Del siden
 
       

Erhvervsakademi Dania afholder International Week

Det er lykkedes for Erhvervsakademi Dania at tiltrække nogle meget attraktive undervisere fra udlandet til International Week
Artiklen fortsætter under billedet Studerende fra udlandet smiler til hinanden og bidrager til et internationalt studiemiljø hos Erhvervsakademi Dania
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/erhvervsakademi-dania-afholder-international-week/

Uge 11 står i det internationale tegn hos Erhvervsakademi Dania. Undervisere og forskere fra blandt andet Canada og England vil fra den 14.-16. marts berige de studerende fra Erhvervsakademi Dania med ny viden om blandt andet deleøkonomi i en global verden.

- Vi synes, det er vigtigt, at de studerende bliver internationaliseret hjemme, og i og med at vores videregående uddannelser er korte, kan det være svært at sende vores studerende til udlandet i længere perioder. Derfor introducerer vi dem til nogle af de allerbedste undervisere fra vores udenlandske partneruniversiteter.

- Vi er utroligt glade for, at så mange forskere og undervisere har lyst til at bruge en uge med Erhvervsakademi Danias studerende, siger Lise Bøgild-Jakobsen, som er international chef.



Ugen skal ”vække” de unges nysgerrighed

Ugen kommer til at bestå af workshops, oplæg og undervisning i klasselokalerne rundt omkring på Erhvervsakademi Danias campusser.

Ud over emner som udviklingen inden for deleøkonomien, der spås til at være et af de helt store vækstområder på verdensplan,  vil der også være undervisning indenfor Private Banking, Risk Management, Investment, Human Ressource Management, Conflict Management og International Business.

- Vi håber, at vi med den internationale uge kan ”vække” de unges nysgerrighed og forhåbentlig inspirere dem til at gå nye, internationale veje, når de er færdiguddannede, lyder det fra Lise Bøgild-Jakobsen.

Artiklen fortsætter under billedet Lise Bøgild-Jakobsen er chef for den internationale afdeling på Erhvervsakademi Dania Lise Bøgild-Jakobsen er international chef og medarrangør af International Week


En disruptiv verden kræver ny indsigt

Interkulturel forståelse, rummelighed, mobilitet og en parathed til at kunne begå sig erhvervsmæssigt i en global verden er de overordnede formål med den internationale uge. Al dialog vil foregå på engelsk, og det betyder, at de studerende bliver tvunget til at bruge deres sprog i en international kontekst. Det kan godt være krævende, fordi der er mange begreber, som Danias studerende måske ikke lige har som en naturlig del af deres sproglige kompetencer.

- Men det får de, siger Lise Bøgild-Jakobsen med et smil. For der skal samarbejdes på kryds og tværs i Dania-regi, og det betyder, at vores mange udenlandske studerende også bidrager aktivt hele ugen.

- Det kan godt lyde som en kliché, men verden er disruptiv. Det betyder, at mange ting ændrer sig lynhurtigt fra den måde, vi arbejder på, til den måde virksomhederne ansætter på, og det har betydning for de studerendes fremtidige karriere. Vi kan se, at flere og flere arbejdsgivere efterlyser udenlandske kompetencer. Altså at de studerende får internationale kompetencer og globalt udsyn. Derfor er det også vigtigt, at vi begynder internationaliseringen hjemme på uddannelsesstederne, uddyber Erhvervsakademi Danias Internationale chef.

Hjalp denne side dig?