Del siden
 
       

Velas står på spring efter Danias kommende Økonomi og IT-studerende

Til august åbner Dania i Viborg dørene for studerende på den nyoprettede professionsbachelor-uddannelse i Økonomi og IT. Men allerede inden de studerende er startet, er virksomhederne klar til at aftage dem, når de dimitterer.
Artiklen fortsætter under billedet
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/velas-staar-paa-spring-efter-danias-kommende-økonomi-og-it-studerende/

Medarbejdere, der kan bruge digitale værktøjer til at drive forandring og innovation i virksomheder, er eftertragtede ansatte i erhvervslivet. Og det er lige præcis den kontekst, de studerende fra Økonomi og IT-uddannelsen på Dania får kvalifikationerne til at navigere ind i.

Det har Heidi Andersen Donati, afdelingschef i NemDigital hos Velas, spottet. Hun er leder for 12 digitaliseringsmedarbejdere i Velas, og hun er konstant på udkig efter nye talenter. Digitaliseringsområdet er nemlig et af Velas’ vigtigste fokusområder, og så handler det om at finde de bedst kvalificerede medarbejdere.

Vi er selvfølgelige bevidste om, hvilket image en rådgivningsvirksomhed inden for landbruget har. Og det er måske ikke så sexet. Men heldigvis er vi alt muligt andet, og vi giver vores ansatte rigtig gode udviklingsmuligheder.

Heidi Andersen Donati, afdelingschef i NemDigital hos Velas

Det er måske ikke sexet – men så er det til gengæld alt muligt andet
Når man, som Velas gør, arbejder med landbrugsrådgivning, er der ikke så få fordomme. For lugter sådan noget rådgivning ikke lidt af stald? Og jo, hvis Velas skal rådgive besætninger med kvæg eller grise, kan det ikke udelukkes, at der lugter lidt af stald. Men det er kun en lille del af den virkelighed, Velas arbejder ind i:

”Vi rådgiver 360-grader rundt om landbrugene om alt fra finansstrategi, skatterådgivning, generationsskifte til digitalisering, ESG og solceller. Når det er sagt, er vi selvfølgelig bevidste om, hvilket image en rådgivningsvirksomhed inden for landbruget har. Og det er måske ikke så sexet. Men heldigvis er vi alt muligt andet, og vi giver vores ansatte rigtig gode udviklingsmuligheder”, pointerer Heidi Andersen Donati.

Vi kan ikke få det mere skarpt
Som leder i en afdeling i kraftig vækst er Heidi altid opmærksom på, hvordan hun skal rekruttere den næste dygtige medarbejder både på den korte og den lange bane. Så da hun blev opmærksom på, at Dania starter Økonomi og IT-uddannelsen op, tog hun kontakt:

”Jeg startede med at ’stalke’ uddannelsen og læste alt, hvad der stod om uddannelsen på hjemmesiden. Og jeg fandt ud af, at det en uddannelse, der taler direkte ind i Velas´ behov på en måde, så vi ikke kan få det mere skarpt. Derfor aftalte jeg et møde med Dania for at høre mere”, fortæller Heidi Andersen Donati og siger videre:

”Vi blev taget meget positivt imod. Uddannelsen vil gerne samarbejdet, og vi blev mødt af et engageret hold undervisere med stærke fagligheder. De har nogle holdninger til, hvordan man bedst møder de studerende og etablerer de rigtige rammer for et godt læringsmiljø. Det kan jeg godt lide, og jeg tror, at der kommer nogle dygtige dimittender ud af det”.

Jeg startede med at ’stalke’ uddannelsen og læste alt, hvad der stod om uddannelsen på hjemmesiden. Og jeg fandt ud af, at det en uddannelse, der taler direkte ind i Velas´ behov på en måde, så vi ikke kan få det mere skarpt.

Heidi Andersen Donati, afdelingschef i NemDigital hos Velas

Velas er gode til at omfavne alle personligheder
Der er endnu et godt stykke tid til, at de kommende studerende på Økonomi og IT-uddannelsen dimitterer, for det er en 3½-årig lang uddannelse, og de studerende starter først op til august. Men Heidi Andersen Donati er bevidst om, at arbejdet med at rekruttere dem starter meget før:

”Vi skal vise de studerende, hvad vi kan, og hvad vi kan tilbyde dem allerede under deres uddannelse, for her har de mange udviklingsmuligheder. Og jeg vil da elske at få studerende ind ad døren, som har lyst til at blive hos os, efter de har færdiggjort deres uddannelse”, understreger Heidi Andersen Donati.

Velas er gode til at omfavne alle fagligheder og personligheder. Det er også en nødvendighed, når der er så mange højt specialiserede rådgivere, som er samlet for at give kunderne den bedste rådgivning:

Vi vil gerne indgå stærke, strategiske samarbejder med virksomheder som Velas. Samarbejder der både inkluderer studiepraktikpladser, virksomhedsbesøg, gæstebesøg og studiejobs, så vi kommer ind under huden på hinanden.

Jesper Dalgaard-Jensen, underviser og koordinator på Økonomi og IT-uddannelsen

”Vi er et hus fuld af passionerede nørder - i ordets absolut mest positive betydning. For her er plads til at dyrke sin faglighed, og vi giver rammerne, som gør det muligt”.


Employability er kodeordet
Jesper Dalgaard-Jensen, underviser på professionsbachelor-uddannelsen i Økonomi- og IT, er begejstret for, at Velas har rakt ud til uddannelsen allerede inden den første studerende er trådt ind ad døren. Samarbejdet med virksomheder, kommuner og erhvervslivet er nemlig helt afgørende for, at uddannelsen bliver en succes:

”Vi vil gerne indgå stærke, strategiske samarbejder med virksomheder som Velas. Samarbejder der både inkluderer studiepraktikpladser, virksomhedsbesøg, gæstebesøg og studiejobs, så vi kommer ind under huden på hinanden”, forklarer Jesper Dalgaard-Jensen og runder af:

”Employability er kodeordet. For det handler om, at vi skal give de studerende på Økonomi og IT-uddannelsen de bedste redskaber og forudsætninger for at lykkes i virksomheder som Velas, så de bliver kvalificeret til at gøre en forskel fra start. Og det lykkes vi kun med, hvis vi samarbejder med virksomhederne og er opmærksomme på, hvilke kvalifikationer de efterspørger”.

Læs mere om Velas her.

Value cannot be null. Parameter name: source

Fakta

Økonomi og IT-uddannelsen er en mellemlang videregående uddannelse på 3 1/2 år med seks måneders SU-berettiget praktik.

På uddannelsen lærer du at bruge digitale værktøjer til at drive forandring og innovation i virksomheder.

Du får en grundig og solid viden, der klæder dig på til at arbejde med komplekse problemstillinger indenfor IT- og projektøkonomi.

Uddannelsen bliver udbudt på Danias campus i Viborg.

 

Hjalp denne side dig?