Del siden
 
       

Uddan dig eller behold dit job: Ny efteruddannelse løser umuligt valg

Nu bliver det muligt at læse softwareudvikling ved siden af jobbet i det midt- og vestjyske. Det glæder Vestjysk Bank og Freeway A/S, der har mistet medarbejdere som Rasmus Laursen, der manglede muligheder for at læse videre ved siden af jobbet
Artiklen fortsætter under billedet Niels står i rundskreds med medarbejderne i udviklingsafdelingen og holder teammøde
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/umuligt-valg-mellem-uddannelse-eller-job-loest-med-ny-efteruddannelse/

Morgenmødet for it-udviklerne fra Freeway-koncernen er i gang. Udviklingschef Niels Thrane styrer slagets gang i den stående rundkreds, der kunne have været større.

For flere medarbejdere er i løbet af de seneste år stoppet for at læse videre.

”Vi har desværre måtte sige farvel til flere dygtige medarbejdere, der er stoppet for at videreuddanne sig på fuldtid, da der ikke var andre muligheder. Det var fuldtidsuddannelse eller være på job. Jeg kan godt forstå interessen for at nå et højere niveau og lære mere, men det er ærgerlig at miste en god medarbejder på den baggrund,” siger Niels Thrane, der er chef for udviklingsafdelingen ved Freeway-koncernen, der ejer bl.a. Dating.dk, Plusbog, lejebolig.dk og Avisen.dk.

Artiklen fortsætter under billedet Niels Thorsen peger mod skærm til teammøde med udviklerne i Freeway Niels Thrane styrer dagens morgenmøde ved Freeway. Foto: Dania

Men det kan nu blive fortid. Erhvervsakademi Dania har som videregående uddannelsesinstitution fået lov til at udbyde en ny uddannelse i softwareudvikling på bachelorniveau, som man kan læse ved siden af sit job som it-medarbejder. Det er samtidig stedets første fysiske diplomuddannelse.

”Det er svært at rekruttere it-medarbejdere i Midt- og Vestjylland, fordi de fleste uddanner sig i Aalborg og Aarhus, så vi vil rigtig gerne holde på og udvikle vores medarbejdere. Den nye deltidsuddannelse er derfor en rigtig god nyhed, som vi hilser velkommen,” forklarer udviklingschef Niels Thrane fra Freeway i Viborg, der har 25 udviklere ansat.

Et ekstra niveau på

26-årige Rasmus Laursen kommer fra Struer og er uddannet datamatiker fra Dania i Skive. Han synes, den nye diplomuddannelse lyder perfekt. Selv har han nemlig stået i situationen at skulle vælge mellem at blive i sit job som udvikler eller læse videre på fuldtid.

”Freeway er en rigtig fed arbejdsplads, men jeg var nødt til at sige op og læse videre i Aalborg, hvis jeg ville opnå mit fulde potentiale. Selvom man lærer meget ved at arbejde, manglende den teoretiske del,” fortæller Rasmus Laursen, der i dag læser professionsbachelor i computer science. Det er den engelske fuldtids-udgave af diplomuddannelsen, der nu kommer til Skive.

Nu bor han i Aalborg sammen med kæresten, der også læser der. Havde muligheden været tilstede tidligere, kunne den godt have fristet ham.

”Hvis vi ikke skulle flytte, havde jeg givet det et skud for at kunne blive ved Freeway samtidig med, jeg fik et ekstra teoretisk niveau på. Det er en dejlig arbejdsplads med en unik kultur, så det var træls at stoppe,” siger Rasmus Laursen.

Artiklen fortsætter under billedet Smilende datamatiker Rasmus Laursen foran hvid væg Rasmus Laursen er en af dem, der måtte sige sit job op for at starte på fuldtidsuddannelse i softwareudvikling.

Købers marked

En undersøgelse fra 2018 hos medlemmerne af IT-branchens hovedorganisation viser, at mange virksomheder ligesom Freeway ønsker opkvalificering i softwareudvikling. Det er nemlig den kompetence, der med 64 procent suverænt indtager førstepladsen, når virksomheder vælge, hvad de savner hos medarbejderne.

