Del siden
 
       

Flot hæder til iværksætter med hjertet på det rette sted

Gry Cilleborg, handelsøkonom-uddannet fra Dania i Randers, har lige modtaget 2.præmien til Young Female Entrepreneur of the Year, for arbejdet med sin virksomhed Pakkeriet Hadsund. Konkurrencen blev afholdt i Bruxelles.
Artiklen fortsætter under billedet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/flot-haeder-til-ivaerksaetter-med-hjertet-paa-det-rette-sted/

Det er det amerikanske handelskammer, AmCham EU, som står bag konkurrencen om at blive årets unge, kvindelige iværksætter. Og det var et skrapt dommerpanel med repræsentanter fra Goodyear, Ups og EU-Kommissionen, der skulle vurdere 27-årige Gry Cilleborgs evner til at pitche tankerne bag hendes virksomhed.

Set-uppet var meget formelt med mange slips og jakkesæt. Men Gry Cilleborg triumferede med sin uformelle stil og fik en meget flot andenplads, 7.500 Euro og et mentorforløb med en erfaren CEO med i prisen. Dommerne var blandt andet meget imponeret og Pakkeriet Hadsunds sociale profil og evne til at integrere ansatte med særlige behov.

Jeg ville skabe en virksomhed med plads til de skæve eksistenser

Gry Cilleborg

90% af de ansatte har særlige behov
Men historien om Pakkeriet Hadsund, som på 18 måneder er vokset til 30 ansatte, starter egentlig i Randers i starten af 2021. Dengang studerede Gry Cilleborg til Handelsøkonom på Dania i Randers, og skulle, som en obligatorisk del af uddannelsen, i praktik. Udfordringen for Gry Cilleborg er, at hun har gigt, og derfor har svært ved at klare 37 timer om ugen på en almindelig arbejdsplads. Så hun valgte at etablere sin egen virksomhed:

”Der var to ting i det. Jeg er vokset op i en familie med mange iværksættere, så det ville jeg også gerne prøve. Men jeg var også bevidst om, at jeg ville skabe en virksomhed med plads til de skæve eksistenser, dem med handicap, kronisk sygdom eller andre udfordringer. Og det blev faktisk startskuddet til Pakkeriet Hadsund, hvor vi har et stort fokus på social ansvarlighed, og 90% af vores ansatte har særlige behov”, fortæller Gry Cilleborg.

Pakkeriet vækstede med raketfart. For tre måneder efter at Gry Cilleborg fik lavet den første aftale med Dantoy om at pakke deres produkter og fundet et egnet lokale at gøre det i, havde virksomheden 12 ansatte. Samtidig vandt Gry Cilleborg DM i Entreprenørskab, og så var eventyret skudt i gang.

Uddannelsen har været et godt fundament
En af de ting Gry Cilleborg lægger stor vægt på i sin virksomhed er, at hun giver sin viden og ansvar videre til de ansatte:

”Jeg har et godt fundament med mig fra min handelsøkonom-uddannelse. De ting jeg lærte på uddannelsen om organisering, handlingsplaner og kommunikation bruger jeg dagligt. Men jeg har også en opgave i at klæde min ansatte på. For jeg kan se, hvordan de vokser, når de lærer noget nyt og får tildelt et ansvar”, pointerer Gry Cilleborg og forklarer videre:

De ting jeg lærte på uddannelsen, bruger jeg dagligt.

Gry Cilleborg

”Hvis jeg står over for en problemstilling, hvor jeg er i tvivl om, hvad jeg skal gøre, kan jeg godt finde på at ringe til en af underviserne på Dania for at få et godt råd. De er heldigvis søde til at sparre med mig, selvom jeg ikke er studerende mere, og det er en stor hjælp for mig at have den mulighed”.

Hvis jeg har en skidt dag, går jeg ud og pakker
I takt med at Pakkeriet Hadsund er vokset til 30 ansatte, skal Gry Cilleborg løse flere og flere administrative opgaver på kontoret. Dem er hun, klog af erfaring, blevet god til at organisere sig ud af og uddelegere så skrivebordet ikke svømmer over. En gang imellem kan det nu alligevel godt blive for meget, og så ved Gry Cilleborg præcis, hvad der skal til for at finde balancen igen:

”Hvis jeg har en dårlig dag, hvor tingene ikke rigtig lykkes, eller der bare er for meget administration, så går jeg ud i hallen og hjælper de andre med at pakke. Det gør dem i godt humør, og det gør også noget godt for mit humør. Så det er den rigtige kur for mig”, slutter Gry Cilleborg med et bredt grin.

Læs mere om Pakkeriet Hadsund på www.pakkeriethadsund.dk

Fakta
Navn: Gry Cilleborg
Alder: 27 år
Baggrund: Bor i Hadsund
Uddannelse: Handelsøkonom
Job: Ejer af Pakkeriet Hadsund.

Hjalp denne side dig?