Først var de 70 indstillede praktikvirksomheder og studerende, så 10 finalister - og nu er den endelige vinder fundet i praktikkonkurrencen ved Erhvervsakademi Dania.
Det blev matchet mellem finansøkonom-studerende Mie Dyg Christensen og Nybolig Palle Ørtoft i Aalborg, som løb med 1.præmien og titlen som Årets Dania-praktik 2019.
”Jeg har haft et helt forrygende praktikophold, der både har været sjovt, lærerigt og interessant. Det var det helt rigtige praktikplads for mig, hvor tingene er gået op i en højere enhed, og det kunne dommerne heldigvis se,” fortæller en tydeligt glad Mie Dyg Christensen.
I sin praktik har hun lavet kontrakter, haft dialoger med køber og sælger, selv kørt fremvisninger af huse og lejligheder og været inkluderet i alt internt.
Se billeder fra finaledagen i bunden af artiklen
”Især de interne samtaler og fremvisningerne har udviklet mig meget fagligt som personligt. Jeg har aldrig følt mig som en praktikant, ligesom de andre finalister også påpegede. Jeg synes, det var et fantastisk felt af finalister, som alle gjorde det godt, så det er en stor ære at vinde,” siger Mie Dyg Christensen, der går på 4.semester af finansøkonom-studiet på erhvervsakademiet i Hobro.
Stolt med mod på mere
Ved siden af hende står Inge Ørtoft, der er medejer af Nybolig Palle Ørtoft.
Hun er stolt over alene nomineringen, som de 70 studerende selv har lavet.
”Jeg anede ikke, at hun havde indstillet os som årets bedste praktikophold, så alene dét fylder mig med en kæmpe stolthed. Den største ros, man kan få, er af ens medarbejdere, for de ser og oplever jo en, som man er. De kender dig 100 procent, og det gør prisen her endnu mere vigtig,” forklarer Inge Ørtoft fra Nybolig.
For hende er prisen et skulderklap, som giver endnu mere lyst og mod på at have praktikanter i fremtiden.
”Nogen kalder praktikanter for gratis arbejdskraft. Det passer ikke. De er den dyreste arbejdskraft nogensinde, fordi praktikanter kræver meget arbejde at have, hvis de skal blomstre og være en ressource. Men det er al arbejdet værd, når praktikanter som Mie sætter pris på vores arbejde ved at nominere os i sådan en konkurrence her. Det betyder alverden og giver mod til næste praktikant,” smiler ejendomsmægler Inge Ørtoft.
De andre finalister var virkelig dygtige, så jeg havde slet ikke troet, jeg kunne vinde. Det er meget overvældende
Mye Dyg Christensen, finansøkonom og vinder af Årets Dania-praktik 2019
Klar til national finale
Til finalen skulle Nybolig og Mie Dyg Christensen sammen med de andre ni finalister overbevise et skarpt dommerpanel bestående af blandt andre rektor Anders Graae Rasmussen og sidste års vinder af konkurrencen, om at de skulle vinde.
Nu skal Mie Dyg Christensen sammen med sin mentor Peter Sørensen og Inge Ørtoft til den nationale finale i Børssalen i København og dyste mod vinderne fra de øvrige 7 erhvervsakademier i Danmark.
”Dagen efter skal jeg aflevere hovedopgave på studiet, og derefter holder jeg en stor fest og fejrer det hele,” griner Mie Dyg Christensen.
2. pladsen gik til den nordjyske virksomhed Knauf og logistikøkonom Camilla Sørensen, og 3.pladsen til automatikvirksomheden Dupont og Co. Og automationsteknolog Kasper Jensen.