Hobro, som vil læse til logistikøkonom i byen.
- Jeg var poder under corona, hvor jeg blev assisterende teamleder og havde fokus på lageret. Jeg var på mange pop-up-centre og holdt styr på handsker, håndsprit og tests, så der fx ikke blev hamstret, forklarer Amalie Vraa Andersen og fortsætter:
- Jeg fik super meget selvtillid af det. De andre sagde, at jeg udviklede mig meget af det, så jeg tænkte, ’hvorfor skal jeg ikke bare lave det?’, siger hun med et smil.
”Ej er det rigtigt?”
Amalie Vraa Andersen kender uddannelsen fra sin svigerinde og en veninde, der begge har taget logistikøkonomuddannelsen på Erhvervsakademi Dania. Og ved studiestart kender hun også en anden af de nye studerende.
- Jeg havde barselsbesøg af nogle veninder, og så fortæller jeg, at jeg har søgt ind, hvor en gymnasieveninde udbryder ’ej er det rigtigt? Det har jeg også!’ Vi gik næsten helt i chok begge to, griner Amalie Vraa Andersen.
- Vi havde været en del sammen, så det er helt skørt, vi ikke har talt om det. Det er slet ikke koordineret. Men nu skal vi så gå i skole sammen igen, smiler hun.
Brugbart sprog
Tidligere boede hun og kæresten i Aalborg, men flyttede lidt nord for Valsgaard for at være tættere på familien, da de fik deres nu fem måneder gamle søn Liam. Det gør hverdagen nemmere rejsemæssigt, ligesom længden af uddannelsen er kærkommen.
- Jeg var lidt skoletræt i gymnasiet, og det er dejligt, uddannelsen ikke tager så lang tid, så jeg kan komme ud og bruge den hurtigt, siger Amalie Vraa Andersen, der er student fra Mariagerfjord gymnasium.
Her havde hun engelsk, spansk, fransk og dansk, som hun håber at kunne bruge i sit fremtidige arbejde med logistik.
Allermest fylder spændingen om at få svar 28. juli og forhåbentlig starte på studiet.
- Jeg glæder mig til at møde nye mennesker. Min veninde var til studieforberedende samtale med andre, og folk var meget forskellige i forskellige aldre. Det minder om min gamle arbejdsplads ved Falck, hvor folk var meget forskellige og klikkede rigtig godt. Det håber jeg også, sker her, slutter hun forventningsfuld.