Når optagelsen til de videregående uddannelser åbner, er det med en ny mulighed for elskere af counterstrike og events.
Gymnasier og efterskoler har længe tilbudt linjer inden for esport, og nu kommer de videregående uddannelser med på bølgen, da blandt andre Erhvervsakademi Dania i Randers har valgt at lave en specialisering i esport på event-uddannelsen til serviceøkonom.
”Det er ikke bare en hobby længere. Vi kan se en branche i kæmpe vækst, men der er ikke noget uddannelsestilbud ind i branchen. Det kommer der nu, hvor vi kan klæde esportselskere på til at arbejde bag ved scenen som event manager,” fortæller Morten Winther Hansen, der er underviser på Dania og blandt idemændene bag studiet.
Læs også: Det synes de unge: ”Dét drømmer jeg om at lave”
Øget ekspertise en fordel for industrien
Esport er en boomende forretning. Ifølge en rapport fra Goldman Sachs vil esport i år 2020 have 495 millioner seere og 645 millioner i år 2023.
Samtidig er esport kommet på finansloven, og ifølge Dansk Erhverv og Danske Spil har sporten overhalet badminton, cykelsport og bordtennis, når der oddses på kampe.
Det billede kender man kun alt fra godt ved selskabet Astralis, der gennem de sidste år er vokset eksplosivt i både popularitet og bemanding.
”Alle analyser peger på en fortsat vækst i esportsindustrien på mellem 10 - 15 procent over de kommende år, hvilket helt naturligt vil øge behovet for kvalificeret arbejdskraft. I Astralis Group forventer vi også at blive flere i takt med, at virksomheden vokser, men da vi ikke er en event-virksomhed, er lige præcis denne type uddannelse ikke en decideret prioritet på kandidaternes CV,” forklarer kommunikationsdirektør for Astralis Steen Laursen.
”Når det er sagt, er kendskab til branchen og øget ekspertise naturligvis en fordel både for industrien, men også for os som organisation. I det hele taget vil et generelt videns-løft være noget, hele branchen i sidste ende vil drage fordel af, så vi byder alle kvalificerede tiltag velkommen,” siger han.
Endelig tages industrien seriøst
Copenhagen Games er en esports-festival for over 10.000 mennesker, som hvert år samles i påsken. Manden bag det og andre store events, Zahid Butt, mener, at den nye uddannelse giver god mening, når man kigger på erhvervets udvikling.
”De sidste 4-5 år har vi oplevet en enorm vækst ikke kun i communitiet, men også ude i samfundet generelt, hvor esporten er blevet mere accepteret. Industrien bliver mere og mere professionel med flere medarbejdere og flere lønnede jobs, og derfor er det sundt at kigge på at uddanne folk specifikt til branchen,” forklarer Zahid Butt, direktør for Copenhagen Games.
Han ser esport som symbolet på den digitale revolution, og det er derfor en sund udvikling, at videregående uddannelsessteder tager det op.
Det er grotesk, at så stor en massebevægelse ikke er blevet taget seriøst før nu af samfundet, så det er en glædelig udvikling
Zahid Butt, direktør for Copenhagen Games
”Jeg kunne godt forestille mig, at vores frivillige i den uddannelsessøgende alder vil falde for uddannelsen. Samtidig er det grotesk, at så stor en massebevægelse ikke er blevet taget seriøst før nu af samfundet, så det er en glædelig udvikling,” siger han.
Events kræver kræfter
Ved Esport Service, der arbejder professionelt med esport i Danmark, genkender man væksten, og her hilser driftschef Michael Rüsz også den nye uddannelse velkommen.
Hvad er esport?
- Står for ‘electronic sport’ og omfatter kort fortalt organiserede konkurrencer i videospil.
- I forskellige definitioner fremhæves især elementerne: dyst, strategisk og taktisk færdighedstræning samt kommunikation.
- Det første event bliver ofte dateret til 1972, hvor der blev afholdt en konkurrence i ‘Spacewar’ på Stanford University
- Har set en gevaldig udvikling siden 1972 og er blevet et internationalt fænomen.
- I 2018 var der 205 millioner unikke seere til finalen i Worlds – VM i League of Legends. Det er næsten dobbelt så mange, som rekorden for den amerikanske fodboldfinale Superbowl.
”Det giver god mening at lave en serviceøkonom-uddannelse med fokus på esport. Der er mange ting som lyd, lys, forplejning, sponsorer, spillere, strøm osv., der skal gå op i en højere enhed, når de store events skal løbe af stablen. Samtidig er det en branche i ekstrem vækst, og en dag overhaler det fodbolden,” forklarer Michael Rüsz, der selv har spillet professionelt og i dag rådgiver klubber om at starte esportshold op.
Studiet bliver to-årigt med fokus på event management, sponsorer, oplevelses- og servicedesign inden for esports-branchen.