Del siden
 
       

Dania-praktikanter vilde med Unimec

Hvert år kan Danias studerende indstille deres praktikvirksomhed til årets praktikophold. For første gang har to studerende fra to forskellige uddannelser uafhængigt af hinanden nu indstillet den samme virksomhed, Unimec i Langå, til prisen.
Artiklen fortsætter under billedet Martin Hundevad, til venstre, er partner i Unimec, og han er ualmindeligt stolt over at praktikanterne Asger Nielsen, i midten, og Rasmus Degn Olsen har indstillet virksomheden til at vinde prisen for årets praktikophold
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/dania-praktikanter-vilde-med-unimec/

Hvad gør et godt praktikophold? Det spørgsmål er der forskellige svar på.

Men Asger Nielsen fra automationsteknolog-uddannelsen og Rasmus Degn Olsen fra produktionsteknolog-uddannelsen på Dania i Randers, er helt enige om, at deres praktikophold hos Unimec har været så lærerigt, at det kvalificerer virksomheden til at vinde prisen som årets praktikophold.

Det var en ilddåb
37-årige Asger Nielsen fra Borridsø har en uddannelse som elektriker, og han har arbejdet flere år i Forsvaret, før han startede på automationsteknolog-uddannelsen. Hans forventninger til praktikopholdet var, at det ville blive en blød opstart, og at han nok ville får mulighed for at kigge de andre medarbejdere over skulderen for at se, hvad de lavede. Der skete lige præcis det modsatte:

”Jeg blev kastet ud i opgaverne og fik defineret et ansvar fra dag èt. Det var en ilddåb. Men det var også spændende pludselig at stå med ansvaret for at lave et el-diagram til en maskine, Unimec skulle bygge. Jeg fik med det samme brug for mange af de ting, jeg har lært på uddannelsen, og også nogle af de erfaringer, jeg har med mig som elektriker”, forklarer Asger Nielsen.

En ilddåb lyder voldsomt, men, understreger Asger, så fik han alt den faglige hjælp, han behøvede. Samtidig nød Asger udfordringerne og den daglige stemning hos Unimec:

”Her er en ufattelig rar tone og en fantastisk jargon”.

Tingene gik op i en enhed
Rasmus Degn Olsen fremhæver også den positive stemning hos Unimec, der samtidig udviste en stor forståelse for, at han har en kronisk sygdom:

”Jeg har nogle fysiske udfordringer, fordi jeg har psoriasis-gigt, og dem var jeg ærlig omkring, da jeg kontaktede Unimec, for at komme i praktik. Det accepterede de, og de har vist store hensyn de dage, hvor jeg ikke har været på toppen”, fortæller 52-årige Rasmus Degn Olsen fra Ørum om optakten til sit praktikophold.

For Rasmus har praktikken være med til at bekræftede ham i, at mange af de ting han har lært på uddannelsen, kan han også bruge i praksis:

”I min praktik arbejdede jeg med at tilpasse et transportbånd efter en kundes specifikke ønsker. Der var ikke nogen manual, jeg kunne slå op i, så jeg skulle selv prøve mig frem. Og det var i de processer, når jeg kunne sætte min viden fra min uddannelse i spil, at tingene gik op i en højere enhed. Det var en stor tilfredsstillelse. Men jeg vil også fremhæve den positive feed back og den faglige opbakning, jeg har mødt her på Unimec, for det har gjort en stor, positiv forskel i min praktik”, pointerer Rasmus Degn Olsen.

Nysgerrighed, initiativrigdom og evnen til at tilegne sig ny viden
Unimec udvikler højteknologiske specialmaskiner med fokus på automatiseret montage og færdiggørelse af industriprodukter til alt fra mindre maskiner til komplette produktionsanlæg.

De ligger i Langå, har 35 ansatte, og så er de rigtig glade for at blive indstillet til årets praktikophold:

”Vi er både stolte, og lidt benovede over nomineringen, og det kommer vi til at fejre med alle de ansatte, for de har en stor aktie i det”, siger partner i Unimec, Martin Hundevad med et bredt smil.

En god praktikant skal være nysgerrig, initiativrig og skal forstå at tilegne sig ny viden, understreger Martin, der gerne vil udfordre praktikanterne, og samtidig sørge for at de får opbakning:

”Vores praktikanter får ansvar, og de får hjælp. Vi sørger for, at de får nogle gode rammer, for deres forløb, men de får også lov til at ’sejle’ lidt. For vi vil nemlig gerne udfordre dem lidt og se, hvordan de navigerer på usikker grund, og om de viser handlekraft og tager initiativ. Og vi kan jo se på dem, hvordan de vokser, når de lykkes”, runder Martin Hundevad af.

Hjalp denne side dig?