Fang Jiang, studerende på onlineuddannelsen til handelsøkonom, er netop blevet kåret som vinder af Årets Dania-praktik 2025.
Prisen hylder det praktikforløb, hvor samarbejdet mellem praktikant og virksomhed skaber exceptionel værdi både fagligt, personligt og for virksomheden.
Fang Jiang har været i praktik hos Jule-Sweaters ApS i Aarhus, hvor hun som indkøbspraktikant har haft ansvar for alt fra produktionsovervågning og kvalitetskontrol til sourcing og udvikling af nye produkter.
- Mit praktikophold har været en kæmpe rejse fagligt og personligt. Jeg har arbejdet tæt sammen med internationale leverandører, og det har styrket mine analytiske evner, min kommunikation og min forståelse for hele værdikæden bag vores produkter, fortæller Fang Jiang, der privat bor i Tranbjerg.
Der er så meget, hun bidrager med, og vi har vænnet os til at have Fang som en del af holdet. Vi kan ikke undvære hende.
Direktør Jesper Ahm Sørensen fra Jule-Sweaters om Fang Jiang
I praksis har Fang Jiang været med til at strømline virksomhedens arbejdsprocesser i Excel, introducere nye kvalitetsleverandører i både Kina og Bangladesh, mindsket omkostninger og udviklet produkter til alt fra en påskekollektion til merchandise for en tysk fodboldklub.
Et godt match uanset løn
Med en alder på 50 år er hun ikke den typiske studerende på handelsøkonom. Valget om at starte på studie kom, da hun havde svært ved at få et job i indkøb, efter hun og familien kom hjem fra 10 år i udlandet, hvor hun har været hjemmegående husmor.
Valget faldt på det 2-årige studie, hvor et år er på skolebænken og otte måneder er lønnet praktik.

- At tage en ny uddannelse er en genvej til at genopfinde mig selv, selvom jeg havde andre uddannelser med mig. At tage en videregående uddannelse er ikke kun for unge mennesker, forklarer hun.
Som handelsøkonom skal man have løn i sin otte måneders praktik, og det kan godt være en forhindring for mange virksomheder.
Men da ejerne af virksomheden Christoffer Sloth og Jesper Ahm Sørensen mødte Fang Jiang, blev de overbevist om, at hun var det værd.
- De ulønnede praktikanter, Fang skulle måles med, ville være her i meget kortere tid, og vi synes, hun havde så meget at tilbyde. Det var bare et rigtig godt match, siger Jesper Ahm Sørensen, der er direktør for Jule-Sweaters.
Brobygger mellem to kulturer
Fang Jiang, der har kinesisk som modersmål, blev hurtigt en vigtig brobygger i Jule-Sweaters’ internationale samarbejde.
Virksomhedens leverandører, producenter og vigtige samarbejdspartnere ligger nemlig i Kina - og faktisk i det område, hvor Fang Jiang kommer fra.
- På vores forretningsrejse til Kina kunne jeg ikke bare oversætte sproget, men også kulturen. Jeg lærte mine kolleger kinesiske fraser, hjalp dem med tekniske ting og så tog jeg dem med op på Det Gule Bjerg, som er et af Kinas UNESCO-steder. Det var så givende at kunne dele min baggrund og opleve, hvordan det skabte tryghed og humor i samarbejdet med vores kinesiske partnere, fortæller hun.
Fangs kulturelle forståelse og evne til at skabe relationer har haft stor betydning – både i samarbejdet med leverandører og i dagligdagen med kollegaerne.
- I starten var jeg nervøs for, om jeg ville passe ind, for jeg er lidt ældre end de fleste i teamet og den eneste med udenlandsk baggrund, men jeg blev bare mødt med nysgerrighed og åbenhed. Det er helt naturligt for mig at være her, og jeg har aldrig følt mig udenfor, siger hun med et smil.

- Fang er også god til at bidrage til det sociale og har lavet kinesisk mad til os, og det smager altså meget bedre end en remoulademad, griner marketingansvarlig Christoffer Sloth.
Fra praktikant til fastansat
Fang Jiang har i løbet af sin praktik skabt så meget værdi, at Jule-Sweaters har tilbudt hende fastansættelse fra 1. april 2025 som indkøber.
- Der er så meget, hun bidrager med, og vi har vænnet os til at have Fang som en del af holdet. Der er meget at holde styr på, og det er der med hende på holdet. Vi kan ikke undvære hende, smiler direktør Jesper Ahm Sørensen, der lige nu har rigtig travlt sammen med holdets 10 medarbejdere med at gøre julens design og produkter klar.

Selv er Fang Jiang stolt af at vinde prisen og vise, at man som studerende kan gøre en reel forskel i en virksomhed, og at kulturel mangfoldighed og faglighed går hånd i hånd.
- Jeg er meget stolt af, hvad jeg har opnået sammen med Jule-Swaters. Jeg håber, at andre studerende – uanset baggrund – kan se, at de også kan finde deres plads og skabe værdi ved at tage en uddannelse, siger Fang Jiang.
Nu går Fang Jiang og Jule-Sweaters videre til DM i praktik for erhvervsakademierne, hvor landets erhvervsakademier dyster om at blive Danmarks bedste praktik den 22. maj 2025 i København.