Del siden
 
       

Nysgerrighed får smed til teknolog-studie

Du kan altid blive klogere. Det er Piet Mortensens livsfilosofi, og han har derfor valgt at søge ind som produktionsteknolog i et forsøg på at få sin nysgerrighed stillet
Artiklen fortsætter under billedet Piet Mortensen står på et værksted og smiler til kameraet iført en rød bluse og mørkeblå overalls.
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/nysgerrighed-faar-smed-til-teknolog-studie/

Piet Mortensens far klager over printeren og siger, at den måske skal skiftes ud. Den erklæring tager Piet meget bogstaveligt, og kort efter er den seksårige dreng på vej ud i værkstedet med printeren under armen. Den skal undersøges nærmere, for den er spændende. Efter lidt tid kommer han ind igen - smurt ind fra top til tå i farvepatronens farver, der er eksploderet.

”Jeg er en nysgerrig skiderik og elsker ny viden. Du kan altid blive klogere, som jeg blev dengang, og jeg er slet ikke færdig med at udforske og lære nyt,” smiler den i dag 24-årige Piet Mortensen, der bor i Randers.

Artiklen fortsætter under billedet Piet Mortensen står på et værksted iført svejsemaske og læner sig ind over et bord, imens han svejser i et metalrør, så svejsegnisterne springer ud over bordet. ”Smed og alt-mulig-mand af guds nåde”. Det er Piet Mortensens titel ved Randers regnskov, hvor han er projektansat i øjeblikket. For efter sommerferien håber han at starte på den videregående uddannelse til produktionsteknolog på Erhvervsakademi Dania i Randers

I dag arbejder han som smed ved Randers Regnskov, men efter sommerferien skal der ske noget nyt. Her håber han på at starte på den 2-årige videregående uddannelse til produktionsteknolog på Erhvervsakademi Dania i Randers.

Målet er ledelse
På studiet til produktionsteknolog kommer Piet Mortensen tættere på sin drøm om at arbejde med beregninger, produktionsstyring og 3D-tegneprogrammer.

Artiklen fortsætter under billedet Piet Mortensen står på et værksted og læner sig ind over et bord, imens han udfører beregninger på et stykke papir med en blyant iført sorte arbejdshandsker. Arbejdet som smed kræver også udregninger, men det fysiske arbejde er for hårdt for Piets lænd.

Disse kender han fra sin tid på ungdomsuddannelsen HTX, men da han bagefter startede på studiet til maskiningeniør, følte han tydeligt, han manglede den praktiske erfaring, der kommer af at arbejde med materialerne fysisk.

”Så jeg valgte at uddanne mig til smed, for med tiden vil jeg gerne være leder. Jeg skal selv kende tingene i bunden, før jeg kan lede et hold og lære ordentligt fra mig,” smiler Piet Mortensen, der under smede-uddannelsen flere gange underviste sine kammerater i det matematiske.

Kort om uddannelsen til produktionsteknolog

  • Toårig videregående uddannelse i Randers og Skive
  • semester er praktik i en virksomhed
  • Kan læses af både studenter og faglærte
  • Projektstyret undervisning med bl.a. udvikling af løsninger for og med eksisterende virksomheder
  • Fagene tæller produktudvikling, konstruktion, kvalitetsstyring og automatisering
  • Studiestart til august for brush-up-forløb og fælles start til september

”De andre var mere praktisk anlagte end jeg. Jeg er mere teoretisk funderet, men så hjalp de mig på værkstedet, og det gav en god balance og læring til alle,” forklarer han.

Bedre for forståelse og ryg
Flydespændinger, bæreevne og bristepunkter er noget, som han glæder sig til at se på igen - men på et højere niveau. Studiet er samtidig en fremtidssikring i forhold til hans lænd, hvor han har fået en diskusprolaps.

”Den har slået ekstra fast, at det er produktionsteknolog, jeg vil være. Desuden er jeg mere klar nu end ved maskiningeniør-studiet til at håndtere udregninger og have forståelse for de beregninger i et praktisk aspekt,” siger Piet Mortensen, der lige som alle andre ansøgere til en videregående uddannelse får svar på deres ansøgninger den 28. juli.

Det kan du blive som produktionsteknolog

  • Projektleder
  • Teknisk indkøber
  • Produktudvikler
  • Kvalitetsmedarbejder
  • Procesoptimeringskonsulent
  • Driftsleder

Hjalp denne side dig?