Del siden
 
       

Første automations-teknologer færdige i Hedensted

Rasmus Stampe Laursen er en af de første automationsteknolog, der i dag bliver færdig med sin videregående uddannelse i Hedensted. En hård rejse er slut, og i dag står han med job - endda før sidste eksamen
Artiklen fortsætter under billedet Nyuddannet automationsteknolog Rasmus Stampe Laursen læner sig ud ad vinduet på et rødt murstenshus, mens han hviler albuerne på vindueskarmen og smiler til kameraet.
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/foerste-automationsteknologer-faerdige-i-hedensted/

Knap nok var studenterhuen sat på Rasmus Stampe Laursens hoved, før EUX-elektrikeren fra Snaptun ved Juelsminde fortsatte studierne som automationsteknolog.

Valget faldt på Hedensted, fordi han gerne ville gå på et mindre hold med mere tid til den enkelte studerende. Og han var bevidst om, at uddannelsen var spritny.

”Jeg var forberedt på at blive brugt som prøveklud, men alle spillede med åbne kort, så jeg var klar over, hvad jeg gik ind til. Ting, der ikke fungerede, er hurtigt blevet ændret. Fagligt har uddannelsen levet op til mine forventninger, og jeg var overrasket over, hvad den derudover omfattede,” forklarer han.

Jeg er bevidst gået direkte fra elektriker-uddannelse til studiet for ikke at falde i den klassiske fælde, hvor man får en god løn og ikke får læst videre

Rasmus Stampe Laursen, nyuddannet automationsteknolog

Nu står han ved vejs ende og kan se tilbage på en interessant rejse, der er endt med tilbud om fastansættelse ved praktikpladsen VS Automatic i Horsens. Det kom allerede inden, sidste eksamen var slut, da der er stor efterspørgsel efter automationsteknologer.

”Det er en god fornemmelse at være eftertragtet, men jeg er også spændt på at komme ud på det ’rigtige’ arbejdsmarked. Jeg har høje forventninger til mig selv,” smiler Rasmus Stampe Laursen.

Går udenom den klassiske fælde
På det personlige plan har det været en hård omgang at komme igennem på SU.

Artiklen fortsætter under billedet Nyuddannet automationsteknolog Rasmus Stampe Laursen læner sig ud ad vinduet på et rødt murstenshus, mens han hviler albuerne på vindueskarmen og kigger ud mod husets have. Det har været hårdt at studere på SU, men med jobbet i hus leder Rasmus Stampe Laursen nu efter et hus at bo i med sine børn hver anden uge.

På grund af et brud med kæresten måtte Rasmus flytte hjem til sine forældre med parrets to små børn, som han har hver anden uge. Det ville flere gange have været økonomisk nemmere for ham at droppe ud, arbejde som elektriker og genoptage studierne senere.

”Men jeg er bevidst gået direkte fra elektriker-uddannelse til studiet for ikke at falde i den klassiske fælde, hvor man får en god løn og ikke får læst videre. Mange andre har sagt, det var rigtig svært,” siger han og erkender, det tog lidt tid at komme sig over, at han skulle flytte hjem til sine forældre for at få tingene til at hænge sammen.

”Det føltes lidt som et skridt ned af ”den sociale stige”, men jeg er privilegeret, at jeg havde mulighed for at flytte hjem, og i den her periode spare op. Jeg er ved at søge efter et hus i nærområdet til mig og ungerne, for det er her, de går i børnehave, og her jeg har boet hele mit liv,” fortæller Rasmus Stampe Laursen.

Ansvar for automatisering
Når han ser tilbage på sine to års studier, var temaet om forretningsforståelse en ordentlig mundfuld, mens studieturen til Hannovermessen i Tyskland var et højdepunkt både fagligt og socialt.

Artiklen fortsætter under billedet Nyuddannet automationsteknolog Rasmus Stampe Laursen står i en indkørsel og smiler til kameraet med en rød skruetrækker i den ene hånd og et sort tastatur i den anden. Rasmus Stampe Laursen har landet job, hvor han både skal programmere og skrue

Det fedeste projekt var uden tvivl valgfagsprojektet under praktikken med at programmere en stor maskine ved en kunde.

”Maskinen havde en masse hydrauliske værktøjer, som kunden tit skulle flytte manuelt. Det ville kunden gerne have automatiseret, hvilket passede perfekt ind i mit valgfag. Udover mit valgfagsemne lærte jeg også meget mere om maskinens andre elementer, såsom hydraulik og kommunikation samt ansvaret, som følger med jobbet, som PLC-programmør,” siger Rasmus, der fik rigtig meget ud af projektet.

”Det var et stort ansvar, men det lærte jeg rigtig meget af og fik også et 12-tal til eksamen,” smiler han.

Eksamen og jobbet skal fejres i weekenden sammen med børnenes fødselsdag i Snaptun.

Artiklen fortsætter under billedet En åben kuffert med værktøj. I låget ses en række røde og grønne skruetrækkere og et par blyanter. I bunden en række forskellige tænger og et umbraco-nøglesæt. Værktøjskassen er altid på plads bag i den nyuddannede automationsteknologs bil.

Hjalp denne side dig?