Del siden
 
       

Springbræt til Bubble: Daniel glæder sig over studiernes fortsættelse

Nyheden om, at studierne i Horsens fortsætter, glæder Daniel Bach, der selv har taget uddannelserne og startet reklamebureauet Bubble under sin praktik
Artiklen fortsætter under billedet Daniel Bach, der har læst markedsføringsøkonom i Horsens, smiler glad med sine hænder i baglommen
2025-01-13
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/springbraet-til-bubble-daniel-glaeder-sig-over-studiernes-fortsaettelse/

Hvilken kasse passer jeg i? Det spørgsmål stillede Daniel Bach sig selv, da han som markedsføringsøkonom-dimittend og studerende på International handel og markedsføring skulle finde sin praktikplads.

Det var ikke nemt for den iderige horsensianer, så på dagen teamede han op med sin makker, der kunne lave hjemmesider, og valgte at starte sin egen virksomhed sammen.

Det blev starten på reklamebureauet Bubble, der i dag har eksisteret i 14 år og har 12 mand ansat - blandt andre færdiguddannede markedsføringsøkonomer fra Horsens.

Derfor glæder han sig også over nyheden om, at hans gamle studier forbliver i byen.

- Jeg synes, det er fedt, at der er nogle uddannelsesmuligheder i byen, og det ville være ærgerligt ikke at have uddannelserne lokalt, fortæller Daniel Bach, der er stifter og partner i reklamebureauet Bubble.

Læs også: To studier fortsætter i Horsens

Den praksisnære tilgang til uddannelse kommer der operationelle dimittender ud af, og det er meget federe for virksomheder som os

Daniel Bach, partner i reklamebureauet Bubble

De videregående studier indeholder både undervisning, casearbejde med projekter fra erhvervslivet og tre måneders praktik i en virksomhed.

- Det er nogle meget praktiskorienterede uddannelser, hvor de studerende får lov til at arbejde hands-on med teorien. Det er lidt som en håndværker, der ikke bare kender teorien bag at bygge et hus, men også kan gøre det i praksis, forklarer Daniel Bach.

Operationelle dimittender
For ham som arbejdsgiver giver den tilgang store fordele.

Artiklen fortsætter under billedet Til sommer flytter studierne til markedsføringsøkonom og International Handel og Markedsføring fra VIA til Erhvervsakademi Dania i Horsens Det er lige her på campus Horsens, at de to uddannelser ligger i dag - og fortsætter med at ligge bare ved Erhvervsakademi Dania i stedet for VIA.

- Den tilgang til uddannelse kommer der operationelle dimittender ud af, og det er meget federe for virksomheder som os, der gerne vil være jordnære. Mange uddannelser er tænkt oppefra og ned med fokus på strategier, men nyuddannede kommer ikke ud og skal lave strategier. De skal ud at eksekvere noget, som de så kan bygge ovenpå løbende, siger Daniel Bach.

Løbende har Bubble praktikanter fra markedsføringsøkonom-studiet i Horsens, og de hyrer som regel studentermedhjælpere ind fra markedsføringsøkonom-uddannelsen. Den nuværende starter 1. januar i praktik.

Efterfølgende er praktikanterne nogle gange blevet ansat ved reklamebureauet.

- Det er svært at sige, hvad det konkret ville have betydet, hvis uddannelserne var stoppet. Det ville nok gøre det svært at tiltrække især studentermedhjælpere, men heldigvis er det ikke en bekymring nu, slutter Daniel Bach med et smil.

Hjalp denne side dig?