Del siden
 
       

Et studiebesøg ændrede alt for Liva: Nu håber hun på en plads i Randers

Liva Christensen vil arbejde med biologi og mennesker. Derfor har hun søgt ind på optiker-studiet på Erhvervsakademi Dania i Randers
Artiklen fortsætter under billedet Liva har søgt ind på Erhvervsakademi Danias videregående studie til optiker kaldet optometri
2026-03-12
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/et-studiebesoeg-aendrede-alt-for-liva-nu-haaber-hun-paa-en-plads-i-randers/

Da der 15. marts var ansøgningsfrist for at søge ind på en videregående uddannelse med mere end sit eksamensbevis, var 21-årige Liva L. Christensen en af dem, der har søgt ind på Erhvervsakademi Dania i Randers.

Hun elsker nemlig at nørde biologi og vil gerne hjælpe mennesker, så allerede efter et besøg på professionsbacheloren i optometri i efteråret, tog hun en stor beslutning: Hun søgte uopfordret job ved den lokale Louis Nielsen-butik for at få en fornemmelse af faget.

Hver dag bliver jeg bekræftet i, at det er det rigtige valg for mig

Liva L. Christensen, ansøger til optometri-studiet

”Og så fik jeg det. Den samme uge som besøget. Det var en vild uge og en kæmpe omvæltning fra at være lidt usikker til pludselig at vide, hvad jeg skal de næste år,” siger Liva L. Christensen, der har gået på HF.

Glæden ved at hjælpe andre til bedre syn
At arbejde i butikken føles som et meget voksent arbejde for hende. Derfor var hun også meget nervøs i starten.

”Men nu kan skolen bare komme an. Efter jeg er startet, har jeg virkelig fået blod på tanden for faget, og hver dag bliver jeg bekræftet i, at det er det rigtige valg for mig,” forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billedet Liva holder et par briller. Hun har søgt ind på Erhvervsakademi Danias videregående studie til optiker kaldet optometri Liva nyder at arbejde med synet i Louis Nielsen frem til, at hun forhåbentlig kan starte på optometri-studiet i Randers. Foto: Dania

Kundekontakten er nemlig noget helt specielt som optiker.

”Synet er mega dyrebart, så man får lov til at hjælpe børn, der har døjet med at følge med i skolen på grund af nedsat syn, eller en bedstemor, så hun igen kan læse og se sine børnebørn. Det er fantastisk, og jeg er meget taknemmelig. Bare jeg gør en forskel for nogen hver dag og kan sætte et smil på nogens læber,” fortæller Liva L. Christensen.

En lille boligperle
Det hele er gået meget hurtigt efter Liva L. Christensen fandt ud af, hvad hun ville. Faktisk føles det næsten for godt til at være sandt for horsensianer, der nu flytter til Randers for studiet.

”Jeg er i gang med at flytte i andelslejlighed, der renoveres løbende. Jeg troede, at jeg skulle bo til leje, men så dukkede en lille perle op ved stationen,” siger hun og fortsætter:

”Vennerne synes, at Randers er langt væk, for de læser i Horsens, men de er superglade på mine vegne,” smiler Liva og tilføjer, at hun bliver ved med at være tilknyttet Louis Nielsen i Horsens under studietiden og formentlig også praktikant.

Artiklen fortsætter under billedet Liva har søgt ind på Erhvervsakademi Danias videregående studie til optiker kaldet optometri Efter et studiebesøg og et job ved en optiker har Liva L. Christensen fundet ud af, hvad hun vil: Hun vil læse optometri i Randers. Foto: Anne-Mette Gyldenløv, Dania.

I første omgang skal Liva dog vente på at få svar på sin ansøgning 28. juli ligesom alle andre ansøgere til videregående studier.

”Det er næsten for godt til at være sandt, så jeg glæder mig bare til at hjælpe endnu flere som optiker,” slutter hun.

Hjalp denne side dig?