Del siden
 
       

Oplevelses-studerende dyster i iværksætter-konkurrence

Serviceøkonomer med til regionale mesterskaber i entreprenørskab med grøn virksomhedsidé til turismebranchen
Artiklen fortsætter under billedet Nærbillede af en computerskærm med grøn baggrundsfarve og et motiv af et lysegrønt egern og påskriften 'Green Denmark'.
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/oplevelses-studerende-dyster-i-ivaerksaetter-konkurrence/

”Vi har via undersøgelser kunnet konkludere, at det er svært for turister at kombinere ferie med bæredygtighed - på trods af at de faktisk gerne VIL,” forklarer Line Danielsen, der læser til serviceøkonom i Randers.

I forbindelse med et forløb i entreprenørskab og iværksætteri på studiet har hun sammen med Anne-Sofie Kristensen, Mia Svenblad, Sarah Emilie Højmark og Tinna Andersen skabt Green Denmark. Green Denmark er et konsulentfirma, hvor serviceøkonomerne går i dialog med deres kunder og interessenter om bæredygtige løsninger og handlinger, der kan implementeres i turismen i Danmark, så der produceres mindre CO2.

Vi står med en større selvtillid og tro på egne evner og idéer i dag

Sarah Emilie Højmark, serviceøkonom-studerende, om at deltage i Danmarks Mesterskaberne i Entreprenørskab

Ideen var så god, at de meldte sig til Danmarksmesterskaberne i entreprenørskab og kom med i den regionale finale i Randers.

”Vi havde nogle undervisere og interessenter, som viste kæmpe tillid og tro på vores koncept og evner. Det motiverede os til at prøve kræfter med det og se, hvor langt vi kunne nå med vores forretningsidé,” siger Line Danielsen og Sarah Emilie Højmark bakker op.

”Vi kunne få andre øjne på projektet og få feedback fra nogle mennesker ude fra den branche, vi gerne vil ud i. Det er også en form for virkelighedstjek, fordi vi fik set de andres idéer og løsninger og fik feedback fra nogle, som havde kæmpe erfaringer med det her,” smiler Sarah Emilie Højmark.

God stemning online
På grund af COVID-19 blev mesterskabet afviklet online af Fonden For Entreprenørskab.

Artiklen fortsætter under billedet Et nærbillede af en computerskærm med grøn baggrundsfarve og noget, der minder om en power point-præsentation. I skærmens højre side ses fire ansigter af personer, som følger med via webcam. Årets konkurrence foregik online, men det gjorde ikke oplevelsen dårligere, mener de studerende.

Men allerede da de studerende tændte deres computere, var der god stemning og musik i det fælles grupperum på Zoom.

”Der var bare en masse glade ansigter, da man tændte zoom. Det var bare virkelig dejligt at gå ind til. Teamsparringen var en enormt fed oplevelse, fordi man fik mulighed for helt uforpligtende at dele sine idéer med hinanden, og vi oplevede bare en kæmpe interesse fra folk. De behøvede slet ikke at gå op i, hvad vi havde at sige, men der var bare en generel stemning af, at folk var nysgerrige og ville hinanden det bedste,” fortæller Sarah Emilie Højmark.

Bare kast dig ud i det

Det lykkedes ikke at få en plads i den landsdækkende finale, og selve forretningsidéen er sat i bero, fordi pigerne i gruppen hver især skal nogle forskellige ting i deres liv. Men de opfordrer kraftigt andre til at indstille deres idé til konkurrencen, fordi oplevelsen giver så meget retur.

”Jeg var skeptisk omkring mesterskabet i starten, men det var så fedt. Selvom vi ikke gik videre, står vi tilbage med en masse kontakter og en mega fed oplevelse i rygsækken. Derfor vil vi gerne opfordre andre, der bare går med den mindste lyst til at deltage. Du har intet at tabe på det. Man skal bare kaste sig ud i det,” smiler Mia Brandt Svenblad.

Sarah Emilie Højmark bakker op.

”Vi har fået et virkelig godt sammenhold i vores team og med vores undervisere. Vi står med en større selvtillid og tro på egne evner og idéer i dag,” siger Sarah.

Støtten og vejledningen fra erhvervsakademiet har stor, mener serviceøkonomerne selv.

Artiklen fortsætter under billedet Et skærmbillede af deltagerne ved DM i entreprenørskab 2020, som afholdtes online. I alt 25 små billeder af deltagerne, som er med via webcam. Masser af glade ansigter, nye bekendskaber og faglig udvikling gjorde DM i Entreprenørskab 2020 til en særlig oplevelse for serviceøkonomerne fra Dania.

”Vi har ikke oplevet andet end støtte og vejledning. Selv de gange, hvor vi har haft udfordringer, har især Peter fra Forskning og Udviklingsafdelingen været rigtig god til at skubbe os videre og bakke os op. Også det at flere af vores undervisere viste interesse og fulgte med på sidelinjen, imens vi var til mesterskabet. Det var bare vildt dejligt at mærke, at de sad og heppede. Generelt har der været en kæmpe opbakning fra alle de undervisere, vi har snakket med under hele forløbet, hvilket var virkelig afgørende for, at vi havde modet til at deltage,” fortæller pigerne.

Læs mere om konkurrencen her

Hjalp denne side dig?