Del siden
 
       

6 millioner til spiludvikling i Grenaa

Erhvervsakademi Dania er en del af et nyt 34 millioner kroner stort EU-projekt, som skal sikre endnu mere vækst i spilbranchen og flere hundrede nye arbejdspladser
Artiklen fortsætter under billedet Indgangen ved Game Hub Denmark med gule lænestole om bord, grå betonvægge og trappe op på 1 sal.
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/millioner-til-spiludvikling-i-grenaa/

Det kræver en massiv indsats at skabe et miljø, hvor gode ideer bliver til gode virksomheder.

Det er lykkedes med EU-projektet Game Hub Scandinavia, der har eksisteret i tre år.

Faktisk er det blevet til hele 55 nye skandinaviske spilvirksomheder og 200 spritnye jobs i Viborg, Aalborg, Göteborg, Skövde og Grenaa. I Grenaa alene bliver der skabt 6-7 nye virksomheder om året.

Den succes har betydet, at der nu kommer en version 2.0 af projektet.

Hele 34 millioner kroner er sat af til det, og seks af disse ender i Grenaa ved Erhvervsakademi Dania.

Her vil projektet sikre fortsat udvikling og vækst lokalt – både i inkubationsmiljøet Game Hub Denmark, som huser de færdiguddannede studerende fra Erhvervsakademi Dania, som ønsker at starte deres egen spilvirksomhed, men også for de nuværende studerende på uddannelserne.

For Mikkel Fledelius, som er daglig leder af Game Hub Denmark, betyder projektet, at man kan arbejde med at styrke de små spilvirksomheder i Grenaa.

Artiklen fortsætter under billedet Mikkel Fledelius i sort trøje med hvid skjorte under Mikkel Fledelius glæder sig over, at der er kommet 34 millioner kroner til at støtte spiludviklere og spil-virksomheder i Grenaa. Foto: Dania.

”Den nye pulje giver os mulighed for at fortsætte med at støtte studerende og dimittender i udviklingen af deres egen spilvirksomhed med fx specialiseret rådgivning om forretningsudvikling og deltagelse på internationale messer. Det har tidligere været med til at skabe flere levedygtige virksomheder, og den succes vil vi gentage, så der kommer endnu flere arbejdspladser i Grenaa. Målet er at skabe 100 spilvirksomheder og 400 arbejdspladser i hele projektet,” siger Mikkel Fledelius.

Meget mere Asien
Det nye projekt har fokus på uddannet arbejdskraft og entreprenørskab, men også på global vækst med særligt fokus på spil-markedet i Kina og Indien.

Målet er at skabe 100 spilvirksomheder og 400 arbejdspladser

Mikkel Fledelius, daglig leder af Game Hub Denmark

”Pengene kommer alle vores studerende til gode. Med dem kan vi arbejde videre med at skabe relationer og give Grenaa-iværksættere adgang til internationale vækstmarkeder som det kinesiske. Samtidig kan vi også udbygge vores samarbejde med udgivere og investorer og fokusere endnu mere på entreprenørskab, som er en central del af de tre spiluddannelser, vi udbyder i Grenaa,” siger Mikkel Fledelius fra Game Hub Scandinavia.

Projektet starter 19. januar og forsætter frem til 31. december 2021.

Hjalp denne side dig?