Del siden
 
       

It-teknolog og cybersikkerhedsteam er Danias bedste praktikophold

Med en særlig oplæringsordning, støtte og ansvar har Nichlas Sprange øget både kompetencer og selvtillid i sin praktik ved itm8s cyber defence center i Aalborg. Nu har de vundet prisen som Danias bedste praktikophold
Artiklen fortsætter under billedet Erik og Nichlas vinder prisen som Årets Dania-praktik 2024. Nichals er it-teknolog i praktik ved itm8
2024-05-16
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/it-teknolog-og-cybersikkerhedsteam-er-danias-bedste-praktikophold/

- Shit mand, det havde jeg ikke forventet!

Overraskelsen stråler ud af Nichlas Sprange, mens han får overrakt diplomet som vinder af Årets Dania-praktik 2024. Ved siden af står hans chef Erik Bandholm, der smiler over hele femøren.

- Jamen selvfølgelig er vi da det, griner Nichlas Sprange til ham.

Prisen er kulminationen på praktikkonkurrencen på Erhvervsakademi Dania, hvor 600 studerende hvert år er i praktik. Her stod cybersikkerhedsafdelingen i itm8 og it-teknologen Nichlas Sprange ud - og blev valgt som vinder af dommerne.

Stærkt sammenhold og fællesskab
For at gøre oplevelsen så god som mulig for Nichlas Sprange, startede han sammen med to nyansatte i teamet. Det var både fagligt og socialt givende for ham.

Vi kan ikke stå og råbe, at vi mangler mennesker med en it-uddannelse, hvis ikke vi er med til selv at bidrage

Erik Bandholm, Head of Cyber Defence Center ved itm8

- Jeg tror, det var en meget god start for mig, så vi udviklede et stærkt sammenhold og støttede hinanden gennem læringskurven som nye. Vi delte erfaringer, udfordringer og succeser, hvilket også bidrog til en følelse af fællesskab og tilhørsforhold til virksomheden, forklarer Nichlas Sprange og uddyber, at samværet også rakte udover de professionelle rammer.

- Den oplevelse viste mig, hvor værdifuldt det er at have kolleger, man kan lære sammen med og støtte sig til. Især når man træder ind i en ny rolle eller et nyt arbejdsmiljø, og det har været en afgørende faktor for min positive oplevelse i praktik.

Første praktikant
I cyber defence-centeret ved itm8 i Aalborg har de ikke haft ansat praktikanter før, men det har Erik Bandholm prøvet før. Som leder er han begejstret for at have praktikanter.

- Det har været helt super at have Nichlas i praktik, og det at have praktikanter er med til at give en masse friske input, ny viden og nye måder at gøre tingene på, som os gamle hoveder kan lære af, smiler head of cyber defence center, Erik Bandholm.

Artiklen fortsætter under billedet It-teknolog Nichlas Sprange står på campus i viborg og smiler, da han skal til finalen i Årets Erhvervsakademipraktik 2024 i København med sin praktikplads itm8 Nu skal Nichlas Sprange forsvare de Dania rød-hvide-farver i København i konkurrencen med de 7 andre erhvervsakademier

Han har 35 medarbejdere under sig i en afdeling, der er vokset med 30 procent på et år. Det betyder mange nye medarbejdere, og det er ikke altid nemt at finde de rigtige it-kompetencer.

- Det er vigtigt for mig at bidrage til at få uddannet flere it-folk ved at tage praktikanter. Vi kan ikke stå og råbe, at vi mangler mennesker med en it-uddannelse, hvis ikke vi er med til selv at bidrage, understreger han og tilføjer, at cyber defence centeret også har folk på itm8s lokationer i Aarhus, Herning, Kolding, København, Prag og Filippinerne.

Teori omsat til praksis
Allerede i sin praktik som cyber security advisor fik Nicclas Sprange egne kunder, som han rådgav om sikkerhed, ligesom han også har udarbejdet rapporter om baseline security, der fastlægger et fundamentalt sikkerhedsniveau for at beskytte mod cybersikkerheds trusler.

- Mit forudgående projekt på studiet til it-teknolog om baseline security gav mig en solid teoretisk grundlag, som jeg kunne trække på i det arbejde for virksomhedens kunder, siger Nichlas Sprange.

Det har han gjort så godt, at han allerede nu er blevet fastansat i afdelingen i en deltidsstilling, mens han skriver sin hovedopgave. Det kunne have været et fuldtidsjob, men efter sommerferien vil han ned i bøgerne igen. 

- Jeg har søgt ind på professionsbacheloren på 1,5 år i it-sikkerhed i Aarhus, som er en overbygning til it-teknologen. Og så kan jeg fortsætte i itm8 imens som studentermedhjælper, smiler han.

Nichlas Sprange skal i næste uge til København og deltage i den nationale finale for praktikkonkurrencen som repræsentant for Erhvervsakademi Dania, hvor der uddeles priser fra HK og Teknisk Landsforbund for 20.000 kroner.

Hjalp denne side dig?