Del siden
 
       

Marie og Generalkonsulatet i Flensborg vinder publikumsprisen ved DM i Praktik

7 finalister fra landets erhvervsakademier var med i finalen, efter at 8.485 studerende har været i praktik i indstillingsperioden, der dækker efteråret 2025 og foråret 2026.
Artiklen fortsætter under billedet
2026-05-20
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/marie-og-generalkonsulatet-i-flensborg-vinder-publikumsprisen-ved-dm-i-praktik/

Årets vindere

• DM i Praktik 2026: Magnus Linvold Heinesen, Produktionsteknolog ved Erhvervsakademi MidtVest, VM Tarm A/S
• Frontløberprisen: Sebastian Bach, Top Up i IT-sikkerhed ved Zealand - Sjællands Erhvervsakademi, SagaLabs Aps
• Publikumsprisen: Marie Bogh Sørensen, Handelsøkonom ved Erhvervsakademi Dania, Kgl. Dansk Generalkonsulat i Flensborg

“Det betyder utrolig meget for mig at have været med til at vinde publikumsprisen ved DM i praktik sammen med Generalkonsulatet i Flensborg. Mit praktikophold på Generalkonsulatet i Flensborg har givet mig mulighed for både at udvikle mig fagligt og personligt. Jeg fik tidligt ansvar og blev inddraget i spændende opgaver inden for kommunikation, analyse og dansk-tysk samarbejde. Blandt andet arbejdede jeg med en problemstilling om, hvordan Generalkonsulatet kan styrke danske virksomheders adgang til det tyske marked – et projekt, som nu bliver ført videre i praksis. Det har været enormt motiverende at opleve, at mine idéer og mit arbejde blev taget seriøst og kunne gøre en reel forskel,” fortæller Marie Bogh Sørensen, der læser til handelsøkonom på Erhvervsakademi Dania.

“Vi er utrolig stolte og glade over at modtage publikumsprisen ved DM i praktik. Der var mere end 8.400 erhvervsstuderende i praktik i studieåret 2025/2026, og derfor betyder det meget for os at blive fremhævet som et sted, hvor praktikanter oplever både ansvar, faglig udvikling og et stærkt fællesskab. For os handler et praktikophold om meget mere end opgaver – det handler om at give de unge mennesker ansvar og muligheden for at udvikle sig fagligt og personligt i et internationalt arbejdsmiljø. Denne pris er en stor anerkendelse af hele Generalkonsulatets arbejde og engagement og vi er meget stolte af Marie,” siger generalkonsul Annette Lind.

Praktik skaber værdi for både studerende og virksomheder

DM i Praktik sætter fokus på praktik som en central del af erhvervsakademiuddannelserne og på det tætte samarbejde mellem uddannelse og erhvervsliv.

Johanne M. Gregersen, formand for Danske Erhvervsakademier, siger:

“Praktik er en central del af erhvervsakademiuddannelsernes kvalitet og relevans. Det er her, studerende omsætter teori til praksis, udvikler deres faglighed og får erfaring med arbejdsmarkedets krav og forventninger. For virksomheder og organisationer er praktik en mulighed for at møde nye perspektiver, få aktuel viden og styrke kontakten til fremtidens arbejdskraft.”

Hos både HK og Teknisk Landsforbund, der sponsorerede dagens priser, er der stor opbakning til praktik som bro mellem uddannelse og arbejdsmarked.

Sofie Berg Axelsen, forbundsnæstformand i HK, siger:

“Praktik er en stærk vej fra uddannelse til job. Her kommer de studerende ud og bruger det, de har lært. De bidrager fra dag ét og bringer ny viden ind på arbejdspladsen, samtidig med, at de udvikler sig, både fagligt og personligt. Det gør en reel forskel, og det er derfor, vi bakker op om DM i Praktik.”

Jannik Frank Petersen, forbundsformand i Teknisk Landsforbund, siger:

“Praktikforløbet er et meget væsentligt element i vores uddannelser, som hjælper den studerende til at omsætte teori til praksis. Det er altid en fornøjelse at se, hvordan både praktikværter og studerende har gjort sig umage, og jeg ser meget frem til at hylde de bedste forløb.” 

Årets finalister

  • Marie Bogh Sørensen, handelsøkonom, praktik hos Generalkonsulatet i Flensborg – Erhvervsakademi Dania
  • Lasse Spangsberg, digital konceptudvikling, praktik hos JYSK – Erhvervsakademi Aarhus
  • Sebastian Bach, top-up i IT-sikkerhed, praktik hos SagaLabs ApS – Zealand – Sjællands Erhvervsakademi
  • Magnus Linvold Heinesen, produktionsteknolog, praktik hos VM Tarm A/S – Erhvervsakademi MidtVest
  • Mads Lodberg Gorming, økonomi og IT, praktik hos Novo Nordisk – Erhvervsakademi København
  • Villads Otto Rasmussen, multimediedesigner, praktik hos The LEGO Group – IBA Erhvervsakademi Kolding
  • Oliver Schultz-Hansen, finansbachelor, praktik hos Skjern Bank – SEA – Syddansk Erhvervsakademi


Om DM i Praktik
DM i Praktik er erhvervsakademiernes nationale fejring af praktikforløb, der skaber særlig værdi for både studerende og virksomheder. Praktik er en central del af erhvervsakademiernes videregående uddannelser.
Se mere på
dmipraktik.dk

Hjalp denne side dig?