Del siden
 
       

Studerende hacker og jagter sikkerhedshuller i fritiden

IT-teknolog-studerende i Viborg har skabt et hold af ambitiøse hackere, der mødes for at blive de bedste i at finde huller i it-sikkerheden. Målet er at blive de bedste sikkerhedseksperter allerede under studiet
Artiklen fortsætter under billedet Andrea og Danick sidder med computer på gangen på Erhvervsakademi Dania
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/studerende-hacker-og-jagter-sikkerhedshuller-i-fritiden/

USB-pind ind i virksomhedens computer i fem sekunder og så videre derfra. På de fem sekunder kan dygtige hackere faktisk nå at placere farlige programmer i virksomhedens netværk og potentielt tage hele firmaet som gidsel.

Det kræver en hackertankegang at se og vide det. Netop det træner en gruppe på it-teknolog-uddannelsen på Erhvervsakademi Dania i Viborg på et nyt hackerhold, de har startet ved siden af studiet.

”Vi lærer om it-sikkerhed på studiet, men vi ville gerne have mere og deltage i CTF-konkurrencer, hvor man fx bryder koder eller hacker hjemmesider for at finde såkaldte flag og få point,” forklarer 34-årige Danick Wiberg fra Viborg, der går på 3. semester af it-teknolog-studiet.

Vi arbejder og jagter også sammen som gruppe. Vi fanger bare huller i it-sikkerheden

Danick Wiberg, it-teknolog-studerende

Han er blevet formand for hackerholdet med 23-årige Andrea Hansen som næstformand og tech-makker i foreningen.

Jagter i flok

Holdet har fået navnet Dania Dholes efter den lille, asiatiske ulv, der ligner en ræv. De jagter typisk i grupper og er kendt for også at kunne nedlægge store dyr sammen som fx tigere. På den måde passer de godt som maskot for hackerholdet.

”Vi arbejder og jagter også sammen som gruppe. Vi fanger bare huller i it-sikkerheden. Samtidig er det lidt et sjovt dyr, så folk griner lidt og husker os, når de hører navnet,” smiler Danick Wiberg og fortæller om deres konkurrence sidste weekend.

Da brugte holdet hele lørdagen sammen for at fange flag til en konkurrence. Her fik de et billede af et bjerg og en ip-adresse, hvorefter de skal finde det sted i verden. Det lykkedes de studerende fra 1. og 3. semester.

Efterlyser oplægsholdere
Udover at lære en masse giver sådan en lørdag sammen også nye roller til de to stiftere.

”Jeg og Andrea (Hansen, red.) bliver jo både tech-support, studievejledere og psykisk mentor for de nye studerende. Det gør det forhåbentlig endnu federe at være it-studerende,” fortæller Danick Wiberg.

Lige nu leder Viborg-holdet efter eksterne virksomheder og sikkerhedseksperter, der vil holde oplæg, have besøg eller få testet deres sikkerhed af de ambitiøse hackere.

”Målet er at blive de bedste i it-sikkerhed, og det bliver vi ikke uden at få viden via besøg, oplæg og opgaver, så man skal ikke være bleg for at kontakte os,” slutter Andrea Hansen.

Uddannelsen til it-teknolog tager to år, og i Viborg findes der speciale i blandt andet it-sikkerhed.

Hjalp denne side dig?