Diplomuddannelse i softwareudvikling

  • Deltidsuddannelse for dig, der vil designe store, datatunge, distribuerende it-systemer
  • En overbygningsuddannelse på niveau med en bacheloruddannelse
  • Den første diplomuddannelse på Erhvervsakademi Dania, der også udbyder uddannelsen på fuldtid
  • Henvender sig især til uddannede datamatikere
  • Kan bruges til at læse videre på kandidat på deltid, også kaldet en master
  • Indeholder tre obligatoriske fag i udvikling af store systemer, systemintegration og tests
  • Valgfag er fx interfaceprogrammering, machine learning, sikkerhed, udvikling til mobile enheder og databaser for udviklere
    Se mere om uddannelsen her

”Den nye uddannelse er godt nyt for alle midt- og vestjyder. Det kvalificerer den arbejdskraft, som findes i virksomhederne i dag og giver mulighed for at videreuddanne på det, man allerede kan som fx datamatiker,” forklarer Birgitte Riise Bjærge, der er erhvervsdirektør på Erhvervsakademi Dania og ansvarlig for den nye efteruddannelse, der helt præcis hedder diplomuddannelse i softwareudvikling.

I undersøgelsen svarer virksomhederne også, at mere end hver 3. virksomhed - 35,7 procent - vil bruge flere ressourcer på videreuddannelse og opkvalificering end året før. Det forstår Birgitte Riise Bjærge godt.

”Markedet for it-medarbejdere er virkelig købers marked, fordi der mangler så mange it-medarbejdere. Hver 3. virksomhed har helt måtte opgive at besætte ledige it-stillinger, og der kommer i 2030 til at mangle 19.000 it-specialister, så det er en stor opgave for virksomhederne at holde på de medarbejdere, de har. Det kan de gøre ved at kompetenceudvikle dem med efteruddannelse,” mener erhvervsdirektøren.

Lokalt gør en forskel
En af de virksomheder, der glæder sig over den nye uddannelse, er Vestjysk Bank.

”Vi er meget positivt indstillet over, at der kommer flere uddannelsesmuligheder lokalt, for det er med til at løfte uddannelsesniveauet generelt. Når vi rekrutterer i dag, er det vigtigt at have veluddannede unge at kunne rekruttere fra, og der kan vi se, at vi har et begrænset udbud af ansøgere, når vi søger it-specialister til interne stillinger,” fortæller bankdirektør Michael Petersen fra Vestjysk Bank.

I den nye uddannelse er det især kompetencer inden for integration mellem store systemer, Michael Petersen kan se et konkret behov for.

Artiklen fortsætter under billedet Direktør Michael N Petersen i blåt jakkesæt og slips Bankdirektør Michael Petersen fra Vestjysk Bank glæder sig over den nye uddannelse

”Vi arbejder på konstant at optimere på vores forretning og herunder også it-området, og der er nogle muligheder for dette, når vi for eksempel skal lave boliglån og store erhvervslån. Her taler vores systemer ikke sammen med fx tinglysningssystemerne, så der skal vi manuelt flytte tingene rundt. Det må og kan gøres nemmere,” forklarer Michael Petersen.

Alle har brug for en udvikler

Tilbage hos Freeway er det især den nye uddannelses obligatoriske fag i udvikling og styring af store systemer, der har fanger udviklingschef Niels Thranes interesse. Men han tror også på, at der i fremtiden bliver et endnu større behov for udviklere.

Artiklen fortsætter under billedet Niels sidder ved sin computer set fra siden Niels Thrane, udviklingschef fra Freeway-koncernen, glæder sig over ny uddannelse i softwareudvikling i Midt- og Vestjylland

”Jeg kender og kan se firmaer, der har brug for at udvikle og automatisere processer. Hvis alle virksomheder fik mulighed for at få en kreativ udvikler ind i en måned, ville de efter den måned ikke kunne undvære vedkommende, fordi de ville opdage så mange områder, de kunne udvikle sig,” fortæller Niels Thrane.

Men når markedet af udviklere ikke er særlig stort, skal der også noget særligt til at lokke dem til en virksomhed. For Freeway er en af løsningerne at have datamatiker-studerende i praktik og efterfølgende ansætte dem.

”For at vi kan blive ved med at vækste, skal vi kunne rekruttere de rigtige udviklere, og det gør vi i høj grad ved at tiltrække arbejdskraft fra lokale uddannelsessteder. De skal have mulighed for at efteruddanne sig og nå et højere niveau, og det kan de nu,” smiler Niels Thrane fra Freeway.

Det første hold på den nye diplomuddannelse i softwareudvikling starter i Skive og offentliggøres på HER 

Hjalp denne side dig?