Del siden
 
       

Grenaa er et safespace for nørder

Unge fra 39 forskellige postnumre over hele landet har søgt mod Grenaas spiludviklingsuddannelser, hvilket står i stor modsætning til, at 4/5 af ansøgerne vil ind i en storby. Forklaringen ligger ifølge studerende, centerchef og Tænketanken DEA i studiemiljø, faglighed og leveomkostninger
Artiklen fortsætter under billedet 24-årige Andreas Hendriksen læner sig op ad byskiltet til Grenaa, hvor han er flyttet til for at læse til spiludvikler på Erhvervsakademi Dania
2024-08-12
Erhvervsakademi Dania
/nyheder-og-presse/nyheder/grenaa-er-et-safespace-for-noerder/

Fredag 26. juli kl. 00.01 fik alle ansøgere svar på, om de er kommet ind på en videregående uddannelse.

Ved dette års optag kommer ansøgerne til multimediedesigner- og datamatikeruddannelsen i Grenaa fra 39 forskellige postnumre i hele landet - fra Thisted og Svendborg til Ølstykke og Aakirkeby på Bornholm.

Ifølge 24-årige Andreas Hendriksen fra Næstved er det interessen for 3D og computerspil, der lokkede ham og andre unge fra hele landet til at søge ind på videregående uddannelser i en mindre by som Grenaa.

Han kom selv til byen for at læse på 3D College og bagefter Erhvervsakademi Danias spilrettede datamatiker.

- Jeg kan virkelig godt lide at være her, og jeg nyder at studere programmering og på softwareudvikling virkelig at dykke ned i emnerne. Det er delicious, smiler Andreas Hendriksen, der er færdig som datamatiker og nu læser videre på bachelor-top-op i softwareudvikling i byen.

Artiklen fortsætter under billedet Danmarkskort med 39 forskellige punkter, hvor de studerende kommer fra til uddannelserne i Grenaa Her kommer de studerende til Grenaa fra i landet

En by af spil med plads til at blomstre
I byen ser man nemt spilfokusset med en levende brætspilscafé og brætspilsbutik Nerd Cave. Ungdommens Røde Kors’ foreningstilbud er en rollespilsklub, og hvert år vrimler mange tusind mennesker fra hele landet til KoyoCon-messen i Grenaa, hvor fans af cosplay, anime, manga, gaming og rollespil mødes. 

De har naturligvis også en lokal forening, hvor medlemmer samles.

- Basically trækkes alle nørder indenfor det her felt til Grenaa, og så er vi et fællesskab af nørder, der er sammen om det, vi elsker. Det føles markant anderledes end fx gymnasiet, for her er ingen ”cool gruppe”, som ikke vil sidde sammen med andre ved frokostbordet. Det er et safe space (sikkert sted, red.) for nørder i spil, it og spiludvikling, fortæller Andreas Hendriksen.

Artiklen fortsætter under billedet Gamer computer med klistermærker fra fx Erhvervsakademi Dania i Grenaa og Game Hub Denmark Unge fra hele landet – faktisk 39 forskellige postnumre - har i år søgt ind i Grenaa. Det gjorde Andreas Hendriksen også, da han flyttede fra Næstved til byen for at læse spiludvikling. Foto: Anne-Mette Gyldenløv

Derudover sørger fagudvalget på Erhvervsakademi Dania for at holde introuge, en masse fester og fredagscafeer næsten hver uge.

Når campus samtidig ikke er så stort, gør det, at man kender hinanden og kan hygge sammen på tværs af studier, forklarer Andreas Hendriksen.

- Med det target audience vi har, er det specielt fedt med et så aktivt fagudvalg, for her er flere af den stereotype computernørd, der ellers sidder med nedrullede gardiner på deres værelse. Men folk sidder der som regel ikke, fordi de ikke kan lide at være sammen med andre, siger han og uddyber:

- Hvis alle omkring mig elsker at spille fodbold, og jeg elsker at spille Magic the Gathering, så kan jeg mangle et tilbud om et fællesskab. Herude er der andre, som også elsker det, og det giver et særligt miljø med plads til alle, hvor folk blomstrer op og finder ud af, hvem de er, oplever Andreas Hendriksen.

Faglighed og niche lokker
Flertallet af uddannelsessøgende søger mod de store byer, men det er ikke eneste element, der har betydning for uddannelsesvalget, påpeger Mads Fjord Jørgensen, der er fagchef for videregående uddannelser i Tænketanken DEA, der er en politisk uafhængig tænketank, som bl.a. laver analyser af uddannelses- og forskningsområdet.

