Del siden
 
       

Kasper vækker gammel ur-teknik til live på iværksættereventyr

Passion for ure og et vildt iværksættergen har fået Kasper Reisner fra Randers i gang med at lave håndlavede, emaljerede ure. Nu har han fået 50.000 kr. i mikrolegat til at lave prototyper
Artiklen fortsætter under billedet Iværksætter Kasper Reisner læner sig ind over et arbejdsbord fyldt med teknisk udstyr til at fremstille urer og kigger koncentreret på en lille lyseblå ovn.
2024-04-15
Erhvervsakademi Dania
https://eadania.dk/nyheder-og-presse/nyheder/kasper-vaekker-gammel-ur-teknik-til-live-paa-ivaerksaettereventyr/

”Er du fuldstændig rablende sindssyg?!”

Det er reaktionen, som 32-årige Kasper Reisner fra Randers får fra urverdenen, når han fortæller om sin virksomhed, Reisner Watches.

Ikke alene har han valgt at lære sig selv at lave håndoptrukne, mekaniske armbåndsure ved siden af studiet til markedsføringsøkonom på Erhvervsakademi Dania i Randers. Han vil også lave dem med emaljerede urskiver, hvilket er den sværeste teknik overhovedet inden for faget. Hvor en enkelt fejl kan betyde, at man skal starte forfra på mange timers arbejde.

Jeg motiverer mig selv med vilde mål, hvor jeg hver dag tager babyskridt i den rigtige retning

Kasper Reisner, markedsføringsøkonom og iværksætter

”Jeg har virkelig svært ved at sidde stille som studerende. For at give den værste kreativitet afløb gik jeg i gang med at designe mit drømmeur, der ikke findes i dag. I stedet for at sidde og fortryde som 80-årig at jeg ikke turde forsøge, vil jeg hellere tage chancen og prøve. Det kan være historien ender lykkeligt, det kan være den ender ulykkeligt, men i det mindste vil jeg ikke ærge mig,” smiler Kasper Reisner, der selv er meget glad for ure.

Tilbage til gamle dyder
Verdens største urproducent i dag er tech-giganten Apple. Før Smart-watches var der flest batteridrevne ure, og før det var de mekaniske.

Artiklen fortsætter under billedet Iværksætter Kasper Reisner sidder ved et arbejdsbord og arbejder koncentreret med noget småt præcisionsværktøj. Kasper Reisner fra Randers har selv indkøbt en ovn, som han arbejder med i udviklingen af sine ure. Et projekt, han nu har modtaget 50.000 kr. i støtte til fra Innomove.

Det er sådan et, Kasper Reisner i dag er ved at skabe. Uden batteri, notifikationer eller kalenderfunktion. Og som bæreren skal trække op en gang hver anden dag.

”Mit ur er en protest mod, hvordan tingene foregår i samfundet i dag. Det er okay at kede sig, at tage sig tid, at reflektere og at koble fra fx sociale medier. Et mekanisk ur kan du få i gang efter 50 års stilstand og kræver opmærksomhed hver dag i nu’et, og derfor er det også et statement til andre om, hvem man er,” forklarer Kasper Reisner.

Læs også: Kreativ og innovativ - med øje for økonomi

Tålmodig urskivemager
Urskiven skal være emaljeret, som ikke bruges i normal ur-produktion i dag, fordi det er så svær en teknik. Det tager lang tid, der er mange muligheder for at begå fejl, og sker det, må hele urskives smides ud, og man skal starte forfra.

Det har Kasper Reisner prøvet – mange gange. Han har allerede lagt mange hundrede timer i værkstedet med sin ovn, men det generer ikke den tålmodige kronjyde.

Artiklen fortsætter under billedet Nærbillede af en mørkeblå urskive - endnu uden tal, der ligger på en håndflade. Det er en langsom og svær proces at lave en emaljeret urskive, men Kasper Reisner elsker processen mod et stort mål.

”Jeg motiverer mig selv med vilde mål, hvor jeg hver dag tager babyskridt i den rigtige retning. Jeg kan egentlig godt lide den snørklede vej hen til målet om at lave et ur. Nogen vil sige, jeg er fantast og tager munden for fuld, men hvis ikke jeg gør det, synes jeg ikke, livet er sjovt,” siger Kasper Reisner.

Fiat Punto eller Ferrari
Ur-entusiaster vil gerne have ens ure uden fejl, men det kan ikke undgås med emaljerede urskiver. Men til gengæld bliver hvert ur unikt, og det har også sin charme. Men når alle kan se klokken på deres telefon, hvorfor så bruge omkring 2.000 $ på at købe Kaspers ur?

Artiklen fortsætter under billedet Nærbillede af en blanksort urkasse endnu uden urrem. Prototypen på Kaspers ur er stadig under udarbejdelse. Dette er en 3D-printet, foreløbig kopi, som han fortsat arbejder på.

”Du kan sammenligne det med at køre i en bil. Reelt set skal du bare fra a til b. Ingen har "brug for" en bil med 900 hestekræfter. Det er altså ikke med fornuften, man køber en Ferrari. Bilen opfylder en drøm, vækker følelser og er en livsytring overfor omverdenen om, hvem man er.  Det er det samme med et ur,” forklarer Kasper Reisner.

Han driver i dag virksomheden fra i Sporbyen i Randers sammen med sit eget videobureau. Her laver han især produktvideoer, men savnede kompetencer i at få dem implementeret i en succesfuld strategi.

”Så i forhold til konkurrenterne ved jeg, hvordan man laver godt content, og via markedsføringsøkonom-studiet får jeg styr på strategierne,” smiler han.

Opbakning på 50.000 kr.
Netop via videobureauet kender han Lisbeth Mikkelsen, der ejer virksomheden WallPipe. Hun fortalte ham om mikrolegatet fra Fonden for Entreprenørskab, der kunne sikre penge til udvikling af prototyper på uret.

Det fik han hjælp med af Danias forskning- og udviklingsteam, og det lykkedes at få 50.000 kr. til Reisner Watches.

”Det, der er så fedt med Dania, er at der er så gode muligheder for sparring, og jeg kunne mærke at medarbejderne i forskning og udviklingsafdelingen brænder for at hjælpe med at gøre min idé til virkelighed. De har været enormt givende, oprigtige og super kompetente i processen. Når man har så enormt gode rammer, er det en skam ikke at bruge dem,” fortæller Kasper Reisner.

Artiklen fortsætter under billedet Iværksætter Kasper Reisner står midt i en stor lagerhal mellem to rækker af blå bjælker og retter på sit skjorteærme, imens han kigger ind i kameraet. Urfirmaet er ved at flytte fra hjemmet til Sporbyen Scandia, hvor IC3-togene i sin tid blev bygget.

Hans 50.000 kroners legat skal bruges på prototyper, webshop og en kickstarterkampagne, som efter planen vil finde sted i efteråret 2020. Herefter sættes produktionen endeligt i gang.

Hjalp denne side dig?