Del siden
 
       

Flere unge vil studere uden for storbyerne

Danmarks unge vil i høj grad gerne læse uden for de fire store uddannelsesbyer. Det mærker man tydeligt hos Erhvervsakademi Dania, der har 8 campusser i mindre byer i det nord- og midtjyske.
Artiklen fortsætter under billedet Rektor - Anders Graae Rasmussen - smiler
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/flere-unge-vil-studere-uden-for-storbyerne/

Erhvervsakademiet, der har erhvervsrettede og primært korte videregående uddannelser på repertoiret, oplever en stigning af unge mennesker, som sætter én af erhvervsakademiets 25 uddannelser øverst på prioriteringslisten.

Erhvervsakademi Dania har i år, da der var deadline for at søge ind på de videregående uddannelser mandag kl. 12:00, været førsteprioritet hos 4 % flere unge end sidste år. Sidste år havde 1239 en af Danias uddannelser som førsteprioritet, i år er det steget til 1294, hvilket er ny rekord. Det endda til trods for, at der er færre, som har søgt ind på en videregående uddannelse på landsplan.

Det er i øvrigt en flerårig tendens. Siden 2018 har der hvert år været flere unge, der har haft Dania som deres førsteprioritet end året før. I alt har Erhvervsakademi Dania fra 2018 til 2021 været førstevalget for 25% flere unge. 

ANSØGNINGSTAL - FØRSTEPRIORITET

2018: 1032 ansøgninger

2019: 1171 ansøgninger

2020: 1262 ansøgninger

2021: 1294 ansøgninger

Uddannelse på rette sted

Da ansøgningstallene tilbage i marts ved fristen for kvote 2-ansøgningerne var gjort op på institutionsniveau, var det den uddannelsesinstitution i hele landet, som havde oplevet størst fremgang til trods for – eller måske nærmere på grund af, at erhvervsakademiet ligger i de otte mindre jyske byer Hobro, Skive, Viborg, Randers, Grenaa, Silkeborg, Horsens og Hedensted. Den store øgede interesse er i øvrigt jævnt fordelt.

”Jeg er glad for at se, at selvom der er færre, som søger ind på en videregående uddannelse i år end sidste år, så oplever vi en øget interesse for vores uddannelser i de mindre byer. Vi kan se, at en del af vores ansøgere allerede bor i nærheden af det campus, som de sætter deres førsteprioritet ved. Og vi gør rigtig meget ud af at tilbyde relevante kvalitetsuddannelser de rigtige steder,” forklarer rektor Anders Graae Rasmussen og siger:

”Vi har en forpligtelse til at følge med i, hvad det er, der er behov for. Og det gælder både de unges interesser, men ikke mindst handler det om erhvervslivets behov. I Skive har vi fx fået en bachelor-top-up i e-handel, og i Viborg har vi siden sidste år tilbudt en top-up på samme niveau i dataanalyse.”

Populære uddannelser trækker også

En af de campusbyer, som virkelig har mærket en øget interesse, er Silkeborg. Her tilbyder Erhvervsakademi Dania de to videregående uddannelser til handelsøkonom og finansøkonom. Det er erhvervsakademiets to mest søgte uddannelser på tværs af alle campusser og uddannelser.

 

Vi har en forpligtelse til at følge med i, hvad det er, der er behov for. Og det gælder både de unges interesser, men ikke mindst handler det om erhvervslivets behov.

- Rektor Anders Graae Rasmussen

I 2018 havde 153 placeret én af de to uddannelser i Silkeborg som drømmestudiet. I år er det tal mere en fordoblet – her har 332 sat en af de to Silkeborguddannelser øverst på prioriteringsskemaet.

”Jeg er virkelig glad for, at de unge i højere grad end tidligere har fået øje på vores korte videregående uddannelser. Vi arbejder målrettet på at tilbyde kvalitetsuddannelser i hele vores dækningsområde, og jeg er stolt over, at vi bidrager til politikernes målsætning om uddannelse i hele landet,” slutter rektor Anders Graae Rasmussen.

Hjalp denne side dig?