Vin, stresscoaching, clairvoyance, børnebøger og træning.
Produkter, der øjensynligt ikke har noget med hinanden at gøre, har fået det på Erhvervsakademi Dania i Randers.
De studerende på markedsføringsøkonom-uddannelsen med speciale i reklame har nemlig haft virksomheder med disse produkter under kærlig behandling i deres store 3.semester-projekt. Her har de lavet koncepter for markedsføring for otte lokale iværksættere, og de studerende elsker det.

”Det er det fedeste, jeg har prøvet på studiet, fordi jeg får mulighed for at være innovativ, kreativ og bruge min viden i praksis,” fortæller Malene Kjeldahl Haun, der er 21 år og bor i Randers.
Hun har sammen med sin studiegruppe arbejdet med virksomheden EEG Neurofeedback, der ligger i Randers Sundhedscenter.

Her er EEG Neurofeedback-terapeut Inge Laugesen begejstret for samarbejdet.
”Det er genialt for både os som virksomhed og for de studerende, der kan bruge deres viden i praksis,” forklarer Inge Laugesen fra EEG Neurofeedback
Læs også: Studerende skabte sit eget job via praktik
Positive veje at gå med
Mere end ti forskellige virksomheder meldte sig, da Dania søgte lokale til projektet. Inge Laugesen selv sætter stor pris på muligheden for at samarbejde med de studerende, da hun ikke selv er uddannet i marketing.
”Jeg kan ikke vride min hjerne til at se flere muligheder, men med de studerendes hjælp håber jeg at få ideer og en tilbagemelding på, hvad der konkret skal gøres,” siger Inge Laugesen.
Samtidig koster det ikke mere end et par timer at få input fra de studerende, og det har givet EEG Neurofeedback forskellige veje at gå videre med.
Læs også: Malene drømmer om online-markedsføring
”Det er en positiv oplevelse at samarbejde med de studerende, og jeg vil anbefale det til andre. De er meget oprigtige, og der er en god tone mellem os,” fortæller hun.
Ligesom et reklamebureau
Lige så positiv er de studerende også. Først skulle de komme med bud overfor tre virksomheder, som så skulle vælge mellem grupperne, ligesom de var et rigtigt reklamebureau.

”Faktisk er projektet grunden til, at jeg valgte netop reklame-linjen på studiet til markedsføringsøkonom. Det er fedt, sjovt, og jeg lærer rigtig meget af det,” siger Rasmus Malik på 21 år fra Randers.

Han er i samme gruppe som Malene Kjeldahl Haun, og de håber sammen med resten af gruppen, at deres forslag gør en forskel for EEG Neurofeedback.
”Vi håber, at Inge bliver positivt overrasket over vores forslag og måske får sat tanker i gang hos hende, der kan føre virksomheden videre,” smiler Rasmus Malik.
Til EEG Neurofeedback har de studerende lavet en designmanual, der omfatter nyt logo, forslag til ny hjemmeside, facebookside og meget mere.