Del siden
 
       

Erhvervslivet: Bekymrende at skære på studiepladser

Fastholdelse på arbejdsmarkedet er bedre end at lukke uddannelser, siger Dansk Erhverv og peger sammen med Randers Erhverv på internationale studerendes eksportkompetencer
Artiklen fortsætter under billedet Mads Eriksen fra Dansk Erhverv
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/erhvervslivet-bekymrende-at-skaere-paa-studiepladser/

Fokus på at skære ned på antallet af studiepladser er forkert. Det mener Dansk Erhverv, der i stedet vil have flere internationale dimittender i beskæftigelse i Danmark, når de er færdige med studierne.

”Det er bekymrende, at man vil skære yderligere ned på studiepladserne og har meget fokus på en forholdsvis lille udgift. Vi synes, der mangler fokus på fastholdelse på arbejdsmarkedet frem for nedlæggelse af pladser,” forklarer uddannelses- og forskningspolitisk chef Mads Eriksen fra Dansk Erhverv.

Sprog og netværk udfordrer

På landsplan ser Mads Eriksen, at mange internationale studerende har svært ved at få fodfæste på det danske arbejdsmarked og rejser hjem igen eller får ufaglært arbejde.

”Sprog er den store barriere, hvor mange virksomheder ønsker de internationale kan tale dansk, men det kan de ikke lære, hvis de ikke kommer ud i virksomhederne i fx studiejob. Dem med de gode studiejob, er også dem, der får et job som færdiguddannede,” forklarer Mads Eriksen.

Der mangler fokus på fastholdelse på arbejdsmarkedet frem for nedlæggelse af pladser

Mads Eriksen, uddannelsespolitisk chef for Dansk Erhverv

Han peger også på netværk som en udfordring.

”Vekselvirkningen med praktik på erhvervsakademierne gør, at de studerende står bedre netværksmæssigt som nyuddannede, fordi de får mulighed for at bidrage til en virksomhed. Mange kommer med en stor viden om sprog og kultur fra deres hjemland, og det betyder noget, når man skal ind på et marked,” siger han.

Mister mulighed for vækst

I Erhverv Randers nikker direktør Jens Kristensen genkendende til Mads Eriksens ord. Her ser han de internationale som særligt gode for områdets lokalt eksporterende virksomheder og peger et uforløst potentiale.

”Mange lokale virksomheder kunne få væsentlig højere vækst via eksport og den kan de internationale studerende bidrage med, og dem vil vi miste muligheden for at bruge lokalt,” forklarer direktør Jens Kristensen fra Erhverv Randers.

Artiklen fortsætter under billedet Jens Kristensen fra Erhverv Randers Jens Kristensen fra Erhverv Randers peger på uforløst international potentiale ved lokale virksomheder

”Det er ikke nok at kunne tale engelsk på fx det tyske marked. Du skal kunne tale det lokale sprog, og du skal være skarp på kulturen på markedet for at blive succesfuld,” uddyber Jens Kristensen.

Han forklarer samtidig, at en praksisnær videregående uddannelse, som internationale studerende får i Randers, i høj grad matcher det behov, erhvervslivet har lokalt i forhold til f.eks. universitetsuddannelser.

Hjalp denne side dig?