Del siden
 
       

Handelsøkonom-studiet kickstartede uddannelsesrejse

Mia Sook Jensen var ikke klar til et langt studie og startede derfor på handelsøkonom-uddannelsen i Horsens. Efter de to år var hun hooked på mere og læser i dag Cand.it for at blive it-projektleder
Artiklen fortsætter under billedet Handelsøkonomen Mia smiler til dig, mens hun sidder tæt på mursensvæg
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/handelsoekonom-og-bachelor-i-innovation-og-entreprenoerskab/

En motorcykelulykke satte i år 2008 en stopper for Mia Sook Jensens liv som lægesekretær. Men når en dør lukkes, åbnes ofte en ny, og det blev også virkeligheden for aarhusianeren og mor til tre. Som 35-årig startede hun derfor på studiet til handelsøkonom på Erhvervsakademi Dania i Horsens.

”Jeg var meget i tvivl om min egen formåen, og om jeg kunne klare at læse igen, så tre år på universitetet havde jeg slet ikke mod på. Jeg var bange for at være ’hende den gamle mor’, og at jeg ikke var god nok,” siger Mia Sook Jensen fra Brabrand.
Men virkeligheden viste sig hurtigt at være en anden.

Det gik op for mig, at jeg faktisk kunne noget

Mia Sook Jensen, uddannet handelsøkonom og bachelor i innovation og entreprenørskab

”Jeg blev meget begejstret for undervisningen med klar struktur og forventninger til os som studerende,” smiler Mia Sook Jensen, der fik gode karakterer, men egentlig betød de ikke så meget som de rosende ord fra underviserne.

Top-op bachelor ovenpå
Efter de to års studier og titlen som handelsøkonom, havde hun både mulighed for og lyst til at stå af uddannelsestoget.

 

Men hovedopgaven i organisation og ledelse tændte noget i hende, og derfor blev næste step professionsbacheloren i innovation og entreprenørskab.
”I min praktik ved Siemens lærte jeg, at organisationer i dag har brug for nogen, der kan lede og drive virksomhed inde i virksomheden og konstant udvikle den. Ledelse, organisation og udvikling af nye forretningsområder var fokus på uddannelsen, og jeg lærte meget på kort tid,” forklarer Mia Sook Jensen.

Artiklen fortsætter under billedet Mia kigger ud af et vindue med en kop kaffe i hænderne tæt på hovedet En motorcykelulykke fik Mia Sook Jensen til at skifte hverdagen som lægesekretær ud med studielivet på Erhvervsakademi Dania i Horsens. I dag læser hun til cand.it. Foto Dania.

Bedre klædt på til uni
Bacheloruddannelsen har også praktik, og via den ved Syddjurs kommune fik hun et glimt af drømmejobbet som brobygger i it-projekter mellem fagfolk og kunder. Vejen dertil går gennem kandidaten i information, organisation og kommunikation på Aarhus Universitet, som byder på en anderledes undervisning end den på erhvervsakademierne. Men det tager Mia Sook Jensen med oprejst pande.

Artiklen fortsætter under billedet Handelsøkonomen Mia smiler til dig med en søjle og murstensvæg i baggrunden ”Da vi startede, lavede vi personprofiler, og dem var jeg rigtig glad for, da de blev brugt meget og længe på studiet. Det var med til at flytte mig over i andre kategorier og få bedre forståelse for andre i et team,” forklarer Mia Sook Jensen. Foto: Dania

”Vi har meget blandede baggrunde på kandidaten, men jeg føler mig godt klædt på via min baggrund. Det er mit indtryk fra underviserne, at akademiuddannede kæmper hårdere, hvilken bringer dem i toppen karaktermæssigt, og det vil jeg da helt sikkert også kæmpe for,” siger hun med et smil.

Klædt på til kandidat
Den selvsikkerhed, hun har i dag som 39-årig, står i kontrast til, da hun begyndte på Erhvervsakademi Dania i Horsens som handelsøkonom.

”Jeg var rigtig glad for at gå på Dania i Horsens, og i dag er jeg glad for at være startet i Horsens på min uddannelsesrejse. Jeg er klædt helt anderledes på end mine medstuderende til at læse på kandidaten, og jeg glæder mig til fremtiden,” smiler hun til slut.

Mias 4 gode råd til dig som studerende:

  • Vælg dit praktiksted med omhu.
  • Lad være med at tage den lette og nemmeste løsning. Du skal ikke lade dig nøje, for så rykker du dig heller ikke.
  • Sæt dig selv i spil og gå efter guldet. Du skal ikke være bange for at gå efter det, du gerne vil.
  • Spørg i timerne og bagefter, hvis du er i tvivl. Du kan højest få et nej.

Hjalp denne side dig?