Del siden
 
       

- Jeg føler mig slet ikke som en praktikant

Zenia Rasmussen elsker hunde, indkøb og sociale medier. Heldigvis er det hele i hendes praktik ved Cotonshoppen.dk som handelsøkonom
Artiklen fortsætter under billedet Zenia, der læser til handelsøkonom, sidder ved son computer på kontoret ved Cotonshoppen og smiler til dig
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/handelsoekonom-med-cotonshoppen-jeg-foeler-mig-slet-ikke-som-en-praktikant/

Hundekurve, hundelegetøj, gnaveben og godbidder ligger indenfor rækkevidde af Zenia Rasmussen på kontoret for Cotonshoppen.dk. Det er blandt Danmarks største webshops i hundetilbehør til private, og bare kontoret er et Paradis – uanset om du er hund eller hundeejer.

Siden 1. august har 24-årige Zenia Rasmussen fra Randers nord været i praktik i denne hunde-himmel, hvor hun som handelsøkonom står for især indkøb og sociale medier.

- Jeg har siden opstart fået syv egne leverandører. Faktisk vidste jeg ikke noget om indkøb før studiet, men jeg kan virkelig godt lide at have kontakt med leverandørerne, samarbejde og have en personlig kontakt til dem, forklarer hun.

Webshoppen har over 30.000 varenumre, så når hun lægger ordrer på nye produkter, er der tit tale om mange tusinde kroner.

Efter praktikken vil jeg gerne blive her, og de siger, at de ikke kan undvære mig, så jeg krydser fingre for et job

Zenia Rasmussen, studerer til handelsøkonom og er i praktik ved Cotonshoppen.dk

- Det er vildt at købe ind for så mange penge, men de stoler på mig. Jeg er meget selvstændig og vil gerne køre selv efter oplæring, og jeg er blevet lært rigtig godt op, smiler hun.

Hellere salg end folkeskole
For bare et par år tilbage var Zenia Rasmussen på vej i en helt anden retning. Dengang ville hun nemlig være folkeskolelærer, fordi hun elsker dansk.

Artiklen fortsætter under billedet Zenia, der er i praktik som handelsøkonom, arbejder ved computeren med en masse produkter fra Cotonshoppen foran sig Zenia Rasmussen kendte ikke til professionel indkøb for en virksomhed før studiestart på handelsøkonom. I dag er det en del af hendes job ved Cotonshoppen.dk, der er en af Danmarks største webshops inden for hundetilbehør. Foto: Anne-Mette Gyldenløv, Dania.

- Da jeg kom ud i praktik, fandt jeg ud af, at det slet ikke var mig. Men det er svært at droppe ud af et studie. På den ene side er det trygt at være der, men uoverskueligt at mangle tre år af den forkerte uddannelse, forklarer hun og uddyber:

- Jeg havde før arbejdet for Change Lingeri, så jeg ville gerne have et studie inden for salg, og det er handelsøkonom, fortæller Zenia Rasmussen, der især er glad for uddannelsens otte måneders praktik.

Hørt og taget seriøst
Faktisk har cotonshoppen.dk aldrig før haft en handelsøkonom i praktik. Zenia Rasmussen kontaktede dem uopfordret og forklarede, hvad studiet går ud på, og at hun skulle have løn i praktik. Det kan nogle virksomheder slå sig på, men Zenia Rasmussen forklarede dem om alle fordelene, og efter to samtaler var de overbeviste.

Kollegerne er jævnaldrende med hende, og de deler både sodavand, kage og private ting med hinanden på kontoret.

- Jeg føler mig på lige fod med de andre. Jeg bliver hørt og taget seriøst, og jeg føler mig slet ikke som praktikant. Det bedste er mine kolleger og tilliden fra mine chefer, siger Zenia Rasmussen og forklarer, at hendes hund også kommer med på kontoret ligesom ejerens hunde. De tre hunde kan nemlig rigtig godt sammen, så næsten hver dag møder Zenias Rigmor ind i Brabrand med sin ejer.

Mit bedste råd er: Vælg aldrig studie ud fra slutlønnen. Man kan tjene penge i alle jobs, så du skal gå efter det, du kan lide. Du bliver samtidig mere motiveret af at følge dit hjerte

Zenia Rasmussen om studievalg

Næste skridt er de tre opgaver, der ligger under praktikken og den afsluttende eksamen, som hun allerede har en idé til.  

- Efter praktikken vil jeg gerne blive her, og de siger, at de ikke kan undvære mig, så jeg krydser fingre for et job, slutter Zenia Rasmussen.

Facts om uddannelsen til handelsøkonom

  • Uddannelsen er en praksisnær, toårig videregående uddannelse
  • Den er opdelt i et års teori, otte måneders lønnet praktikophold og tre måneder til at lave den afsluttende hovedopgave
  • Uddannelsen giver kendskab til nogle af de væsentligste aspekter af erhvervslivet som økonomi, indkøb, logistik, salg, kommunikation, ledelse og jura
  • I Randers tilbydes specialet i salg og salgsledelse
  • Jobmulighederne som handelsøkonom er mange og tidligere studerende arbejder i dag fx som salgs- og kampagnekoordinator, marketingsansvarlig og indkøber.
  • Studiestart er februar og september

Hjalp denne side dig?