Del siden
 
       

Eksamensprojekt blev til virkelighed

Allerede inden fire studerende fra markedsføringsøkonom-uddannelsen havde været til eksamen, var deres design taget i brug af case-virksomheden
Artiklen fortsætter under billedet
2020-06-29
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/eksamensprojekt-blev-til-virkelighed/

”Det kunne lige så godt være lavet af et marketingbureau, og så havde det let kostet 100.000 kroner.”

Sådan vurderer Jesper V. Rasmussen fra rådgivningsfirmaet JVR Consult i Struer det projekt, som fire studerende netop har afleveret som deres reklamespeciale på 3. semester af uddannelsen til markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi Dania i Randers.

De seneste uger har Simone Tipsmark, Ninna Degn, Mia Bramsen Jensen og Emil Aaby i tæt samarbejde med JVR Consult udarbejdet et nyt design og en marketingkampagne for den vestjyske virksomhed MKS.

”Vi har lavet en komplet hjemmeside med en ny visuel identitet, nyt logo og SEO-optimerede tekster. Den gik i luften i går” siger Emil Aaby, netop som eksamen er veloverstået, hvor censor belønner gruppen med fire 12-taller.

Artiklen fortsætter under billedet Fra venstre er det Mia Bramsen Jensen, Simone Tipsmark, Emil Aaby og Ninna Degn.
 
Fra venstre er det Mia Bramsen Jensen, Simone Tipsmark, Emil Aaby og Ninna Degn.

Rebranding med fokus på målgruppen
MKS står for Møbelpolstring og Kalechesmed – Systue, og virksomheden udfører specialhåndværk især til både. De fire studerende indledte derfor deres projekt med en grundig analyse af virksomhedens målgruppe for at kunne ramme plet med både design og markedsføring.

”Vi havde en ide om, at stilen skulle være mere high-end. Folk, der har en båd, har som regel også penge, og det var den målgruppe, vi gerne ville tale til,” forklarer Mia Bramsen Jensen fra Randers.

Vi ville have, at projektet skulle gå live i virkeligheden. Det har været vores motivation, og vi har brugt mindst 500 timer på det.

Simone Tipsmark

For de fire studerende i alderen 22 til 30 år har en af de største udfordringer været at forene de nyeste teorier inden for digital markedsføring med en traditionel vestjysk virksomhed, hvor man er vant til at lade det gode håndværk tale for sig selv.

Men virksomhedens ejer var så begejstret, at han har taget designet til sig, og dét har gjort hele forløbet meget mere lærerigt og værdifuldt, mener de fire studerende.

”Jeg synes, det er et stort klap på skulderen, og man har meget mere lyst til at bruge en masse tid på sådan et projekt, når man ved, at det ikke bare ender i skraldespanden,” siger Ninna Degn.

Beviser at de er klar til erhvervslivet

Hos JVR Consult er man ovenud tilfreds med de studerendes indsats, og indehaver Jesper V. Rasmussen mener, at de har stor gavn af at prøve deres teoretiske viden af i en rigtig virksomhed.

”Der er ikke noget mere frustrerende end at lave et stort stykke arbejde, og så bliver det ikke brugt til noget. De har lavet et stykke arbejde ud over det sædvanlige, og de kommer med de nyeste trends. Nu har de et konkret bevis på deres evner at vise frem. Det er en kæmpe fordel. De får ikke svært ved at finde arbejde,” siger Jesper V. Rasmussen, som har tilbudt to af de studerende praktikplads i JVR Consult. De to øvrige havde allerede lavet aftaler med andre virksomheder.

Artiklen fortsætter under billedet Gruppens store indsats blev belønnet med fire 12-taller til eksamen.
 
Gruppens store indsats blev belønnet med fire 12-taller til eksamen.

Hjalp denne side dig?