En af de studerende, som er startet på uddannelsen i marts 2025, er 30-årige Emil Horshauge. Han kører 150 kilometer (hver vej) fra sin bopæl i Bjergby for at deltage i den ugentlige undervisnings-dag på Dania i Randers. Og han er slet ikke i tvivl om, at en deltidsuddannelse er det helt rigtige for ham:
”Jeg blev uddannet som elektriker i 2015 og jeg har siden 2017 arbejdet som forsynings-elektriker hos Nordenergi. Det er et både spændende og varieret job. Men jeg har med tiden fundet ud af, at jeg gerne vil bygge flere lag på mine faglige kompetencer, og så var elinstallatør det oplagte valg”.
Hus, bil, små børn og kone er svært at forene med SU
Emil har etableret sig med hus, bil, to små børn, en kone og et godt job, og så kan det være en udfordring at tage et år eller to på SU i forbindelse med videreuddannelse. Og det var netop det dilemma, Emil stod overfor:
”På den ene var jeg motiveret til at uddanne mig. Men på den anden side var det slet ikke en mulighed, hvis jeg skulle et år på SU. Så jeg vidste på forhånd, at det var en deltidsuddannelse, jeg ville tage. Derfor undersøgte jeg mulighederne, og der er jo faktisk flere som udbyder elinstallatør-uddannelsen på deltid”, forklarer Emil Horshauge og fortsætter:

”Den fleksibilitet jeg får, når jeg uddanner mig og samtidig passe mit job er afgørende. Og det har været afgørende for at vælge Dania, at her er der en hel fast undervisningsdag i løbet af ugen. Hos nogle af de andre udbydere, var det fx tre korte formiddage om ugen, og det vil slet ikke komme til at fungere sammen med mit job. Nu har jeg en dag, hvor jeg kan koncentrere mig om min uddannelse, og det fungerer godt”.
Spændende at komme tilbage på skolebænken
Når man ikke har siddet på skolebænken i nogle år, kan tanken om at komme tilbage i et undervis-ningslokale godt være en lille smule skræmmende – også for Emil:
”Jeg har selvfølgelig haft mange overvejelser både i forhold til mine private forpligtelser og mit job. Og jeg har da også overvejet, og det vil for stor en mundfuld med en ekstra uddannelse. Men jeg kender en, der tidligere har gennemført uddannelsen, og ham har jeg snakket rigtig meget med både i forhold til arbejdspres, hvordan undervisningen foregår, og hvad han har brugt uddannelsen til. Så jeg er bevidst om, hvad jeg går ind til”, pointerer Emil Horshauge.
Emil har opbakning fra både hjemmefronten og sin arbejdsplads til at videreuddanne sig. Og samtidig får han tilskud fra Industriens Kompetenceudviklingsfond under uddannelsen. Derfor kan han oppebære fuld løn:
”Opbakning og økonomisk sikkerhed er et vigtigt fundament. Men jeg tænker også, at elinstallatør-uddannelsen kan være med til at fremtidssikre mig fagligt. For jo flere kompetencer jeg kan byde ind med, jo flere muligheder kvalificerer jeg mig til på min arbejdsplads”.
Vi vil være tæt på vores studerende
Deltidsuddannelsen til elinstallatør har tidligere udelukkende været udbudt med studiestart i september. Men der er så stor søgning til uddannelsen, at der i 2025 for første gang er studiestart i både marts og september, fortæller studiekoordinator Ole Haugaard Jørgensen:
”Vi har prioriteret, at vi vil have et miljø på uddannelsen, hvor vi er tæt på vores studerende. For vi vil have mulighed for være i dialog med de studerende og give dem feed back på de ting, de laver. Derfor har vi valgt både at have sommer- og vinteroptag på uddannelsen, og vi har sat et loft på 17 studerende, så vi er sikre på, at de studerende får de bedste kompetencer med sig videre”.
Her kan du læse mere om elinstallatør-uddannelsen på deltid