Del siden
 
       

Studerende skabte sit eget job via praktik

Uddannelsen til markedsføringsøkonom, hårdt arbejde og vindermentalitet har på rekordfart ført 26-årige Tobias Rasmussen til stillingen som ansvarlig for digital marketing ved sportsernæringsfirmaet Pure Power
Artiklen fortsætter under billedet Markedsføringsøkonom Tonias Rasmussen sidder med korslagte arme ved bord fuld af Pure Power-produkter omkring sig
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/fra-studerende-til-digital-marketing-manager/

Midt i et hav af mennesker og stande stiller Tobias Rasmussen sig hen til virksomheden Pure Power og direktør Peter Toft ved praktikdating på Erhvervsakademi Dania i Viborg, hvor markedsføringsøkonomen håber at komme i praktik.

Her tre år efter er det Tobias Rasmussen, der selv snakker med håbefulde studerende om en praktikplads hos ham.

For i sin praktik lykkedes det ham at skabe sit eget job ved Pure Power, hvor han i dag er Digital Marketing Manager og ansvarlig for al online markedsføring af firmaets sportsernæringsprodukter som proteinbarer, proteinpulver og gels. 

Artiklen fortsætter under billedet Markedsføringsøkonom Tobias sidder ved sit skrivebord og skriver ved sin computer med telefon, skærm og drikkedunk fra Pure Power i forgrunden Tobias Rasmussen skabte sit job som Digital Marketing Manager ved Pure Power i sin praktik som markedsføringsøkonom

”Jeg kunne bevise, at jeg skaffede nye kunder og samtidig sparede penge for virksomheden i min praktik, og derfor fik jeg job direkte efter. Det motiverer mig at komme først og være bedst, for jeg er stort konkurrencemenneske og vil vinde,” forklarer Tobias Rasmussen, der kommer fra Nykøbing Mors og i dag bor i Viborg med kæresten.

Artiklen fortsætter under billedet To tuber med brusetabletter fra Pure Power ligger på et sort bord Pure Power sælger blandt andet brusetabletter, som atleter bruger i deres vand under eller efter træning.

Altid nyt at lære
Digital markedsføring står aldrig stille, og det er 26-årige Tobias Rasmussen vild med. Allerede under sin praktik brugte han mange timer om aftenen på at læse, høre podcasts og lære om de nyeste digitale trends.

”Udviklingen går så stærkt, og medierne skifter konstant, så jeg skal hele tiden holde mig på beatet. Jeg var dengang og i dag drevet af adrenalin for at vinde og tænker, at det her skal bare lykkes. Så det er lidt svært for mig at holde ferie, for jeg elsker det, jeg laver. Det er så spændende og sjovt, og jeg danner min egen hverdag,” siger Tobias Rasmussen, der blandt andet har givet sin viden og erfaring videre som timelærer til Erhvervsakademi Danias markedsføringsøkonomer.

Kort om uddannelsen til markedsføringsøkonom:

  • 2-årig videregående uddannelse
  • Ruster dig til et job inden for marketing
  • Praksisnær undervisning
  • Tre måneders obligatorisk praktik
  • Findes i Randers og Viborg

Holdånden
15-18 timer om ugen spiller Tobias Rasmussen håndbold i den bedste danske liga for Mors-Thy. De timer kommer oveni den almindelige arbejdsuge og den konstante følgen med i nye tendenser.

”Jeg har en begrænset periode på nogle år, hvor jeg spiller ved siden af jobbet. Det kræver fleksibilitet og en forstående chef, der kan se, at jeg giver 10 gange tilbage ved at have mulighed for det. Selvom det er mange timer med arbejde og håndbold er jeg bare drevet af passion for sporten og en vindermentalitet,” fortæller den unge viborgenser.

Men det allerbedste ved jobbet ved Salling-virksomheden Pure Power er han ikke i tvivl om. Det er kollegerne. Bare at tale om dem, får han gåsehud på armene.

Artiklen fortsætter under billedet Markedsføringsøkonom Tonias Rasmussen smiler til dig med korslagte arme omgivet Pure Power-produkter omkring sig De gode kolleger og holdånden i firmaet betyder alverden for Tobias Rasmussen

”De betyder alt. Vi er som en familie, der hjælper hinanden. Ligesom i håndbold skal man være et hold for at nå målet, og man er ikke stærkere end ens svageste led, og sådan er det også ved Pure Power. Jeg har en følelse af, at jeg er med til at drive virksomheden og betale lønningerne, fordi vi har samme DNA og en familieånd,” smiler han.

På vej mod stjernerne
Med sådan en stærk arbejds-familie skal det også være den rigtige, der kommer ind, når en ny praktikant skal findes. Siden sin egen praktiktid har Tobias Rasmussen haft flere forskellige marketing-praktikanter, men det er ikke altid nemt at rekruttere den rigtige. For muligheden er der for at gentage Tobias Rasmussens succes og skabe sit eget job.

Om 10 år er vi det største sportsernæringsbrand i Norden

Tobias Rasmussen, Digital Marketing Manager

”Det skal være det rigtige match, hvor de har samme DNA som os, og vi stiller høje krav. Vi er vækstet så hurtigt og eksplosivt, at vi på et tidspunkt ikke havde flere varer på lageret. Vi er ved at tage springet fra en lille til en mellemstor virksomhed, og det er både fedt og hårdt,” puster han med et skævt smil.

Virksomhedens vækst er også en stor del af Tobias Rasmussens karrieremål om 10 år.
”Til den tid er vi det største sportsernæringsbrand i Norden, og jeg har forhåbentlig en god håndfuld ansatte under mig som leder, samtidig med at vi fastholder det familie-DNA, der gør Pure Power til så unik en arbejdsplads,” slutter han.

FAKTA OM DANIA

  • Erhvervsakademi Dania udbyder videregående- og efteruddannelser i Grenaa, Hedensted, Hobro, Horsens, Randers, Silkeborg, Skive og Viborg
  • I alt udbyder Dania 23 korte videregående uddannelser inden for Business, Sundhed, Oplevelse, Marketing, Teknologi og Administration
  • Samlet er der 2500 fuldtidsstuderende på Dania, hvoraf 300 er internationale studerende
  • Derudover er 2700 deltidsstuderende på efter- og videreuddannelse via Dania
  • Erhvervsakademi Dania blev officielt indviet 1. januar 2009 og har 180 fuldtidsansatte medarbejdere.

Hjalp denne side dig?