Efter at være blevet færdig som el-installatør på deltid kan Daniel Frier fra Aarhus nu se tilbage på 2 vilde år.
- Det fantastiske var engagementet fra underviserne, som var tilgængelige både om aftenen og på helligdage, og som altid havde tid til at gennemgå opgaverne på klassen, forklarer 38-årige Daniel Frier, der er den ene ejer af DD Montering ApS.
Derudover har han fået nye sparringspartnere, samarbejdspartnere og venner på uddannelsen.
- Og det havde jeg ikke forventet. Vi har fået et netværk, selvom vi er konkurrenter, så vi kan ringe og spørge hinanden til råds eller hjælpe med opgaver. Det kom nok, fordi vi alle var på samme niveau og det giver venskaber på sigt, siger Daniel Frier.
Den hårde del af studiet var til gengæld lektiemængden og opgaverne, der skulle laves om aftenen og i weekender efter en lang arbejdsuge. For Daniel Frier kom lektierne derfor oveni at køre sit eget firma, have familie og en nyfødt. Det blev for meget undervejs, hvor han tog en pause på et halvt år, og så begyndte han på uddannelsen igen.
Du skal gøre det, hvis du overvejer at tage uddannelsen, men husk at give det tid
Daniel Frier, nyuddannet el-installatør
Det udløste en hæderspris fra underviserne til dimissionen, for Daniel Frier hang i og endte med at få 12 i sit afgangsprojekt.
- Man bliver nødt til at give det tid, hænge i og sætte tid af til uddannelsen. Det kræver aftener og weekender at lave opgaverne derhjemme mellem undervisningerne og ikke udskyde, fortæller han og uddyber:
- Det er fint at møde op til undervisningen, men du glemmer det, hvis ikke du laver opgaverne derhjemme, og når mængden og sværhedsgraden stiger, kan du til sidst ikke følge med.
Studiet fungerede som en fremtidssikring for ham i forhold til virksomheden, der har brug for en med autorisation, og i forhold til flere karrieremuligheder resten af livet.
Han opfordrer andre, der overvejer at læse til el-installatør på deltid, til at springe ud i det.
- Du skal gøre det, hvis du overvejer at tage uddannelsen, men husk at give det tid. Der er et punkt omkring hovedforløb fem og seks, hvor tingene begynder at give mening. Hvor det, man lærte om i starten, pludselig giver mening, slutter Daniel Frier.
Stort tillykke med eksamen til Daniel og alle de andre, som nu kan kalde sig el-installatør!