Del siden
 
       

Kyllinger skiftet ud med studie og bæredygtighed

Efter 10 år som slagterimedarbejder startede Monika Thing på studiet til produktionsteknolog. Nu er hendes drøm at arbejde med bæredygtighed, når hun om lidt dimitterer
Artiklen fortsætter under billedet Produktionsteknolog-studerende Monika Jedrzejowska Thing står med siden til og smiler til kameraet iført en grå frakke og et lilla tørklæde med en lysegrøn skov i baggrunden.
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/kyllinger-skiftet-ud-med-baeredygtighed/

Det var trangen til at udvikle sig, der i 2002 fik Monika Jedrzejowska Thing til at flytte fra Polen til Danmark.

Og det var samme trang, der for knap to år siden fik hende til at sige sit gode job op ved kyllingeslagteriet HKScan som linjefører. I stedet ville hun læse til produktionsteknolog.

Jeg ser mig selv i et andet lys, og jeg er blevet udfordret på min tankegang

Monika Jedrzejowska Thing, produktionsteknolog-studerende

I næste måned bliver hun færdig med den 2-årige uddannelse på Erhvervsakademi Dania i Skive.

”Jeg ville udvikle mig, og det har jeg. Jeg ser mig selv i et andet lys, og jeg er blevet udfordret på min tankegang og blevet opmærksom på det vigtigste for mig. Jeg er nødt til at have en fremtid og for at have det, er jeg nødt til at have en uddannelse,” forklarer 39-årige Monika Thing, der bor i Skive.

Ny retning
Før hun startede på studiet, kunne hun godt lide at arbejde med optimering og maskiner, men undervejs har den tidligere landmandsuddannede kvinde skiftet fokus.

”Det er måske lidt kliche, men jeg vil gerne gøre verden til et bedre sted. I hvert fald lokalt. Personligt bliver jeg ked af at se affald i naturen, og det vil jeg gerne gøre noget ved,” fortæller hun.

Derfor har hun valgt speciale i bæredygtighed og industrielt design på studiet til produktionsteknolog.

Artiklen fortsætter under billedet Produktionsteknolog-studerende Monika Jedrzejowska Thing går rundt imellem nogle træer og kigger ned i en helt lysegrøn skovbund. Det er vigtigt for Monika Thing at passe på naturen, og hun kan slet ikke klare at se affald smidt i vejkanten. Nu vil hun bruge sin videregående uddannelse til produktionsteknolog til at skabe bæredygtige produkter

”Jeg vil gerne være en, der designer fremtidens genanvendelige produkter og laver bæredygtigt design, så der ikke bliver et spild, eller det bliver så lille som muligt. Det er den vej vi skal som samfund og verden,” siger Monika Thing.

Ud og ændre verden
Lige nu kæmper hun som sine medstuderende med den sidste hovedopgave, inden den virkelige verden kalder. Her er ledigheden for nyuddannede produktionsteknologer i Skive på 0,17 procent, hvilket er landets laveste.

Kort om uddannelsen til produktionsteknolog

  • Toårig videregående uddannelse i Skive og Randers
  • 4. semester er praktik i en virksomhed
  • Kan læses af både studenter og faglærte
  • Projektstyret undervisning med bl.a. udvikling af løsninger for og med eksisterende virksomheder
  • Fagene tæller produktudvikling, konstruktion, kvalitetsstyring og automatisering
  • Næste studiestart er til september

For Monika Thing er det dog vigtigt, at hendes job bliver et, som giver mening for hende.

”Det kan blive svært at finde mit drømmejob. Jeg vil helst ikke flytte til København, for jeg er rigtig glad for Skive, hvor jeg føler mig hjemme. Så hvis jeg ikke kan finde drømmejobbet, vil jeg videreuddanne mig,” smiler Monika Jedrzejowska Thing.

Fristen for at søge ind på uddannelsen er 5.juli kl. 12 sammen med de øvrige videregående uddannelser via optagelse.dk.

Hjalp denne side dig?