I dag er der ansøgningsfrist for at søge ind på en videregående uddannelse med andet end karaktererne, og for Erhvervsakademi Dania i Horsens betyder det 34 procent flere ansøgere på første prioritet til i alt tre forskellige studier. I alt har 116 mod 84 ansøgere sidste år valgt erhvervsakademiet i Horsens til.
Især studiet som administrationsøkonom, som bedst er kendt som studiet til administrativ koordinator, har fået flere ansøgere med en fremgang fra 14 til 28 ansøgere i alt.
En af dem er Sarrah Njoaell fra byen, der efter 8,5 år som selvstændig med egen systue må søge nye veje, efter håndleddene ikke ville mere.
Siden august har hun hjemmepasset sin ene datter og samtidig læst erhvervsøkonomi op for at kunne komme ind på studiet til administrativ koordinator.
Jeg trænger til at komme i gang med noget og lære noget igen, så jeg håber, jeg kommer ind
Sarrah Njoaell, ansøger til administrativ koordinator-studie
- Jeg kan godt lide at arbejde med mennesker og at have travlt. Der var meget alenetid på systue, så det skulle være noget med mennesker, siger Sarrah Njoaell og forklarer, hun har prøvet pædagoguddannelsen af, men det viste sig ikke at være rigtigt for hende.
Ja tak til projektstyring
Med det 2-årige studie til administrativ koordinator kommer hun til at bruge både det samfundsfag og psykologi, hun elskede på HF, og sine erfaringer med processtyring, kommunikation og ledelse fra livet som selvstændig.
- På studiet kan jeg tage noget, jeg har arbejdet med i 8,5 år, og bruge på en anden måde. Jeg håber, jeg kan byde ind med noget via min erfaring på studiet. Det giver forhåbentlig et plus, at man har nogle år bag sig, fortæller Sarrah Njoaell og fortsætter:
Fakta: Hvad er kvote 2?
Ansøgere til videregående uddannelser inddeles i to bunker kaldet kvoter. I den ene kvote er det kun eksamensbeviset og gennemsnitskarakteren fra din adgangsgivende eksamen, der har betydning. Dette er kvote 1 og har frist 5. juli kl. 12.00.
I den anden kvote tæller meget andet også med. Denne hedder kvote 2 og har frist 15. marts kl. 12.00.
Hvis du har en erhvervsuddannelse, søger dispensation eller ikke har en adgangsgivende eksamen, skal du søge i kvote 2. Hvis du har en gymnasial eksamen og også ønsker at blive vurderet på andet end dit eksamensgennemsnit, kan du søge i kvote 2.
Alle ansøger via optagelse.dk og får svar den 26. juli via digital post.
- Forhåbentlig kan det ende ud i en karriere med at planlægge projekter, have overblikket, være kreativ og bruge mine evner indenfor det. Det glæder jeg mig til, understreger hun.
Nu glæder hun sig til at få svar på sin ansøgning den 26. juli.
- Jeg trænger til at komme i gang med noget og lære noget igen, så jeg håber, jeg kommer ind, slutter hun.