- Et attraktivt fagligt studiemiljø vægter tungt, og det kan lykkes at få unge lokket til. Det ser man også med fx designuddannelserne i Kolding, forklarer Mads Fjord Jørgensen og kan genkende det i beskrivelserne om Grenaa.

Artiklen fortsætter under billedet Unge fra hele landet – faktisk 39 forskellige postnumre - har i år søgt ind i Grenaa. Det gjorde Andreas Hendriksen også, da han flyttede fra Næstved til byen for at læse spiludvikling. 24-årige Andreas Hendriksen gætter på, at søgningen skyldes, at det er billigt at bo i Grenaa, fagligheden er høj og studiemiljøet inkluderende og levende. Foto: Anne-Mette Gyldenløv

- Uddannelserne har en stor faglig fællesmængde og dermed interessefællesskab for de studerende, så det tyder på, at man er lykkedes med at skabe en samlet faglig profil i Grenaa, som gør, at unge ser mod uddannelserne, selvom de ikke bor i nærheden, siger Mads Fjord Jørgensen.

Det genkender centerchef Jonatan Yde, der er chef for byens tre videregående uddannelser i spiludvikling. For ham afspejles det faglige undervisermiljø i de studerende, når alle tre uddannelser vinkles på spil.

- Spiludvikling er et fagområde, der gennemsyrer vores identitet og flyder langt over i det private også, fordi computerspil er mere end et arbejde. Vi har været her i 14 år nu og opbygget et ret solidt fagligt miljø med en fælles campusidentitet. Det kræver faglighed, brancheerfaring og didaktisk viden, og den treenighed skal modnes, siger centerchef Jonatan Yde fra Dania, der glæder sig over, at der kommer folk fra hele landet til uddannelserne, for det sætter også barren højere for underviserne.

Artiklen fortsætter under billedet Jonatan Yde er chef for Erhvervsakademi Danias spiludviklingsuddannelser med hovedsæde i Grenaa ”Vi har været her i 14 år nu og opbygget et ret solidt fagligt miljø med en fælles campusidentitet. Det kræver faglighed, brancheerfaring og didaktisk viden, og den treenighed skal modnes, siger centerchef Jonatan Yde fra Erhvervsakademi Dania. Foto: Anne-Mette Gyldenløv

- Når vi ved, vi trækker folk fra hele landet, skal vi også gøre os umage for at tilfredsstille deres håb. Det skal være tiden værd for dem, konstaterer centerchefen.

Den specifikke faglighed bakker Andreas Hendriksen op om og oplever sine undervisere som kompetente.

- Jeg føler, de varierer mellem gode og rigtig gode, smiler han.

Økonomi bekymrer ikke
Det er ikke nogen hemmelighed, at et værelse i København koster mere end SUen på 6.820 kr.

I Grenaa bor Andreas Hendriksen alene på 76 kvadratmeter i en 2-værelseslejlighed med kælderrum inde i byen for 4800 kr. alt inklusiv.

Det kunne gøres billigere ved at bo med andre eller på campus, hvor han før har boet til 3500 kr. om måneden for alt - inklusiv mad.

Med bare seks timers arbejde om ugen på studiejobbet for et spiludviklingsfirma går hans udgifter i nul og giver god tid til venner og studie.

- Det er sindssygt billigt i forhold til de store byer, og det betyder, jeg ikke bekymrer mig over min økonomi. Det er virkelig fedt, siger Andreas Hendriksen, hvis venner, der bor i København og Aarhus, har svært ved at forstå det, når han fortæller om det.

- Det sætter tydeligt nogle tanker i gang hos mine venner, når vi snakker om det, smiler han.

Vidste du, at… 25 procent af alle optagne sidste år kom ind på et studie udenfor de fire store byer?

Nu er der kun et år tilbage i Grenaa som studerende for ham, hvor målet er at lave en masse spilprojekter, finde en spændende praktikplads og få mere på CVet, før han skal videre i livet.

- Nu må vi se, hvor jeg ender efter studiet, men jeg tror, jeg flytter væk fra lille Grenaa. Når jeg ikke længere er en del af studiemiljøet og har boet her i fire år, skal der ske noget nyt, smiler han.

På Erhvervsakademi Dania optager man fem procent flere studerende end sidste år, og otte procent flere i Grenaa.

Hjalp denne side dig?