Autoteknolog. Smag på ordet. Auto. Teknolog. Hvad mon man så laver? Det kan 23-årige Lukas Sørensen fra Viborg godt svare på.
”Vi fikser ikke biler. Men vi finder ud af, hvordan de skal laves og fortæller mekanikerne, hvordan de bedst kan gøre det. Og så hjælper vi kunden med at forstå den tekniske løsning,” forklarer Lukas Sørensen.
Han går på den to-årige videregående uddannelse til autoteknolog. Og det er han ret vild med.
Jeg nyder at være en del af holdet
Lukas Sørensen, studerende på autoteknolg
”Det er et godt og sundt studiemiljø, og jeg nyder at være en del af holdet. Alle er søde, åbne og venlige, og vi holder nogle gode fester sammen,” fortæller han og tilføjer hurtigt:

”Det bedste ved uddannelsen er dog underviserne! De forstår os og får os til at føle os hjemme. De hjælper ikke bare med det faglige, men også med de mentale ting, som kan udfordre os. Der er meget støtte at få, og det er super nice,” smiler Lukas, der læser på 2. semester og ved siden af studiet arbejder som lærervikar.
Målet med uddannelsen er at sælge biler, arbejde som værkfører eller læse videre til maskiningeniør.
”Jeg kan virkelig godt lide at arbejde med biler og mennesker, og jeg vil have et formål med mit job, så fx at arbejde som bilsælger ville være fedt,” slutter Lukas.
Fakta om uddannelsen til autoteknolog:
- 2-årig videregående uddannelse med tre måneders praktik
- På uddannelsen lærer du om teknologi og design, optimering og reparation, IT-håndtering, personaleledelse, kommunikation, salg og service samt kvalitet og sikkerhed.
- Du kan blive optaget med en gymnasial eksamen eller som uddannet bilmekaniker, cykelmekaniker, motorcykelmekaniker, fly mekaniker eller har taget entreprenør- og landbrugsmaskinuddannelsen.