Del siden
 
       

Studerende hjælper stor fabriksudvidelse på vej

Det går rigtig godt for emballagevirksomheden Toppac i Randers. Så godt, at de er udfordret på pladsen og skal udvide. Det får de input til af to produktionsteknologer fra erhvervsakademiet
Artiklen fortsætter under billedet Der bliver målt op i produktionen
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/studerende-hjaelper-stor-fabriksudvidelse-paa-vej/

”Vi skal lige have styr på de mål,” siger Martin Lund Sort.

Christian Møller finder sit målebånd frem, og de to kravler ned på det hvide fabriksgulv.

”Jeg tænkte det nok. 4,5. Det skal opdateres på tegningen,” siger Christian Møller indforstået til Martin, der nikker.

Normalt sidder de begge lidt mere stille som studerende på uddannelsen til produktionsteknolog på Erhvervsakademi Dania, men de sidste to uger har de kravlet meget rundt på det hvide gulv, som tilhører Toppac.

Alle parter vinder på samarbejdet

Maluu Vemmelund, supply chain manager ved Toppac

Virksomheden producerer 5-600.000 plastikemner til fødevareemballage hver dag, som bliver brugt til fx ristede løg, hønsesalat og rejer. Det har Randers-firmaet gjort til en god forretning, og det går faktisk så godt, at virksomheden skal udvide med flere kvadratmeter, nye maskiner og ny intern logistik.

Og det er her, Martin Lund Sort og Christian Møller kommer ind i billedet.

”De skal komme med forslag til, hvordan vi kan være her fremover med et færdigt layout over produktionen og en handlingsplan. Vi vil blive dobbelt så store i løbet af de næste fem år, og allerede nu har vi ikke lagerplads nok, så de har fået en stor opgave,” forklarer Maluu Vemmelund, der er supply chain manager ved Toppac og ansvarlig for samarbejdet med de studerende.

Belønnende samarbejde
Christian Møller og Martin Lund Sort er glade for den store opgave og samarbejdet med virksomheden.

”Det er sjovt selv at måle op og indsamle data, for vi kommer ud i hele virksomheden. Selvfølgelig tager det længere tid end at læse op på en fiktiv case, men det er også mere belønnende. Vi sidder og arbejder meget af tiden på virksomheden i stedet for på skolen. Vi føler os som en del af virksomheden, og nogle medarbejdere har opsøgt os for at fortælle om deres udfordringer og ideer til at løse dem,” forklarer 27- årige Christian Møller fra Randers.

Martin Lund Sort nikker.

Artiklen fortsætter under billedet Maluu, Martin og Christian kigger på et kort over produktionen Produktionsteknolog-studerende Martin Lund Sort (midten) og Christian Møller (til højre) samarbejder med Maluu Vemmelund fra Toppac i Randers om en stor fabriksudvidelse. Det giver mening for både virksomhed og de studerende. Foto: Dania.

”Det tager tid at udtænke og lave planen, og det har vi. Man laver ikke en fabriksudvidelse ’over night’,” siger Martin, der selv har arbejdet i produktion, før han startede på uddannelsen til produktionsteknolog.

Imponeret sig til en praktikplads
Nogle vil måske synes, det er vanvittigt at give så stort et projekt til to studerende, men det synes Toppac og Maluu Vemmelund ikke.

”Når der kommer nye øjne ind, får vi nye vinkler på vores udfordringer. De har en teoretisk baggrund og kan komme med nogle ’udenfor boksen-ideer’. Så kan vi snævre dem ind senere. På den måde vinder alle parter. Dels hjælper vi dem med at komme nærmere arbejdsmarkedet, og de hjælper os via deres praktiske og teoretiske viden,” forklarer Maluu Vemmelund.

Kort om uddannelsen til produktionsteknolog:

  • Toårig videregående uddannelse i Randers
  • semester er praktik i en virksomhed
  • Kan læses af både studenter og faglærte
  • Projektstyret undervisning med bl.a. udvikling af løsninger for og med eksisterende virksomheder
  • Fagene tæller produktudvikling, konstruktion, kvalitetsstyring og automatisering
  • Næste studiestart er til september

Løbende har hun møder med de to studerende, som også skal fremlægge deres forslag for virksomhedens øverste ledelse, når de er færdige med opgaven.
Men allerede nu har de imponeret virksomheden i en sådan grad, at Christian Møller efter nytår skal starte i tre måneders praktik ved virksomheden, hvor han skal arbejde videre med fabriksudvidelsen.

”Det er en kæmpe opgave og en spændende virksomhed, så jeg er glad for, jeg får lov til at arbejde videre med projektet,” smiler Christian Møller. 

Hjalp denne side dig?