Del siden
 
       

Ledige opkvalificeres til statslige arbejdspladser

Unikt samarbejde mellem midtjyske uddannelsesinstitutioner, jobcentre og HK Østjylland skal opkvalificere ledige til fremtidens statslige arbejdspladser. Fuldt hold begynder i Randers denne uge.
Artiklen fortsætter under billedet Voksne modtager undervisning på deltid hos Erhvervsakademi Dania
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/ledige-opkvalificeres-til-statslige-arbejdspladser/

Vi er klar til at videreuddanne ledige, så de får de kompetencer, der kræves inden for offentlig forvaltning og vil stå stærkt i rekrutteringen til de nye statslige arbejdspladser

Birgitte Riise Bjærge, Erhvervsdirektør, Dania Erhverv

Erhvervsakademi Dania, VIA University College og Erhvervsakademi Aarhus står klar i både Randers og Aarhus til at opkvalificere ledige, som ønsker at de statslige arbejdspladser fremover skal være deres. Det gør de med et særligt oprettet fag ”Sagsbehandling”, der hører under akademiuddannelsen ”Offentlig forvaltning og administration”. Og der er rift om pladserne.

- Vi er klar til at videreuddanne ledige, så de får de kompetencer, der kræves inden for offentlig forvaltning og vil stå stærkt i rekrutteringen til de nye statslige arbejdspladser. Alle kan være trygge ved, at hos vores uddannelses-institutioner klæder man folk på til opgaverne, fortæller Birgitte Riise Bjærge, erhvervsdirektør i Dania Erhverv, der er Erhvervsakademi Danias efter- og videreuddannelsesområde.

Komplicerede sagsbehandlinger kræver kompetenceløft

Forløbet begynder denne uge på Erhvervsakademi Dania i Randers og er målrettet ledige med en administrativ baggrund. Det sker i samarbejde med jobcentrene og HK Østjylland. Der er allerede 20 tilmeldte, så holdet er fyldt, og det er over dobbelt så mange deltagere som normalt. Området har stor bevågenhed, da der forventes mange nye arbejdspladser.

- De ledige kommer til at stå stærkere, når SKAT og de andre nye styrelser, der er på vej, leder efter medarbejdere. Sagsbehandlinger bliver stadigt mere komplicerede, og derfor er der brug for at løfte kompetencerne med fokus på forvaltningsloven. Den er grundstenen inden for opgaveløsninger i det offentlige. Det lærer man hos os, uddyber Birgitte Riise Bjærge.

 Det er HK Østjylland, de midtjyske jobcentre - og uddannelsesinstitutioner, som samarbejder om at løfte kompetencerne hos ledige og øvrige deltagere, der ønsker nye kompetencer målrettet de offentlige arbejdspladser. Der har været tilsvarende uddannelsesforløb i Lemvig og Viborg.

Fakta

Bag samarbejdet:

  • Erhvervsakademi Dania
  • Erhvervsakademi Aarhus
  • VIA University College
  • Midtjyske jobcentre
  • HK Østjylland

Hjalp denne side dig?