Del siden
 
       

Top-håndboldspiller studerer online på Dania

Ved siden af job og top-håndbold i bundesligaen i Tyskland læser Mie Nørup Isaksen til finansøkonom. Det kan hun via Erhvervsakademi Danias videregående online-uddannelse
Artiklen fortsætter under billedet Håndboldspilleren Mie i blåt spillertøj med Danias logo ved siden af
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/top-haandboldspiller-studerer-online-paa-dania/

For Mie Nørup Isaksen går hverdagen med arbejde ved BoConcept som elev, håndbold på topplan i Düsseldorf - og så lige et fuldtidsstudie oveni hatten. Hun er ligesom 24 andre elitesportsudøvere fra ind- og udland en del af et specielt online-hold på den videregående uddannelse til finansøkonom via Study4Player og Erhvervsakademi Dania i Silkeborg.

”Jeg læser til finansøkonom, fordi jeg har en tanke om på sigt at arbejde i en bank. Og så vil jeg gerne have mulighed for at kunne læse en HA almen på universitetet efterfølgende. Her er finansøkonom-uddannelsen en fremragende genvej,” forklarer 22-årige Mie Nørup Isaksen, der spiller for TuS Lintfort som playmaker.

Muligheden for at studere på en dansk uddannelse fra Tyskland på en videregående uddannelse, som endda er SU-berettiget, betyder alt for den unge spiller.

”Jeg må bare sige, at denne mulighed gør det muligt for mig at udleve min drøm. Det ser jeg som en kæmpe mulighed for mig både sportsligt og fagligt,” siger Mie Nørup Isaksen, der kommer fra Herning.

System gør det nemt
Onlineuddannelsen er en kort videregående uddannelse, som beror sig på et solidt fundament med en fysisk uddannelse i Silkeborg, erfarne undervisere og systemet Moodle. Her kan man se sine opgaver, frister, afleveringer, samt se eller gense online forelæsninger.

”Praktisk talt kan du gøre næsten alt i dette system. Du kan endda afkode, hvor du er nået til i din studieaktivitet. Min studiegruppe og jeg mødes også jævnligt på Skype og sparrer med hinanden. De er også sportsfolk, håndboldspillere og fodboldspillere,” uddyber håndboldspilleren.

Det bedste og det værste
Men det er også hårdt at læse online, fortæller Mie Nørup Isaksen.

”Det bedste er frihed under ansvar, og det værste er frihed under ansvar. Det skal forstås sådan, at det aldrig kunne lade sig gøre for mig at tage uddannelsen uden dette tilbud. Men samtidigt kræver det også ekstrem selvdisciplin at følge studiet, da der ikke er nogen, der rykker dig for at lave lektier udover dig selv,” siger Mie Nørup Isaksen.

Det kunne aldrig lade sig gøre for mig at tage en sådan uddannelse uden dette tilbud

Mie Nørup Isaksen, elite-håndbold-spiller

Men det forhindrer hende ikke i holde ved studierne, og hun opfordrer andre elitesportsudøvere til også at tage springet og starte på uddannelsen.

”Jeg vil dog opfordre alle, der tvivler på at tage springet til en udlandskarriere til at springe ud i det. Den civile karriere behøver ikke sættes på standby med de uddannelsestilbud, der findes i dag,” slutter hun med et smil.

Læs mere om uddannelsen her

Fakta om Mie Nørup Isaksen

Fødselsdag: 17.04.1996

Klub: TuS Lintfort

Position: Playmaker

Hjalp denne side dig?