Hybrid undervisning, hvor du selv bestemmer, om du møder op i klasselokalet eller er aktivt med i undervisningen online hjemmefra, er en succesfuld formel, når det kommer til efteruddannelse hos Erhvervsakademi Dania. Det viser de første tre hybridforløb på uddannelsen Ledelse i praksis. Det sidste hold har netop været til eksamen og evalueret undervisningen. Og der er stor tilfredshed både blandt dem, der mødte frem i klasselokalet og dem, der valgte at sidde derhjemme.

To af de studerende er 52-årige Kari Baklund fra Ebeltoft og 32-årige Dennis Kjer fra Aarhus. Mens Dennis, som er Hotel Manager på Zleep Hotel i Aarhus, mødte op på erhvervsakademiet i Randers for at deltage i undervisningen, fulgte Kari med på zoom fra spidsen af Djursland.
Og for dem begge har det været en god oplevelse at deltage i en uddannelse, hvor nogle sad ved et bord i et klasselokale, mens andre var med virtuelt. Alle kunne de se hinanden og høre alt, hvad der blev sagt.
Online eller ingenting
Kari Baklund er selvstændig erhvervsdrivende med flere virksomheder. Blandt andet Mols Kafferisteri, hvorfra hun deltog online i undervisningen fra et baglokale. Det gav hende nemlig den fleksibilitet, som hun havde brug for. Hun kunne være backup, hvis der virkelig var brug for hende i forretningen. Men i højere grad, så gav det hende noget endnu mere dyrebart, nemlig tid.
”Jeg bor et sted i landet, hvor man skal beregne meget tid til transport, og jeg har ikke den tid. Hvis jeg ikke havde mulighed for at være med online, så kom jeg ikke afsted. Så var der bare ingen efteruddannelse til mig,” fortæller hun.

Kari er derfor glad for muligheden for at deltage på hybrid-uddannelsen, og føler også, at hun deltog på lige fod med dem, der mødte op i klasselokalet. Alle har kunnet række hånden op og byde ind på lige fod. Og når der var gruppearbejde, har grupperne ofte været blandet mellem dem, der var online, og dem, der sad i lokalet.
Et udvidet klasselokale
Dennis Kjer kørte fra Aarhus til Randers for at være med i undervisningen. Fra start var han skeptisk over at nogle fra holdet var ansigter på en skærm, da han tidligere har deltaget i hybrid undervisning et andet sted. Og herfra var erfaringerne langt fra de bedste.
Hvad betyder det?
Hybrid undervisning:
Her bestemmer du selv, om du vil møde fysisk op eller deltage online.
Onlineundervisning:
Her foregår al undervisning online for alle deltagere.
Blended learning:
Her foregår nogle dage med fysisk fremmøde og andre med onlineundervisning. Du kan ikke selv vælge hvilke dage du møder op, og hvilke dage du deltager online.
”Jeg synes det har været rigtig fint. Helt teknisk fungerer det bare meget bedre hos Dania. Og underviseren er dygtig til at bruge online-elementet og inddrage folk, som sidder med virtuelt. Jeg havde mine betænkeligheder ved det hybride, men jeg kan se, hvor godt det fungerer hos Dania. Der er flere skærme, så man skal ikke kigge forskellige steder hen alt efter, om det er vores underviser eller en af dem, der sidder hjemme, som siger noget,” forklarer Dennis Kjer og tilføjer.
”Vores underviser er god til at inddrage alle. Dem, der følger med hjemmefra, er på en skærm nede bag vores borde, og det virker som om, at han bare tænker, at det er en ekstra række borde i lokalet. Og teknologidelen virker. Skærmen står ikke og flimrer, og man kan høre hvad de andre siger. Det virker bare professionelt,” slår Dennis fast.
Det samme udbytte online og i klassen
Onlinestuderende Kari føler, at hun har fået lige så meget med fra undervisningen hjemmefra, som hun havde, hvis hun var mødt fysisk op.
”Jeg tænker sådan lidt, at det rigtig meget handler om, hvor meget energi man selv lægger i at få tingene læst, og at man husker at spørge, hvis der er noget, som man ikke forstår. Det handler faktisk slet ikke om, om man er der,” siger hun og reflekterer videre:

”Det er måske lidt sværere at holde koncentrationen hjemme. Men det er jo nemmere fordi tidsforbruget er mindre til transport. Det er ikke noget med at man kan slippe nemmere om ved det, og man skal måske endda have lidt mere selvdisciplin, hvis man sidder hjemme.”
På ét punkt mener Kari dog, at hun er gået glip af noget ved at vælge, at sidde hjemme til al undervisningen.
”Netværket og det sociale er det, der gør den største forskel på fysisk at være til stede og at læse online. Man får sniksnakket mere med de andre, når man møder op, og får fortalt mere om sig selv.”
Tilfredshed og karakter i top
Kigger man på evalueringen, som hybriddeltagerne fra 2022-holdene giver sammenlignet med 2021-holdene, hvor der kun er tale om klasseundervisning, er tilfredsheden høj begge steder på alle parametre. Der er få procentpoint til forskel, og det er forskelligt, om det er de rene fysiske hold eller hybriddeltagerne, som giver den bedste evaluering.

Karaktermæssigt ligger de hybride hold, hvor en del af deltagerne har taget uddannelsen bag computeren, højere end samme uddannelse sidste år, hvor alle mødte frem. Gennemsnittet er et halvt procentpoint højere og landede på 8,8, hvor gennemsnittet af sidste års forløb, hvor alle mødte frem, er 8,3.
Både Kari og Dennis kunne sagtens forestille sig at læse mere hybriduddannelse hos Dania. Og de har også begge et råd til dem, der overvejer at læse en hybriduddannelse:
”Jeg vil i hvert fald anbefale andre at læse en hybriduddannelse hos Dania, så hvis man er i tvivl, så skal man bare gøre det. Der er ikke noget, som taler imod. Jeg ville bare køre på – der er ingen grund til at være i tvivl om, om man får et udbytte ud af det virtuelt hos Dania,” nærmest cementerer Dennis, mens Karis bedste råd er mere teknisk.
”Man skal lige have styr på sine IT-skills. Man skal logges ind og logge ind i nogle systemer. Og det er en fordel at have prøvet teams eller zoom før. Nogle møder op den første dag, for lige at få teknikken til at fungere. Og der er langt vej hjem, hvis man har en dårlig netforbindelse.”