Del siden
 
       

Der var fokus på FinCrime til entreprenørskabsdage for finansøkonomstuderende i Hobro

Mandag og tirsdag den 28. og 29. april var der workshops om entreprenørskab og FinCrime (økonomisk kriminalitet) på menuen for de finansøkonom-studerende. Her blev de inspireret til at tænke entreprenant og forstå metoderne bag økonomisk svindel.
Artiklen fortsætter under billedet
2025-05-06
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/der-var-fokus-paa-fincrime-til-entreprenoerskabsdage-for-finansoekonomstuderende-i-hobro/

På Danias uddannelser er det et erklæret mål, at de studerende bliver introduceret til entreprenørskab. Det bliver de også på finansøkonom-uddannelsen, og her kombinerede de det blandt andet med oplæg fra en iværksætter, der har etableret sin egen virksomhed med fokus på at bekæmpe hvidvask af penge:

”Vores entreprenørskabsdage har været en kombination af oplæg om FinCrime og workshops om entreprenørskab, hvor de studerende skulle finde på en idé til en virksomhed og pitche den. Formålet er at give dem et entreprenant mindset, så uanset om de vælger at gå iværksætter-vejen og etablere egen virksomhed eller måske at arbejde entreprenant inden for rammerne af en eksisterende virksomhed, så får de noget med sig”, forklarer underviser Henrik Fladkjær.

Mona-Lisa, der selv er uddannet finansøkonom og er iværksætter, var god til at fortælle om, hvordan hun arbejder med at bekæmpe hvidvaskning. Hun har den samme uddannelse, som vi er i gang med, og det er imponerende, hvor langt hun er kommet med sin virksomhed.

Freja Berthelsen og Mike Villadsen, finansøkonom-studerende

Man skal huske at sige nej
Freja Berthelsen og Mike Villadsen deltog i entreprenørskabsdagene. De er finansøkonomstude-rende på 2. semester og de var ikke mindst begejstrede for oplægsholderne, der både fortalte om deres egne iværksætterveje og om finansiel kriminalitet i det hele taget:

”Mona-Lisa, der selv er uddannet finansøkonom og er iværksætter, var god til at fortælle om, hvordan hun arbejder med at bekæmpe hvidvaskning. Hun har den samme uddannelse, som vi er i gang med, og det var imponerende, hvor langt hun er kommet med sin virksomhed”, siger Freja Berthelsen og Mike Villadsen.

En af de ting, som Freja og Mike blev meget opmærksomme på var, hvor dygtige de kriminelle er til at snyde. Og opfordringen fra flere af oplægsholderne var: Husk at sige nej. I særdeleshed, hvis man bliver bedt om at trykke på tilsendte, ukendte links eller at udlevere kontooplysninger til nogen, man ikke ved, hvem er.

Erhvervskonsulent gav feedback på de studerendes idéer
Det var ikke noget krav, at de studerende på deres workshop skulle finde på en idé til en virksomhed, der på den ene eller anden måde havde med FinCrime at gøre. Det vigtigste var, at de fandt på en idé, de kunne præsentere for en erhvervskonsulent, som også var med på entreprenørskabsdagene.

Freja og Mike var med i to forskellige grupper, der hver især skulle komme på en god idé til en virksomhed. Og det var to ret forskellige idéer, de kom op med:

”Vores grupper fandt på en idé til en multihal og en event-app. Vi havde ikke så lang tid til at gå i dybden med idéen, så det blev ikke så gennemarbejdet. Men det var nu lidt sjovt, at vi skulle pitche idéen til erhvervskonsulenten og få hans feedback”, fortæller Freja Berthelsen og Mike Villadsen.

Det er megafedt at der kommer nogen udefra
Udviklingen inden for økonomisk kriminalitet, og ikke mindst den digitale økonomiske kvalitet, går hurtigere end man kan nå at skrive lærebøger. Så muligheden for at blive præsenteret for nogle helt aktuelle cases fra oplægsholderne gav de studerende stof til eftertanke:

Det var nu lidt sjovt, at vi skulle pitche idéen til erhvervskonsulenten og få hans feedback.

Freja Berthelsen og Mike Villadsen, finansøkonom-studerende

”Først og fremmest er det megafedt, at der kommer nogen udefra, som har den nyeste viden og fortæller os om, hvad der sker her og nu. Og det er også godt, at vi fik mulighed for at gå i dialog med oplægsholderne både i forhold til at være iværksætter og arbejde med FinCrime”, pointerer Freja Berthelsen og Mike Villadsen og slutter:

”Selvom vi er unge, og måske nok tror, at vi kan gennemskue de forskellige scams, er det svært ikke at blive snydt. Vi er selv kommet til at trykke på links, som vi ikke skulle trykke på – det sker typisk hvis man fx har fået en sms fra PostNord, og man samtidig venter på en pakke. Så får man måske ikke lige læst sms’en, før man trykker på et link i beskeden, og så er sms’en alligevel ikke fra PostNord. Men der er nu heldigvis ikke sket noget.”.

Fakta
Finansøkonomuddannelsen er en 2-årig kort videregående uddannelse med tre måneders SU-berettiget praktik.

Du kan læse til finansøkonom i Hobro, Silkeborg eller online.

Som finansøkonom bliver du rustet til forskellige job i den finansielle verden, og du kan, alt efter den retning du vælger, komme til at arbejde i banker, forsikringsselskaber, ejendomsmæglerkæder og realkreditinstitutter, fx som rådgiver, ejendomsmægler, mellemleder, konsulent eller arbejde med økonomistyring i en virksomhed.


Hjalp denne side dig?