”Min folkeskolelærer kaldte mig dum og sagde, jeg ikke kunne blive til noget. Den oplevelse har virkelig sat sig i mig, for jeg sku fandme vise ham,” siger Line Lionett Danielsen, der med egne ord har klaret sig virkelig dårligt i både folkeskolen og gymnasiet.
I dag er den 26-årige randrusianers forhold til at gå i skole dog helt anderledes. Forandringen kom da hun under sit sabbatår fandt ud af, hun ville arbejde med oplevelser og rejser, hvorefter hun kom ind på erhvervsakademiet i Paderup.
’Vil de virkelig lytte til lille mig, der ikke engang er færdiguddannet endnu?’, men det vil de. Og de synes, jeg er klog. Mig. Det er jo helt vildt
Line Danielsen, studerende og forskningsassistent
”Siden jeg er startet på Dania, får jeg for første gang i mit liv gode karakterer, jeg rækker hånden op i timerne og får at vide ’ej hvor er du dygtig Line’. Det er virkelig rart at være landet et sted, der er helt rigtigt for mig,” smiler Line Lionett, der først har læst til serviceøkonom og i dag går på bacheloren i International Hospitality Management.
Forskningsassistent i frivillighed
Under en studietur til Kina lærte hun lektor Henrik Pahus bedre at kende, hvor han passioneret fortalte om sin forskning i frivillighed, som Line ivrigt spurgte ind til.
Efter turen blev hun tilbud et studiejob som forskningsassistent på projektet.
I dag sidder hun sammen med undervisere og undersøger, ser på og fortolker data.
”Det, jeg trækker ud af resultaterne, er ikke det samme som Henrik Pahus (underviser, red.). Det er sygt nervepirrende at være uenig med to undervisere, men det er vigtigt at sige sin mening. Jeg bliver set som en ligemand af underviserne, og min viden tæller også. Det er mega nice, for det gør min teori fra studiet forståelig på en anden måde,” forklarer Line Lionett.
Læs også: Frivillighed kommer ikke af sig selv
Møde med toppen af poppen
Som en del af projektet har hun også været med ude og fremlægge forskningsresultater. Det har både givet svedige håndflader – og en kæmpe succesoplevelse efterfølgende.
”Jeg får lov til at møde nogle superseje mennesker fra oplevelsesindustrien og vise resultater frem. Inden tænkte jeg ’Vil de virkelig lytte til lille mig, der ikke engang er færdiguddannet endnu?’, men det vil de. Og de synes, jeg er klog. Mig. Det er jo helt vildt,” smiler Line Lionett.
For hende hænger rejsen med studielivet helt sikkert sammen med at være koblet på forskningen i frivillighed.
”Forskningen giver mig et selvtillidsboost, samtidig med at jeg har sådan en følelse af, at jeg hører til her. At jeg har fundet min passion. Jeg sagde ja for at optimere mit CV og samtidig få lov til at nørde frivillighed. Det er et meget givende, og der er super meget værdi for mig i det,” slutter forskningsassistenten.
Til sommer starter Line Lionett Danielsen i praktik ved VisitAarhus som en del af studiet, der afsluttes til januar 2022.
Herefter overvejer hun at læse videre på en kandidat eller arbejde.
Læs også: Dania i spidsen for nyt forsknings-projekt om frivilligt arbejde