Del siden
 
       

Sarah skaber sin egen virksomhed i praktik

Corona-situationen giver Sarah Bandona mulighed for at leve sin drøm ud om at blive bryllupsarrangør via iværksætterpraktik. Nu planlægger hun det første bryllup
Artiklen fortsætter under billedet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/sarah-skaber-sin-egen-praktikplads/

Uanset hvorhen Sarah Bandona på 23 år i foråret vendte sig for at finde en praktikplads som serviceøkonom, fik hun nej. På grund af corona ville hotellerne, som hun søgte ind hos, ikke tage imod en praktikant.

Hun begyndte at overveje andre praktikmuligheder, men så dukkede en ny mulighed op:

Iværksætterpraktik uden krav om CVR-nummer.

Artiklen fortsætter under billedet Corona betyder, at Sarah Bandona i dag arbejder fuld tid på at føre sin drøm ud i livet

”Jeg har altid tænkt, at jeg ville starte op som selvstændig, og iværksætteri er lige mig. Nu kan jeg arbejde i tre måneder med min idé om at blive bryllupsarrangør,” fortæller Sarah Bandona, der bor i Viby i Aarhus.

Drømmen som udgangspunkt
Muligheden er et nyt tiltag, som Uddannelses- og Forskningsministeriet har godkendt i forbindelse med praktikudfordringerne for studerende i kølvandet på corona-krisen. På Erhvervsakademi Dania i Randers er 11 studerende hoppet med på ordningen, hvor kravet om at være CVR-registreret er erstattet af en forretningsidé og en mentor.

Artiklen fortsætter under billedet De studerende skal i deres iværksætterpraktik udvikle sig meget og fx se fejl som læring

De studerendes drøm og passion er udgangspunktet for deres arbejde med forretningsideen, så de kan skabe deres eget drømmejob, og det er også det, som Sarah Bandona har gjort.

”Jeg drømmer om en dag selv at have et selskabslokale, hvorfra jeg kan tilbyde alt i forbindelse med bryllupper fra fotografering, kørsel, blomster, mad, ja alt,” smiler hun.

Første bryllup i næste uge
Lige siden Sarah Bandona har været helt lille, har hun været med til bryllupper som blomsterpige i sin store familie og blandt venner. I sin fritid arrangerer hun både barnedåb, nytårsevent og bryllupper ved en frikirke i Aarhus, som hun kommer i. Her tog hun sig af alt fra klarlægning af brudeparrets ønsker til at dekorere hele kirken.

”Jeg har hjulpet en del mennesker allerede, og det føles rigtig fedt at gøre en forskel. Jeg kan godt lide at arbejde under pres, have mange bolde i luften og sikre service på et professionelt niveau,” siger Sarah Bandona.

Lige nu er hun med til at arrangere det første bryllup som fuldtidsbryllupsarrangør i iværksætterpraktikken, som skal finde sted i næste uge. Sarah er kommet sent ind i planlægningen, men allerede nu har Sarah Bandona hjulpet med brudens frisure og fået ændret farverne til dekoration i lokalet, der ikke passede til resten af temaet.

Artiklen fortsætter under billedet Om en uge skal Sarah Bandona stå for sit første bryllup via sin iværksættervirksomhed SBK Weddings. Den har hun skabt i sin praktik

”Det er presset, men på den måde får jeg det i hænderne i min praktik,” smiler hun.

Det perfekte bryllup
Selvom det er fedt at være i praktik i sin egen virksomhed, giver det også Sarah Bandona mange udfordringer. For i stedet for at en praktikvirksomhed definerer hendes opgaver og mål, så skal hun selv gøre det.

”Det er hårdt, for jeg ved ikke altid om det, jeg gør, er det rigtige, og jeg vil gerne nå så meget som muligt. Det er stressende, men jeg prøver på ikke at lade det gå mig på,” forklarer hun.

Artiklen fortsætter under billedet Sarah vil være garant for det perfekte bryllup

De studerende skal i deres iværksætterpraktik udvikle sig meget og fx se fejl som læring, få mere selvtillid, gøre ord til handling, udvide deres netværk og udvikle relationer. Den rejse er Sarah Bandona godt i gang med, så hun kan blive brudeparrets sikkerhed for, at alt bliver, som de ønsker det.

”Det perfekte bryllup for mig er, når der bare er styr på det hele, og brudeparret kan tænkte tilbage på en perfekt aften,” smiler Sarah Bandona, der havde en travl dag foran sig med møde og forhandling af priser med en blomsterforretning til brylluppet næste uge.

Praktikken slutter i princippet i uge 44 med en eksamen om forretningsudvikling og refleksion over deres entreprenørielle identitet.

Herefter kan de studerende arbejde videre med deres virksomhed sideløbende med studiet.

Iværksætterpraktik uden CVR-nummer

Iværksætterpraktik er en mulighed for som studerende at arbejde hands-on og udforske egne evner inden for iværksætteri 37 timer om ugen som alternativ til en almindelig virksomhedspraktik. Udgangspunktet er den studerendes drøm og passion. Hvad de brænder for, og hvor de gerne vil hen.

- Via branchespecifikke mentorer og Danias vejledere som jeg selv udvikler de studerende sig til at blive mere bevidste om, hvad de kan, og hvad de vil, forklarer Peter Mosdal Jensen fra Forskning og Udvikling.

- Evner som samarbejde, netværksdannelse, mod, selvtillid, at se muligheder og lære af egne fejl bliver fremelsket i iværksætterpraktik. På den måde lærer de studerende at skabe deres eget job, uanset om det er i en eksisterende virksomhed eller i deres egen, siger Peter.

Det har altid været muligt at komme i iværksætterpraktik i egen virksomhed, men det kræver et CVR-nummer. Det seneste tiltag er et forsøg for at hjælpe de studerende, som måtte være kommet i klemme pga. corona-krisen. Studerende på den nye ordning får SU i deres praktik.

Vil du vide mere om iværksætterpraktik, så kontakt Forskning og udviklings medarbejdere:

Lektor
Erhvervsakademi Dania

Hjalp denne side dig?