Del siden
 
       

Nyuddannet og med job – der skulle en fighterindsats til!

30-årige Tina Grusgaard Jensen fra Stevnstrup har det godt. Det har hun også god grund til, for hun er lige dimitteret fra finansøkonomuddannelsen og nu venter en trainee-stilling hos LandboNord. Men vejen til dimission og nyt job har ikke været uden bump på vejen.
Artiklen fortsætter under billedet
2024-06-18
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/nyuddannet-og-med-job-der-skulle-en-fighterindsats-til/

Allerede som 20-årig blev Tina uddannet som kontorassistent med speciale i offentlig administration. Men det var for kedeligt for Tina, der efterfølgende har arbejdet i forskellige butikker, hun har været på guideskole og hun var forbi handelsøkonom-uddannelsen før hun i 2020 startede på finansøkonom-uddannelsen:

”Lige efter at jeg startede på uddannelsen, blev jeg gravid og så brugte jeg mere eller mindre syv af de næste ni måneder på at kaste op. Så jeg sprang fra uddannelsen, fødte en datter, tog barsel og startede op på finansøkonom-uddannelsen igen i 2022”.

Finansøkonom-uddannelsen har et godt ry, og dengang jeg var til introforløbet, var underviserne gode til at fortælle om uddannelsen. Så jeg var egentlig ikke i tvivl om, at det var det rigtige uddannelsesvalg for mig.

Tina Grusgaard Jensen, finansøkonom-studerende i Hobro

Bedre til tal end til bogstaver
Tina kendte flere, som havde læst på finansøkonom-uddannelsen, før hun valgte den. Hun havde også besøgt Campus Hobro til et introforløb og havde læst alt, hvad der er at læse om uddannelsen på Danias hjemmeside:

”Finansøkonom-uddannelsen har et godt ry, og dengang jeg var til introforløbet, var underviserne gode til at fortælle om uddannelsen. Så jeg var egentlig ikke i tvivl om, at det var det rigtige uddannelsesvalg for mig. Og det har det også vist sig at være, for jeg har været rigtig glad for at studere, selvom det krævede, at jeg startede op to gange”, forklarer Tina Grusgaard Jensen med et smil og siger videre:

”Jeg er bedre til tal end til bogstaver. Så uddannelsen har passet rigtig godt til mig. Men det har også været hårdt, for jeg har en rygsygdom, der betyder, at der er et ekstra tryg på mine lunger. Så på det første år på uddannelsen – i forlængelse af corona-epidemien – havde jeg lungebetændelse mere eller mindre et par gange om måneden. Der var jeg helt afhængig af, at jeg fik rigtig meget opbakning fra uddannelsen og hjælp fra de andre studerende, for at komme igennem”.

Drømmen ændrede sig fra bank til revision
Før hun startede på finansøkonom-uddannelsen, var Tina overbevist om, at hun ville arbejde i en bank, men drømmen ændrede sig i løbet af uddannelsen. Tina fandt nemlig ud af, at erhvervsøkonomi og mikro- og makroøkonomi var rigtig spændende at arbejde med, og så pegede pilen i retning af revision:

”Det var bank-vejen, at jeg havde forstillet mig, jeg ville gå. Men i løbet af uddannelsen blev jeg bevidst om, at de ting, der var mest interessante at arbejde med, egentlig havde mere med revisor-branchen at gøre. Og det fik jeg også bekræftet i min praktik. Så på den måde har mit fokus ændret sig i løbet af uddannel-sen”, pointerer Tina Grusgaard Jensen.

Dejligt med et uformelt miljø
På finansøkonom-uddannelsens fjerde semester skal de studerende tre måneder i praktik. Her får de mulighed for at teste deres teoretiske redskaber af i praksis og de finder ud af, hvad det kræver at begå sig på en arbejdsplads. For Tina betød praktikken også, at hun fik indblik i et miljø, som hun blev rigtig glad for:

”Jeg fik praktikplads hos LandboNord, der er et landbrugsrådgivningscenter, som blandt andet hjælper landmænd med regnskaber. Og jeg fandt hurtigt ud af, at det er et godt sted at være. For jeg fik mange forskellige opgaver, og samtidig havde jeg hele tiden nogen at spørge til råds og som kunne hjælpe mig, hvis jeg kom i tvivl. Det endte jo også med, at jeg skrev min hovedopgave sammen med virksomheden og blev ansat som studentermedhjælper”, fortæller Tina Grusgaard Jensen og runder af:

Jeg fik praktikplads hos LandboNord .. og jeg fandt hurtigt ud af, at det er et godt sted at være. For jeg fik mange forskellige opgaver, og samtidig havde jeg hele tiden nogen at spørge til råds, og som kunne hjælpe mig.

Tina Grusgaard Jensen, finansøkonom-studerende i Hobro

”Praktikopholdet bekræftede mig i, at de ting jeg har lært på uddannelsen, kan jeg også bruge i praksis. Også de ting, jeg måske ikke havde forventet – fx det vi lærte om jura. Jeg fandt også ud af, at jeg fungerer rigtig godt i et uformelt miljø, som der er på LanboNord. For her får vi jo besøg af landmænd, som kommer mere eller mindre lige fra marken. De går ikke så meget op i, hvordan de eller vi ser ud. Men de går op i, at vi kan give dem kompetent rådgivning. Det kan jeg godt lide”.

Traineeforløb starter efter sommerferien
Tina blev tilbudt en trainee-stilling allerede under sit praktikophold, og hun starter op på fuld tid hos LandboNord efter sommerferien. Hun glæder sig først og fremmest til at give sig i kast med de komplekse regler og de konstante nye love, der er på regnskabsområdet inden for landbrug.

Finansøkonom - fakta

Finansøkonom-uddannelsen er en kort videregående uddannelse på 2 år med 3 måneders SU-berettiget praktik.

Uddannelsen kombinerer teori og praktik. De første 3 semestre foregår på erhvervsakademiet. Her får du både klasseundervisning og gruppebaseret projektarbejde - begge dele er praksisorienteret og virkelighedsnært. Du vil blandt andet stifte bekendtskab med virksomhedsbesøg og cases fra den virkelige verden.

På fjerde og sidste semester skal du i praktik, hvor teorierne skal afprøves i praksis. Efter praktikken mangler du kun den afsluttende opgave.

Hjalp denne side dig?