Del siden
 
       

Praktik i Thailand er pause og udvikling for Johanne

I stedet for praktik i Danmark er randrusianske Johanne Jakobsen taget til Thailand, hvor hun ikke har vasket tøj selv i fire måneder, og hver weekend føles som ferie
Artiklen fortsætter under billedet Johanne læser til handelsøkonom på Erhvervsakademi Dania i Randers og er taget i praktik i Thailand i 8 måneder som en del af studiet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/praktik-i-thailand-er-pause-og-udvikling-for-johanne/

- Jeg havde brug for noget forandring, og hvornår skulle det ellers være?

Det spørger Johanne retorisk om på en zoom-forbindelse mellem Randers til Thailand.

Her har hun siden 1. august været i praktik i den danske salgsvirksomhed, CM Telecom, som en del af sit 2-årige videregående studie til handelsøkonom. Det var et tilbud, som blev serveret på et sølvfad, og som den 23-årige student fra Statsskolen ikke kunne stå for.

- Der er stor tryghed i, at Erhvervsakademi Dania kender virksomheden, når jeg er afsted så længe, forklarer Johanne Jakobsen.

I weekenden skal vi til Bangkok og fejre min fødselsdag. Men hver weekend føles som en miniferie

Johanne Jakobsen, studerer til handelsøkonom og i praktik i Thailand

Hun skal nemlig være i praktik i otte måneder i Thailand, og det udvikler hende at være alene afsted. Både fagligt, hvor hun bliver taget mere seriøst end nogensinde før, og personligt.

- Jeg er blevet mere komfortabel med mig selv og stoler mere på mig selv. Det er både en pauseknap for det derhjemme, men det er ikke sådan, at der ikke sker noget. Det er et sjovt sted at stå lige nu i mit liv men det er fedt, siger Johanne Jakobsen, der bor i Thailands 2. største by, Chiang Mai.

Dansk virksomhed, danske venner
Men alene er hun nu ikke. Udover sin danske chef og kollega har hun fået danske veninder, som arbejder for en anden dansk virksomhed i byen og er bosat i Thailand. Det danske fællesskab i Thailand er stærkt.

- I weekenden skal vi til Bangkok og fejre min fødselsdag. Men hver weekend føles som en miniferie. Enten kører vi i bjergene, tager på tur til en pool i byen eller kan vi tage på michelin-restaurant til ingen penge, fortæller Johanne Jakobsen, der sætter meget pris på det sociale sammenhold med de andre danskere. 

Uddannelsen til handelsøkonom i Randers

  • Uddannelsen er en praksisnær, toårig videregående uddannelse
  • Den er opdelt i et års teori, otte måneders lønnet praktikophold og tre måneder til at lave den afsluttende hovedopgave
  • Uddannelsen giver kendskab til nogle af de væsentligste aspekter af erhvervslivet som økonomi, indkøb, logistik, salg, kommunikation, ledelse og jura
  • I Randers tilbydes specialet i salg og salgsledelse
  • Jobmulighederne som handelsøkonom er mange og tidligere studerende arbejder i dag fx som salgs- og kampagnekoordinator, marketingsansvarlig og indkøber.
  • Næste studiestart er februar 2024

I hverdagene sælger hun software til danske webshops, nemlig et lagerstyringssystem, som hjælper virksomheden med at holde styr på lagerværdi og hurtigere lave indkøb.

Virksomheden ligger i et kontorfællesskab på to etager, hvor størstedelen er danskere. Lige nu vil de gerne have flere danskere i praktik i virksomheden, og Johanne Jakobsen håber, at flere vil hoppe på. For hende er det en karrieremulighed.

- Jeg føler, jeg gør det for min karriere. Det åbner mange døre til fede jobs inden for it og software, så verden ligger for mine fødder, når praktikken er slut. Men hvad der så skal ske, finder jeg ud af, for jeg sætter virkelig pris på det, der er nu, forklarer Johanne Jakobsen.

Enormt billigt
Normalt skal man have løn i praktik, men tager du til udlandet, kan du få SU i praktikken.

Derudover har erhvervsakademiet hjulpet Johanne Jakobsen med at få et EU-legat fra Erasmus+, så økonomisk hænger det rigtig godt sammen for hende.

Et måltid thailandsk mad koster nemlig kun 15 kroner.

- Alt er enormt billigt. Jeg har ikke gjort rent, vasket tøj eller lavet mad her, for det er så billigt. Det er jeg meget taknemmelig for, smiler Johanne Jakobsen og understreger, det er derfor, weekenderne kan være fuld af oplevelser. Samtidig er alle lokale meget imødekommende.

- Alle er så søde, og for eksempel naboen vil gerne hjælpe mig med min bike, som er min motorcykel. Sådan en har alle her. Det kører de lokale på, så det gør jeg også, siger hun.

Men i modsætning til sine veninder i landet regner Johanne Jakobsen med at vende næsen hjem til sin kæreste efter de otte måneder. Først skal hun dog fejre jul med sine forældre på Phuket, før kæresten kommer på besøg til februar.

Hjalp denne side dig?